Den uforbederlige bibliotekar
Skanning / foto af tekst.
https://uforbederlig.dk
Udarbejdet 2024 af Niels ]ensen
. tær og Fjern.
Et Ugeblad,
( 5 redigeret af P. Hanſen.
Ottende Bind. Gr. 327-378.)
08 ——
4. FF
Kjøbenhavn 1879.
C. A. Reitzel. Otto 8. Wroblewſkay.
N
Digte. 1 onhus Vauditz: Højt til Vers 356 B.: Til Viktor Rydberg .....….- 351
O. Fr. Vodenſtedt: Mirza⸗Schaffys Sange, overſatte af P. Hanſen 330 e med Muſik af J. P. E. Hartmann 338 & F.: Et Interieun m 341 K. Gjellerup: 0 8 ſatiriſte Tids⸗
— ñ ́ 222
digte Ad. Hanſen: J Anledning af Pr. J. Paludans Artikel „To Samfunds⸗ reformatorerW W 334 H. V. Kaalund: Brandende Spørgsmaal. 349 Foreløbigt Gjenſvar til min Ven Digteren S. Schandorph 355 Idealitet og Realite t.
' 5 Krug: Sonett 273 J Dememg enn 353 erst v. d. Recke: „Den nye Tid“ .. 351
Chr. Richardt: Sang ved Kommunens Feſtmiddag med Muſik
af J. P. E. Hartmann 363 337
S. Schandorph: Sonett — Til min gamle Ven H. V. Kaalund 350 Livels Reer 360 Vetulus: Sommer minder 353
Tre tydſke Digte, overſ. af Viggo Peterſen 373
. Fortællinger.
Carit Ctlar: Mangors Kogebog .. 349, 350 K. E. Franzos: Den hellige Agathes Haarlok
327329 Leo Herzberg⸗Fränkel: Fra de fattige Klasſer ; 375, Rudolph Lindau: „Souvenir“. . . 346, 347
Grenville- Murray: En Roman ved Rom⸗
Sliar . 372 Sigurd Müller: Det ſtore Tandhjul . . . 363 Ouida: En Helts Belonning. 369, 370 James Payn: Kaptain Cole's Pasſageer 368 Fr. Spielhagen: Quiſiſana 376378 George Vautier: Gudmoderen . . . 351—360 Hugo Wittmann: Det ſtjulte Ces 366 Freddy, en Hiſtorie fra Japaen 355
Afhandlinger, Skildringer og Sfigger. Max Adeler: kt 10 5 og n
Paul d' Abreſt: Juleg Ged. Ph. Aleth: Fler Lykken paa 11 8 0 å
eller paa Afverling? . 30 — Om Livets Kortheed 332 — Fattigdommens Hæder . . . . 336 Anton Anderſen: St. Hansdaggg 364 Fredrik Bajer: Paa Obſervation i Horſens⸗ egnen 1864. 362 H. Barton Baker: Thelberopieser i Amerika og England 344 C. St. A. Bille: Nyt fra Mafkelyne og Cooke 329 et iv REESE 175 334
7 Poeter Henrik Nicolaj Clauſen 333 Den nyere Virkeligheds⸗
digtning 324, 337 Anders Sandøe Orſted 338 M. Goldſchmidt SEN 440
faen —342
Indhold.
arve
Nr. Otto Vorchſenius: Endnu et Supplement til „Himmelbjergspreeſten“ 344 955 5
E. Bukovicz: Mi-careene Erik Bøgh: En lille Forelæsning om Avis⸗ iss 355 Paul Börner: Peſten og dens nyeſte Udbrud i Ruslanz.ndd A. Cartault: Emile Augier 331, 332
Eugene Chavette: Hiſtorien om de halv⸗ tredſindstyve Sous. 340 Edgar e Collin: Foyeren. Gert Londemann 345 — Marius Ulſoe Hortulan 348 — Utilia Lenkiewitz. 357 „Trylleharpens“ Udpibning 373 Guſtav⸗ Dannehl: Familien Cairoli Fr. Francke: De rusſiſte Studenter se 2 Om Drømme... . 376, 378 : Brev til Nicolai 333 Fritz Jürgenſen og hans neee
„
„Familien Fourchambault“ . 340
J. Falbe-Hanſen: De kvindelige Studenter ved Zürichs Univerſitet 343 Karl Hillebrand: e 808 55
— LE FETET e;
J— been af Gu e til Fr. Paludan⸗Müller. I. Luftſkipperen og Atheiſten 352 Nicolai Karlowitſch: e be ag 971 Jul. Lange: Frankrig og Italien i 1
88”.
til vor tidligere Lunft . 356
Lector philologus: Endnu et Par Ord om Archilochos 341 Louis Leger: Henri Greville 335
Arthur Levyſohn: En journaliſtiſk Tuſind⸗ 55
künſtne n Paul Lindau: Emile Zola om den franſke Roman 342, 343
C. C. Lorenzen: Bondedreng og Aſtronom 374 Bredo Morgenſtierne Mellemakter . 344, 345 „Samfundets Støtter” og „Leonarda“ paa Kriſtiania Theater . 358 Johs. Müller: Bornelesning for hundrede
Ag den 330 A. Remenyi: 1 Dupan lou 330 Erneſt Renan i det franffe adem̃m̃m]ñ 355 Max Nordau: Sarah Bernhardt, Got 75 deen B. O.: Meſter Michel Noſtradamus sg hans Profetier ......:….- 332
Orſi: Prinds Louis Napoleons Expedition til Boulogne i Auguſt 1840 374, 375 C. Otto: Borups Selſkab 370, 371 J. Paludan: To Samfundsreformatorer 333 Den moderne Realisme 335, 336 En moderne tudſt Dramatiker 339
Selene d von Racowitza: Mit Forhold til Fer⸗ dinand Laſſalle 358-362 Ernſt v. d. Recke: Nogle Bemærkninger i Anledning af Lector philologus“
Kritik over „Archilochos“ ..
339
Julius Rodenberg: Forf. af » »L'Assommoir» 375 Viktor Rydberg; C. W. A. Strandberg 341, 3/ Arthur Schopenhauer: Reflexioner, Paralleler og Parabler . 9 D. Spitzer: Brev fra den unge Baronesſe Hermine til en Veninde .
18
A. T.: Moderne Tankeretninger .. 377, 378
Karl Theiſen: Fra Guftav den Tredies Sol 917 Fra Jubilarens 9 . Træfaf Univerſitetets Hiſtorie
i den katholſke Tid . 360, 361 Alex. Thorſoe: Nye Bidrag til det danſte
Arvefolgeſporgsmaals Hiſtorie 340
Zacharias Topelius: Navnloſe Folelſer . . 346 Ivan Turgenjef: Hamlet og Don Quixote
72, 373 Mark Twain: Den 11 110 Hiſtorie om Duellen mellem Gambetta
9 Four ton 347
G. Valbert: Realpolitiken. BÅL. 351
Bismarck og Dr. Klees Theorier 354
Bismarcks Finanspolitil . . . 367
Wille: Sofus Schandorph. 361, 362 A. Winter⸗Hjelm: De ſtore Sporgsmaals⸗
V. K. tegn i det nyeſte Drama 359 Hugo Wittmann: „Man laſer ikke mere“. 343 Zodigeus: Parlamentariſke Stjernebilleder. XXXV. Mon rad. 3
XXXVI. D. B. Adler . . 336
XXXVII. G. E. Brock . . 340
XXXVIII. C. V. Rimeſtad. 373
Aandelige Stromninger i Verdenscentret. 356
Af en Autografſamlers Mappen 339
En Beringen 341
Sarah Bernhardt ſom Journalift . 364
Bismarcks Bordtale r . 334 Camillo Cavour, Kongeriget Italiens
Gründlag ger 351
c BER Eee dre Re 327
„Drot“ og „Marfk“ i hiſtoriſt . 328 Erik den Fjortende, Konge af Sverig ... 33 Frankrigs nye Forſvarslinie 3
e ESSEN NERO SIRENE RELER 339 Den tyrkiſke Halvmaanes Oprindelſe ... 357 Hartmanns og Gades Muſik til Univerſi⸗ ee ,,, Te er een 363 Heines SENT LEE ES AE Sa SÅ RE ag 368 Lafjalles ſidſte Levedaggghgnghee 365 Rig brænding esse SE DE GE ae G 345
Et indviklet Løfte, moralſk Novelle å la Paul Heyſe FRE ES 375 Madame Elifabeth Patterſon⸗Bonaparte . 361 Marſchner, Devrient og „Hans Heiling“ 354 Generalfeltmarechal Grev Moltke ved det anf ß; 8 371, 372 Generalfeltmarechal Grev Moltke i e 373 Mozarts Requiem 357 Max Müller om N. L. Weſtergaard . . 328 Nihilisme og Pesſimisme i Tydſkland. . 331
„„
Perugino og Iſabella af Este⸗Gonzaga 15 Pharaos Ring“ i Dresden Den døde Prinds og den rode Prinds. 306
Kamma Rahbeks Korreſpondance og hendes Korrejpondenter...-....…… 65—368
J Saiſonen. VII. Muſikalſke Sire — . 330
VIII. Jubilcer 337, 338
— IX. Spillepartier .. 346, 347 Ny Sangmuſ t 352 Pablo de Saraſatdd a 328
Heinrich Schütz, en Muſik⸗Reformator . 353 John Smiths journaliſtiſke Kampagne 357, 358 „En e om den danſk⸗ thdſte Sh 8 341 En Salfort til Shakſpeares Fødefted . . . 352 Et Vers af Oehlenſchläger 374 „Viviſektionen“ for Nutidens Domſtol . . 365 Ollets Forfalſkninger 348
„„ sele
.
Illuſtrationer. 15 Det forſvundne Kjøbenhavn. XI. Der „rides Herredag ind“... . 327
XII. En Kjalderdandſebod.. .. . 329 XIII. En Hokerloge i det gamle Theater 331 Brokkensbo ds 892 XV. Indkvartering til, Herbſtmandeuvre“ 334 XVI. Frederik VI. kjorer til Hojeſteret. . 335 Portrait af Noſtradamuns . 332 Portrait af Fritz Jürgenſen . 336 Portrait af Gert Londemauunn . 345 Portrait af Marcus Ulſoe Hortulan .. . 348 Portrait af Utilia Lenkiewitz .. . 357 H. V. Bisſens Statue af A. S. Orſted . 338 Tre efterladte Tegninger af Fritz Jürgenſen 337
Litteraire Aumeldelſer.
Hiſtoriſk Aarbog for 187199. 324 En Adelsmand under Guſtav III. . . . 331 Oscar Arlaud: Bevingede Ord, anm. af P. H. „ AS DAA Bjornſtjerne Bjornſon: Leonarda, anm. SR a „/ „ Se ESS EFISESK ENESTE Bodenſtedt og Mirza⸗Schaffy, af Viggo Pekerſen 337 Georg Brandes: Benjamin d' Israeli . 343 Ludvig Dane: Norges Helgener .. .. . 355 Alphonſe Daudet: Naboben .. . 330 Holger Drachmann: Paul og Virginie — Ranker og Roſer, anm. af P. H. . 366 Geografiſk Tidsſkrift .. 341 J. A. Hanſens Efterladte Papirer 336,369,376 Henrik Jæger: Litteraturhiſtoriſte Penne⸗ tegninger, anm. af Otto Borchſenius 377 Et afſluttet Kildeſkriffet .. . 357 Molièe res „Amphitryon“, anm. af P. H. 377 Hr. Kaufmann og Moliére, af P. H. . 378 Thomas Moore: Lalla Rook ..... 338 „Nutidsbilleder“ — „En Idealiſt“ — „Hvem var han?“ aum. af P. H. 349, 350 C. Nyrop: Strandmollen . 327 Oldtidsfundene ved „Troja“. . . 349 Ernſt v. d. Recke: „Archilochos“, af Lector Pills nn SELE BR To hiftoriffe Rom aner 335 Profesſor Sars og den Munch-⸗Keyſerſke Theorie NREL EET UD FE i S. Schandorph: Uden Midtpunkt, anm. af P. H. FFF H. Scharling: Jakob Bohmes Theoſofi 362 J. V. Scheffel: Ekkehard. 370 Aage Skavlan: Hiſtoriſke Billeder ... 364 A. O. E. Skram: Gertrude Colbjornſen, Hum af , sr EeSREE der Sea Swinburnes fidfte Digtſamling, af Ad. e ERE SØ HVEN Das Alex. Thorſoe: Den danſke Stats Hiſtorie 356 Vor Ungdom, aum. af Dr. phil. H. er EEENEER ONeE e Chr. Winther: Efterladte Digte .... 331
E
ö
Litteratur.
O. H. Aagaard: Om Hovedaarſagerne til Frankrigs Fald og Gjenoprejsning, 331. — Almanaker, 339. — Breve fra H. C. Anderſen, 338. — Carl Anderſen: Masſudith, 338. — Androkles, 330. — Kr. Arentzen: Baggeſen og Oehlenſchläger, 336. — Arkiv for Mathematik og Naturvidenſkab, 333. — A. As ſolant: Lensherren i Kanada, 338. — Fredrik Bajer: Nordens politifke Digtning, 345. Balzac: Eugenie Grandet, 328. — H. R. Bau⸗ mann: Andrea del Sarto, 350. — Vilh. Bergſoe: Fra Mark og Skov, 327. — C. St. A. Bille: Erindringer fra Rejſer i Italien, 338. — A. Bour⸗
nonville: Mit Theaterliv, 338. — C. F. Bricka og Friderieia: Kong Kriſtian den Fjerdes egen⸗ hændige Breve, 344. — Wm. Carſtenſen: Om⸗ bord og iland, 338. — Dantes Guddommelige Komedie, 332. — Alphonſe Daudet: Det lille Pus,
339. — Billeder fra Dyrelivet, 338. — V. Edsberg: Om elektriſt Belysning, 348. — Edward Eggleſton: Skolelæreren i Flat Creek, 329. — George Elliot: Et loftet Slor. Broder Jakob, 339. — A. E. Erikſen: Danſk og norft Litteratur hiſtorie, 329. — H. F. Ewald: Blanca, 331. — En gammel Feltprœſt: Tre af mine Venner, 336. — Elfride Fibiger: To Fortællinger, 335. — Conſtantius Flood: Fra Agdeſiden, 330. — SHen⸗ ning Fox: Kongsbrydens Foſterſon, 331. — K. E. Franzos: Joderne i Barnow, 330. — J. C. Gerſon: Ud af Livet, 337. — P. V. Grove: Danmark, 369. — Forlagsbureauets Haandlexikon, 332. — John Habberton: Min Soſters Born, 331. — Mads Hanſen: Gaardmandsbogen, 332. — P. Hauberg: Bornholm i Billeder og Tert, 369. — Helmholtz: De nyeſte Fremſtridt i Læren om Synet, 333. — Emanuel Henningſen: Mathilde og hendes Venner. Fortællinger, 336. — James' Oplesninger, 329. — Kriſtofer Janſon: Den Bjergtagne, 335. — Wilhelm Jenſen: Karin af Sverig, 339. — 3. Kaper: Tydſk⸗Danſk⸗Norſk Haandordbog, 330. — S. Kierkegaard: Enten⸗Eller, 329. — J. Kornerup: Ny Haandbog for Beſogende i Roeskilde Domkirke, 350. — A. M. Krebs: Tre Fortællinger, 337. — Thor Lange: Nogle Folkeviſer, 338. — Hartvig Lasſen: Indledning i Danmarks og Norges Litte⸗ ratur, 333. — Ole Chr. Lund: Guldgaaſen, 339. — Th. B. Macaulay: Esſays, 332. — Marie: J det Stille, 335. — A. Munch: Kongedatterens Brudefart, 338. — Zakarias Nielſen: To Landsby⸗ hiſtorier, 336. — Ny Litteratur, 332, 338. — Olger Danſtes Kronike, 339. — P. Olufſen: Taage- billeder, 329. — Fr. Paludan⸗Müller: Poetiſke Skrifter, 328. — J. Plenge: Kjære Minder, 339. — 3 Preſtegaarden, 338. — Sara Rasmus-⸗ ſen: Haandgjerningsbog, 332. — Hans H. Reuſch: Naturen, 333. — M. Roſing: To Fortellinger, 337, — Paul de Saint⸗Victor: Gnder og Men⸗ neſter, 324. — Johanne Schjorring; Flyvende Sommer, 337. — Didrik Schuitter: Almindelig Krigshiſtorie, 352. — Eliſabeth Schoyen: Et WÆgteffab, 335. — Nordiſt Skaktidende, 349. — Fr. Spielhagen: En Landsbykokette. Roſa fra Gaarden, 335. — Stanley: Kalulu, Prinds Konge og Slave, 338. — Georg Starbäck: Kong Carls Teſtamente, 332. — Harriet Beecher⸗Stowe; Vore gode Poganuk'er, 338. — C. B. A. Strand- berg: Samlade Vitterhetsarbeten, 330. — Ambroſius Stub: Samlede Digte, 338. — Thomas Thaarup: Hoſigildet, 329. — W. M. Thacke ray: Forfcenge⸗ lighedens Marked, 338. — André Theuriet: Ray⸗ monde, 336. — A. P. E. Toepfer: Naturhiſtorie, 332. — Leo Tolstoy: Aegteſtabslykke, 339. — H. Trier: Pedagogiken ſom Videnſkab, 329. — Chr. Tonsberg: Illuſtreret Norge, 369. — Vetulus:
J Bolgegang 331. — Wisbechs illuſtrerede Alma⸗ nak, 329.
Theatrene.
Det kgl. Theater. Inden Dore, 327. — Gift, 331. — Drot og Marſt, 332. — Vaarluft, 324. — J Kar⸗ nevalstiden, 335. — Poſtillonen i Lonjumeau, 336. — Roverborgen, 343. — Jeannettes Bryllup, 346. — Mands Mod, 346. — Det gamle Hus, 349. — En Skjerſommernatsdrom, 353. — Fauſt, 356. — Tordenvejr, 375. — Naar Meubler flyttes, 376. — Rigoletto, 378. — Svalen, 378.
Kaſino. Bagermadammen, 328. — Hr. Nordal Bruuns Debut, 331. — Pianiſtinden Frk. Sina Ring, 331. — De Forviſte, 333. — Doktor Staal, 346. — Jomfru Aeſelſtind, 349, 350. — Coco, 358, 376. — Cornevilles Klokker, 374. — Skomageren og
Grevinden, 375. — De to Dove, 376. — Den lille Hertug, 378.
Folketheatret. Det gamle og det nye Hus, 328. — Han beſtiller Ingenting, 330. — Du ag Jeg, 335. — — En fattig Kones Teſtamente, 336. — Sivertſens Døtre, 343, 374. — Hvem er han? 347, 348, —
Min Froken Broder, 348. — Rejſen til Kina, 374. — Gjengehovdingen, 375, 376.
Muſik.
Muſikforeningen, 332, 334, 337, 339, 344, 349, 351, 357. — Ceœcilieforeningen,, 330. 334, 357. — Kon- certforeningen, 330. — Kapelſoiréer for Kammer- muſik, 339, 343, 349, 358. — Kirkekoncerter, 339.
351, 355, 374. — Florentiner⸗Kvartetten, 327, 331.
— Tivolis Koncerter, 361, 365, 366, 268, 369, 370, 372, 373, 375.— Otto Bef Sir Koncert, 330. — Pablo de Sara ſatas Koncerter, 331, 332. — Fru Rappoldis Koneert,332.— J.. NebelongsKoncert, 335, 336. — Victor E. Bendix“ Koncert, 336, 337. Robert og Agnes Hanſens Koncert, 341. — Balduin Dahls Koncerter, 342, 344, 350. — Langballes Koncert, 342. — Frk. P. Hanſens Koncert, 343. — Frk. Sophie Wulffs Koncert, 345. — Viggo Bielefeldts Konecert, 350. — Frk. Harriet Cu⸗ manns Koncert, 350. — Viggo Jähnigens Kon⸗ cert, 351. — Sophie Olſens Koncert, 352. — C. H. Glass! Koncert, 352. — Mathilde Berend⸗ jens Koncert, 352. — Fr. Friberts Koncert, 354, 355. — Edvard Griegs Koncert, 355 357. — Carl Levinſens Koneert, 355. — Axeline de Bergs Koncert, 358. — Thorvald Lammers Koncert, 358. — Ullman⸗Koncerter, 369. — Edm. Neuperts Koncert, 338. — Edm. Neupert, 333. Oktav⸗ ovelſer, 363. Norſt Folkedands, 363. — S. Lang⸗ gaard, 331. — S. Langgaard: En Aften enſom gik jeg nys, 335. — Ludv. Schytte: Sex Fantaſi⸗ ſtykker, 335. — Thorald Jerichau: Sex Karakter⸗ marcher, 335. — C. G. Bohlmann: Lyriſte Smaa⸗ ſtykker, 335. — Sang ⸗Album, 335. — Albert Meyer: Ledetraad ved Sangundervisning for Børn,
335. Sangkonſervatorium, 354. — Offenbach: En Hiſtorie om en Vals, 339. — C. F. E. Horne⸗ man: Ouverture héroique, 341. — Emil Hart-
mann: Eine nordiſche Heerfahrt, 341. Serenade,
341. Nordiſte Folkedandſe, 369. — Vaage Mat
thiſon⸗Hanſen: Trio, 341. — J. P. E. Hart⸗ mann: Fantaſiſtykke. 345. Valkyrien, 345. — G. Matthiſon-Hanſen: Humoreske, 345. — Anderſen: Jagtſiykke, 345. — Aug. Windin g: Vals-Impromptu, 345. Canzonetter, 363. — Chr. Barnekow: Melodter til Tillæg til Pfalmebog for Kirke og Husandagt, 348. — Corn. Gurlitt: Sex Sonatiner, 348. — Nicolaj Berendt: Fantaſiſtykke, 363. — Robert Henriques: Zwei Stücke für Violoncelle und Pianoforte, 363. — Thorvald Madſen: Tre perſiſte Sange, 369. — Nye Mui kalter, 335, 345, 302, 363, 369.
Villedkunſt.
Fotografier af: det kgl. Theaters ſceniſte Kung nere, 329; Pablo de Saraſata, 332; Emil Poulſen ſom Ambroſius, 333, 358; Olaf Poulſen ſom Johan og Rendegarn, 358; Kronprindſesſen og de kgl. Prindſer, 367; Docent Dybdahl, 374; Dr. med. Boye, 377; et Billede af C. F. Sørenfen, 345; fra Kunſtudſtillingen 1879, 358; et Brevfort, 339. — Farvetryk af: S. Simonſen: „Et Sjeblik for ſilde , 339; F. G. dund: „Griffeufeld fores i Fengſel“, 339; 6. Neumann: „Sundet ved Kronborg“, 373. — Schweiz iy ſteno⸗ kromatiſte Akvareller, 339.— Adolf Tidemands ud valgte Berker, 332. — Italiens Kunſtſchätze, 332. — Nordiſkt Kunſtner⸗Album, 339. — Mindeblad om Univerſitetets Jubelfeſt, 362, — Scener fra en Jagt: tour, 329, Scener fra en Fiſtetour, 329. — S. A. Hougland og W. A. Eckhoff: Kronoſtop, 324 L. Both: Skoleatlas, 329. —- Naturhiſtoriſt Ati „ 339. — Den praktiſke Kalkulator, 332. — Det ſorſoundne Kjøbenhavn, 339. — Lithograſter af N. W. Gade og P. Heiſe, 339. — Humoriſtiſte Tegninger, 339. — Selfkabsſpil, 339. — 40 Billeder af edle Hunde⸗ racer, 339. — Forſtrifter, 339. — Xylografi af 6. V. Rimeſtad, 376. — Brevpapir, 364. — Auktion over L. Priors Billedhuggerarbejder, 359
Offentlig Brevvberling. 342, .375. Brogede Blade. 331, 332, 335, 339, 342, 345, 346,
348. 349, 350, 351, 352, 355, 356, 357. 358 363, 364. 365, 366, 368, 369, 373, 3714.
Brebkasſe. 337, 343, 350, 359, 373.
Fo
RÅ
———
Den 6. Oktober 1878.
i Kjøbenhavn. | FE F N ig 32 i 2 Åbonnementspris:.3 Kr. 50 Ore Kvarkalel. IA Parlamentariſke Stjernebilleder. . Af Zodiacus. XXXV. Monrad
| BDiten 1865 har Monrad ikke hort til de faſte Stjerne- i konſtellationer paa vort politiffe . Firmament. Planet har É han altid forfmaaet at være, han har aldrig villet nøjes med at bevæge fig i regelmæsfige, forud afſtukne Baner omkring et Centrum, ſom han havde fælles med Andre. can har ſelv villet være Sol. Men efter fit eget Valg taadte han ud af Firxſtjernernes Kreds og valgte nye Baner i en anden Hemiſfere, under „det ſydlige Kors“. Efter ſin Hjemkomſt kunde han ikke gjenfinde den Plads, han frivillig. havde opgivet, og efter nogle kometagtige Forſog forſvandt han fra den egenlige Stjernehimmel. Nu er han ſom Nordlyſet. Det flammer op, naar man mindſt venter det, bygger fine luende Ildflotte og ſtyder fine glødende Tunger helt op til Zenith. Saa falder det paa eengang ſammen og forſvinder. Hvor kommer det fra? Hvor gaaer det hen? Hyilke Love ſtyre dets til⸗ ſyneladende fan lunefulde Spil? Hvad er dets Maal? Lutter Gaader. Men naar Nordlyſet kommer, varsler
; bet gjerne en ſtreng Vinter eller en urolig. Sommer. Saa ofte der er nogen Valgbevegelſe af en ftørre j Udftræfning, kan man være vis paa at høre Monrads Å Navn, Hvad enten det ev Landsthinget eller Folfethinget, St ſom ffal fornyes, dukker det frem, Men der er det Meerkelige, at det næften aldrig nævnes rigtig for Alvor; det er ikke et Kandidatur, ſom har ſine ſikre Modſtandere og ſine beſtemte Venner. Det er et Kort, ſom ſpilles ud,
mindre for at fane Stikket hjem end for at forvirre og genere Modparten. Baade Hojre og Venſtre ere i Grunden bange for ham og bruge ham ſom Busſemand imod de Andre, men ville ikke felv tage ham. „Jeg er bleven vraget i Helſingor af Højre — ſiger Monrad felv i et af ſine politiſte Breve — i Roeskilde af Venſtre, og ved alle Kongevalg af alle Miniſterier.“ ' Sligt ſteer nu ikke tilfældig, Der kan vere Uheld i Politik ſom i Kortſpil, men naar det gjentager ſig den ene Gang efter den anden, er der gjerne endnu en Grund foruden Sfjæbnen. En Mand med en faa eminent Be⸗ gavelſe og en ſaa kolosſal Arbejdskraft ſom Monrad bliver ikke i Længden vraget, allermindſt i et paa politiſte Kapa⸗ citeter faa. fattigt Land ſom vort, uden at der er Noget, ſom har forſtyrret Tillidsforholdet. Monrad vil ikke felv fe, hvad dette Noget er, Han taler undertiden, fom om det var Stemninger fra 1864, der ſtillede fig imellem ham og Velgerfolket, ſom om det var en ham paafort Brode for vore Ulykker i hint Sorgens Aar, der endnu kaſtede ſin Skygge henover Forholdet. Men det er ikke faa. Hine Begivenheder ere visſelig ikke glemte, og der er Mange, ſom endnu domme med Strenghed, med ubillig Strenghed, om Monrads Anſvar, men det ſtikker ikke deri. Det er Monrads egen Optræden efter 1864, efter hans Hjemkomſt fra Ny Zeeland, ſom giver Forklaringen. Han ſmigrer ſig med, at han ikke er og aldrig har veret Parti
Nr. 327.
Kær og Fjern.
mand, og lader forſtaa, at det er denne upartiffe Hold⸗
ning, der i vore af Partilidenſkaber gjennemtrengte Tid gjør ham umulig, Det fan være fandt, forſaavidt der blot tænfes paa de rent perſonlige Partiforbindelſer, thi Monrad er ganfke viſt Ven med alle Sider, hvilket ogſaa kan udtrykkes ſaaledes, at han ikke er Ven med nogen. Ulykken er den, at den politiſte Upartiſthed, ſom han gjør ſig til af at beſidde, ikke lofter ham op over de andre Partier, men kun fører ham fra det ene til det andet af de beſtagende Partier efter Indſkydelſer og Love, hvis højere Sandhed den almindelige jevne Forſtand ikke kan fatte, og i hvilke den ſeer Vidnesbyrd om en urolig Aand, der gjor den bange.
Monrad tog ſidſt Ordet om politiſke Sager i Vin⸗ teren 1877. Det var lige efter det underlige parlamen⸗ tariſke Haſtveerksſtykke, ſom kaldes den 8. November. Man hufker, hvorledes det gik til: den 7. November ihjel⸗ ſlog Folkethinget den proviſoriſke Finanslov af 12. April, og for at der ikke ſkulde opſtaa en finanſiel Lakune eller blive abſolut Nødvendighed for et nyt Proviſorium, maatte de to Thing anſpende alle deres Kræfter for at fane en midlertidig Bevilling bragt iſtand inden den 8. November Kl. 12 Midnat. Det lykkedes tilſidſt ved et heldigt Sam⸗ menſtod af Omſtendigheder, men det var lige paa Randen til at mislykkes. Intet vilde nu have været interesſantere end at høre Monrads Dom over denne kurieuſe parla⸗ mentariſte Epiſode. Dengang var Venſtre endnu ikke definitivt ſplittet ad, den foreſtagende Uenighed var fvagt antydet, men havde ikke antaget nogen beſtemt Skikkelſe. Der kunde ogſaa være gjort Gavn ved en ſindig, liden⸗ ſtabslos Udtalelſe fra en Stemme, der altid lyder med faa megen Vægt. Men ſtjondt Monrads ſidſte Samling af politifre Breve forſt udkom efter den 8. November, ſoger man forgjcves i dem noget Bidrag til Belysning af den derved fremkomne Situation. Et Brev af 22. Oktober beſtjcftiger fig med Rigsretsſagerne; Krieger vilde Monrad lade flippe og give ham og Tietgen en Takadresſe ovenikjobet, men han har ikke kunnet nægte fig den For⸗ nojelſe at idømme fin Ven og fordums Rival Hall en Bode paa 1000 Kroner og Sagens Omkoſtninger i Hen⸗ hold til Prœemisſer, ſom kun ikke ganſte ſtemme med det Konſtaterede. Ellers falde alle Brevene i Auguſt og September Maaned, og de dveele fortrinsvis ved Provi⸗ ſoriets Farer, Misligheder og betenkelige Konſekvenſer. Uden at ſige med klare Ord, at Kongen burde have af- ſkediget Miniſteriet Eſtrup og anmodet Berg eller Holſtein⸗ Ledreborg om at danne et nyt, lod han dog forſtaa, at det er urimeligt altid at ſige Højre, Højre, Højre! og at der forſt kommer nogen Fart i Fremſtridtet, naar man vexler Højre, Venſtre! Højre, Venſtre! Naar man ikke kunde ſove paa højre Side, faa ſkulde man vende ſig om paa den venſtre eller dog til en Afvexling prøve at ligge paa Ryggen. Monrad var ogſaa abſolut misfornojet med den Fremgangsmaade, ſom Miniſteriet Eſtrup havde fulgt, og forklarede, hvorledes det burde have baaret fig ad. Disſe Antydninger og denne Kritik kom Publikum meget overraſtende. J ſit nermeſt foregagende Skrift havde Monrad, idet han med ſin ſtarpeſte Satire behandlede den „parlamentariſte“ Handel, ſom ſtete i Fellesudvalget 1875, da Landsthinget ſolgte Miniſteriet Fonnesbech for en brugelig Finanslov, udtalt fig om proviſoriſte Finans⸗ love i en veſenlig forſtjellig Tone. Medens han dybt
beklagede, at der ſaaledes paa Rigsdagen kan drives Han⸗ del om Hans Majeſtœts Miniſteriums Afgang, anførte han uden nogen Ptring af Misbilligelſe og efter Sammen⸗ hængen ſnareſt for at tiltræde den, Fonnesbechs Tale, hvori Truſelen om den proviſoriſke Finanslov forſte Gang var traadt officielt frem for Verden. Og leder man til⸗ bage. i Rigsdagstidenden, faa er det ogſaa Monrad, man der finder ſom Forſvarer af de proviſoriſke Finansloves Lovmesſighed. Hvoraf kommer dette Omflag? Hvorfra denne Jver for at faae Landet vendt over paa venſtre. Side eller dog i det Mindſte lagt paa Ryggen? Stemningerne ſkifte hos Monrad paa en ſelſom Maade, og han bryder fig tilſyneladende ikke engang om at forklare eller undſkylde Modſigelſerne. J fine politiffe Breve fra 1876 giver han fig udførlig af med Forfvars- ſporgsmaalet og indtager her en meget beſtemt Stilling; han vil, at Landet ffal gjøre alvorlige Ofre for at funne værge fig imod et Overfald, og han tager end ikke i Be— tænfning at udtale fin Mening om et faa omſtridt og far- ligt Punkt ſom Kjobenhavns Befeeſtning: „det har inderlig ſmertet mig, at der i dette Forflag ej er Talen om at gjøre Kjobenhavn til en Fæftning fra Landſiden.“ Men Alle ville mindes, hvad det var for Ord, ſom Monrad, efterat han i Foraaret 1869 var vendt hjem fra fin au- ſtralſte Landflygtighed, rettede ſom Hjemkomſthilſen til fine Landsmænd. Forelceesningerne om „politiſke Drommerier“ predikede et Tvivlens og Troſtesloshedens Budſtab for det danſke Folk. Sjelden har vel en Politiker i den Grad indviet Almenheden i fine Sjelekampe og i de Aandens ſterke Brydninger, der kunne gaa forud for en faſt Be» ſlutning. Han opſtillede og udmalede med fin vidunderlige ſtiliſtiſte Cone de to Alternativer, mellem hvilke Danmark efter hans Mening havde at vælge: enten en Folkerejs⸗ ning, der opofrede Livet hellere end at miſte Fedrelandet, og ſom tilſidſt tog tiltakke i en Groft, nynnende „Dan⸗ mark, dejligſt Bang og Vænge”, eller Opgivelſen af et⸗ hvert Forſvar, „det monarkiſke Hamborg”, den vergeloſe Oaſe i Europa, hvor der ikke kjendtes Værnepligt, ikke Told, ikke Statsgiceld. Efterat Dilemmaet var ſ1tillet, folte han, at Tilhorerne vilde ſporge ham, hvilket af dets Horn han vilde gribe, og hans Svar var, at han hverken vilde det Ene eller det Andet. „Sporge De mig frem— deles: Men hvad vil Du da? ſaa ſparer jeg Dem: Jeg? jeg vil Intet ... Har Du fundet Sandheden i denne Sag? — Nej, jeg har ikke fundet den; jeg har ſogt den vaagen og drømmende, jeg har arbejdet med Fantaſien og Forſtanden, med alle Sjælens Kræfter, men jeg fandt den ikke, jeg fandt Tvivlen. — Men hvorfor har Du da holdt disſe Forelæsninger? — J Grunden veed jeg det ikke .. Jeg friſtes til at ſige, disſe Forelcsninger have gjort fig ſelb ... Jeg har Holdt dem af ſamme Grund, ſom De tager Kinin.“ Men han ender dog med at vedgaa ſin Frygt for, at Danmark ikke vil kunne beſtaa, og det Haab til Fremtiden, ſom overgager hans Frygt, er altfor fjernt og uklart til at danne nogen Modvægt imod den Fortvivlelſens Troſtesloshed, ſom er Forelæsningernes Grundtone. Da Monrad i Sommeren 1871 ſtillede ſig til Valg i Helſingor, undlod han at give nogen Forklaring over fin ſenere Stilling til de Spørgsmaal, han halvandet Aar tidligere havde behandlet paa en faa beſynderlig Maade; forſt under Valgkampen fravriſtedes der ham en halv Desavouering, men da var det for ſilde. Aaret efter,
3
tær og Sjern.
Nr. 327.
da han ſtillede fig i Roeskilde og med en pderſt ringe Stemmeforſtjel beſejredes af Ole Larſen Rorbeek, en aldeles ubetydelig Perſon, var det ikke hans Holdning i Forſvars⸗ ſagen, men hans Oppoſition imod den alt dengang frem⸗ brydende Fordring om Parlamentarisme, der gjorde Udſlaget.
Uhyggelige ſom Forelcesningerne fra December 1869 ere, tillade de imidlertid at kaſte et interesſant Blik ind i Monrads Sjeleliv. Det er et Terrain, ſom man ellers ſkylder at holde helligt, det har Krav paa at vaere fredlyſt. Men Monrad har her ſelv indbudt ſine Tilhorere og Leſere til at overſkride Grændfen; han viſer dem Vej og afflører for dem fine dybe Lidelſer. Etſteds i Indledningen ſiger han, at han et Sjeblik har frygtet at gjøre fig latter⸗ lig, men atter har forjaget denne Tanke. „Hvad Ulykke er der vel i at blive latterlig? Den, der kan ſpotte og haane ſig ſelv, for ham er fremmed Spot et Kys og Andenmands Haan et Klap”, Tankerne forfølge ham med demoniſt Magt, Som den Gamle med Bukkefodderne klemte ſig faſt om Prinds Agibs Hals, ſaaledes gribe Tankerne ham og lade ſig ikke forjage, ikke ryſte bort, de ſpotte hans Anſtrengelſer og ſige ſom Gubben: „Vi er eet Legem nu, een Sjæl. Døden ffiller os ene ad.“ Hor, hvad han ſiger: „Har Du prøvet paa at kempe med en Tanke, ſom Du ikke vil gribe, men ſom vil gribe Dig, og ſom Du derimod ſoger at undfly? Hvorledes ſkal Du fejre? Søger Du Hjælp i aandelig Sysſel, da fkuffes Du ofte, thi den fører Dig ind i Tankeverdenen, hvor den ene Tanke er forbunden med den anden ſom ved en fin elektriſk Traad, og hvorſomhelſt Du derfor end be- gynder, faa føres Du ad de beſynderligſte Tankeforbin⸗ delſers Vej ſom med et eneſte Slag hen til den Tanke, ſom Du vil undgaa. Med den rene Mathemaͤtik forholder det ſig noget anderledes; Broen er ligeſom afbrudt mellem dens ſtille Rige og den øvrige Verden, og medens Sjælen er under Beviſernes Tugt, er den frigjort for andre Tanker. Efter en ſterkt bevæget og ſtormfuld Dag er der derfor Intet, der giver Sjælen ſaadan Hvile ſom et mathematiſk Studium. At revidere et Talreguſkab er og⸗ jaa meget forfriffende og vederkvegende i en anſvarsfuld Tid, naar Anſvaret hviler paa Dig. At grave er for ensformigt, og denne Ensformighed giver Tanken et for frit Spillerum, men derſom Du graver i Jord, hvori der ikke har været Spade ſiden Verdens Skabelſe, og hvor Hakke og Øre hvert Sjeblik maa ſtette Spaden, da kan ſaadan Gravning nok tæmme Tanken .. . Intet er mere forfriſtende end at rydde i en Urſkov. Her ſtaa Træerne ſom i en ſtor broget Folkeforſamling og ej ſom uniformerede Soldater i pyntelig opſtillede Regimenter. Du kemper for Lys og for Rum, og naar det faa falder,
det mægtige Træ, der har modſtaget mangt et Slag, da
lysner det om Dig, og Du aander friere ... Jeg tilſtaaer, at det ſtundom er, ſom jeg tydelig kunde høre Urſkoven ; og under de da givne, faa overordenlig vanffelige Kon⸗
kalde ad mig. Men naar nu Dagens Arbejde er endt,
faa kommer det an paa, om Maalet af Arbejdet ſparer til
Maalet af Kræfter, og at man hverken er over⸗ eller
underanſtrengt. Er dette iffe Tilfældet, faa er der en Mellemtid mellem at være vaagen og at ſove, og i denne Mellemtid flippe alle Sjælens Tanker los og tumle fig kaade mellem hverandre. Men ſikker kan Du være paa, at De ende med at rælfe hverandre Haanden og dandſe en Runddands om Tanken, ſom Du flyer. Og ſaa
ſpanger for hans Sthyrelſe.
mane de ſom Elverpiger din Sjæl til at træde med i Dandſen, til den dodtret ſlumrer ind. Værre er det endnu, naar Du fager et kort Blund og ſaa vaagner, thi da har Sjælen ſamlet friſte Kræfter, og faa gryer det ad Dag, for Du fager Hvile,”
Det er en tilfældig Lighed mellem Monrad og Gladſtone, at de begge føle fig tiltalte af at fælde Træer. Monrad har dyrket denne Idræt i det fjerne Auſtralien og hører endnu Urſkoven falde, men lægger dog neppe nu Biſpeſtaven for at gribe Oxen. Gladſtone driver Træ- feldningen methodiſk, han kapper paa Hawarden et Par Favnetræer i hver lille parlamentariſk Ferie, modtager De— putationer, medens han er midt i Arbejdet, og lader ſig fotografere i opſmogede Skjortecermer, ſtottet til den lange Øre. Ligheden gaaer imidlertid langt dybere end til denne fælles Pasſion. Begge have den ſamme Art af aandelig Begavelſe, den ſamme Evyne til med lige Kraft at beherſke de meſt forſtjellige Omraader for Tanken: dogmatiſk⸗ religieuſe Spekulationer og exakte Videnfkaber, politiſke og nationalskonomiſte Problemer, lingviſtiſke Studier, admi⸗ niſtrativ Gjerning, gjennemgribende Reformer — til alle disſe heterogene Opgaver medbringe de overlegne Aands⸗ egenſkaber og en utrættelig Arbejdſomhed. Skjondt Formen for deres Veltalenhed ikke er ens — Gladſtone glimrer ved fin klare og udtømmende Fremſtilling, der lader Tanker og Ord rykke frem ſom faſte Falanxer, medens Monrad er Meſter i Antitheſen, i Overgangene fra det Pathetiſke til det Dagligdags, i den fineſte Ironi og den meſt etſende Satire — ere de dog hinandens Lige i det uimodſtaagelige Herredomme, ſom Ordet fra deres Leber udøver over enhver Forſamling. Gladſtone tyer til Homer, naar hans Tanker ſkulle teemmes, Monrad til Profeten Eſaias og Kirkefcedrene. Men meſt af Alt ligne de hinanden i de uforklarlige Impulſer, der, efterat de have hver paa ſin Maade miſtet deres Stilling ſom politiſke Herforere, drive dem til extravagante Udtalelſer. Begge lide af den Sygdom, ſom Monrad kalder „et enſomt Sinds lunefulde Tankegang. En Guddom beherſter dem, de kunne ikke modſtaa, de maa have Luft. Siig til Fuglen, at den ikke maa flyve, til Fiſten, at den ikke maa ſpomme; men ſiig ikke til en Aand ſom Monrads, at den ikke maa give ſig Vidnesbyrd ved det talte eller det ffrevne Ord,
„Fedrelandet“ har engang ytret, at Monrads Udvan⸗ bring i 1865 til Ny Zeeland ſtaaer for det ſom ufor⸗ klarlig. Forelesningerne fra 1869 ſynes dog at give et udtømmende Spar herpaa. Det Par Sider, hvoraf vi ovenfor have hentet et Citat, danner en ſyg Sjels Be⸗ kjendelſer og kunde ikke være tydeligere, om de vare blevne udvidede til mange Ark. Vegten af 1864 var for kolosſal, felv for Monrads Titanſtuldre. Den Byrde, han felv havde taget pan fig, kunde han ikke bære. Han havde overvurderet fine Evner og fit Herrebømme over Forhold og Perſoner, da han i 1863 ſtilte fig fra fine Kolleger
junkturer overtog at danne en Regjering, i hvilken han var den eneſte Kapacitet, Monrad, hvis Skarpſindighed er fan gjennemtrengende, ſtager merkelig tilbage i Evnen til at vurdere Perſoner; han vildledes ofte af en Tilfel⸗
dighed, forſtaaer ſjelden at trænge tilbunds i Karakteren,
og denne Mangel er mere end eengang bleven ſtjebne⸗ Om der end blandt de Mo⸗ tiver, ſom i de ſidſte Dage af 1863 beveegede ham til at
Nr. 327.
Kær og Hern. : 5
overtage Statens Ledelſe, kan have indblandet ſig Erin⸗ bringer om tidligere Skuffelſer og nogen perſonlig Ær- gjerrighed, faa har hang Hovedbevæggrund ſikkert været Troen paa fine egne Evner til at udrette Noget for Fæ- drelandet og beherſke de Farer, ſom vare ifærd med at taarne fig ſammen. Han har næret den Tro, at han var iſtand til at udfylde den Kloft, ſom truede med at aabne fig, at ſamle Kongen og Folket til en heroiſt Anſtrengelſe. Men han var ikke, ſom han ſelv indbildte ſig, Situationens Herre, og da det Heroiſte ffulde komme, havde han ſelv tabt Styret ud af Haanden. Hans egen Tillid var brudt, han var ikke længer Folkets Forer, men blev ſelv neeſten villielss fort hen af Begivenhedernes voldſomme Strom. Det var kjekt og energiſt af ham, at han efter Danne⸗ virkes Romning ſtillede ſig alene imod den ophidſede Stem⸗ ning, og han ydede i hine Dage baade det unge Dynaſti og Landet ſtore Tjeneſter, hvad der ſaa end kan indvendes imod enkelte ÜUdtalelſer fra hine omtumlede Dage. Men Monrad ſaae ikke, at fra dette Tidspunkt var hans Ind⸗ flydelſe ſom Konſeilspreſident knœkket, og at han var holdt op at være Forholdenes Herre. J fine Repliker til Ge⸗ neral Cai Hegermann-Lindenerone har han tildels affloret den Anarkiets og Oplosningens Tilſtand, ſom fra Februar var indtraadt i Krigens Ledelſe og ſom ſnart derfra trængte ind i hele den politiſte Styrelſe. Hvor ffaanfom han end er i ſin Dom over Oberſt Lundbye ſom Krigsminiſter, ere han Üdtalelſer dog tilſtrœkkelige til at godtgjore Umulig⸗ heden af noget Heroiſt under hans Auſpicier. Da vi efter Dybbols Fald naaede Londonerkonferencen, var ogſaa Monrads egen Styrke brudt, og i Midten af Juni, da det kritiſte Hovedpunkt indtraf, var han bragt dertil, at han ikke længer gjorde nogen beſtemt Anſkuelſe gjeldende, men henſkod Afgjorelſen til Kongen perſonlig, og da Kon⸗ ferencen ſtiltes ad uden Reſultat, da Als erobredes, var han ikke længer virkelig Miniſter, men kun en midlertidig Forretningsferer, der havde ſtillet ſin Demisſion til Kongens Raadighed. Han har ſelv malet os den Sjeels⸗ tilſtand, ſom opſtaaer i ſaadanne Tider: „Det er Afgjo⸗ relſen, der gjor ſvimmel. Anſparets uhyre Vægt tynger paa Zanfen og forvirrer den. Stil en Mand udenfor Afgjorelſen, tag Anfvaret fra ham, og han vil domme ſundt og klart. Læg Afgjorelſen i hans Haand og An⸗ ſvaret paa hans Hoved, og han bliver ofte ſvimmel. Og hans Svimmelhed bliver ſtor, og han ſtyrter.“ Det er kun en ringe Troſt, ſom han giver fig felv og Andre, naar han fojer til: „Saa flyve alle de ſmaa Hanekyllinger op i SAG og gale: Kykkelyky! Det ſtulde Du ikke have gjort!“ a
Et ganſte andet Billede af Monrad møder os, naar Tanken ſoger tilbage hinſides det ſtjcebneſvangre Aar. Den Tvivlens, Pngſtelſens, Svimmelhedens Demon, ſom den⸗ gang fik ham i ſin Vold, og hvis Spor Tiden endnu ilke har formaget at udflette, havde da intet Herredomme over ham. Hans Glandsperiode ſom aktiv Politiker og Admi⸗ niſtrator falder i Aarene fra 1859 til 1863. Ved Miniſter⸗ ſtiftet i 1854 var der ikke blevet Plads for Monrad i den nye Regjering; ſtjondt han havde været det forſte Offer for Miniſteriet Orſteds uforſtandige Forfolgelſe af Embeds⸗ mendene og ſtjondt han havde taget en fremragende og betydningsfuld Del i de politiſte Kampe, ſom endelig forte til Oppoſitionens afgisrende Sejr, var han ikke blandt dem, ſom kaldtes til at afloſe det fratredende Kabinet;
formodenlig have Scheele, der dannede Regjeringen, og P. G. Bang, der blev dens Formand, været bange for ham. Den afſtedigede Biffop modtog da Poſten ſom Overſtoledirekteur for Borger⸗ og Almueſtoleveſenet under Hall og udøvede i denne Stilling en meget heldig Ind⸗ flydelſe paa Folkeundervisningen, men deler rigtignok ogſaa med Hall Anſvaret for den Beſtemmelſe i Loven af 8. Marts 1856, hvorved Valget af Skolelerere faktiſt er lagt i Haanden paa Sogneraadene; denne Eftergivenhed for en af de ſaakaldte folkelige Strͤmninger har været til folelig Skade for Skolelcererſtanden i det Hele og bragt den i et Afheengighedsforhold til Almuen, ſom ogſaa i politiſt Hen- ſeende har medfort ſtore Ulemper. J 1858, da Hall ſom Konſeilspreeſident nodtes til ogſaa at overtage ÜUdenrigs— miniſteriet, blev Monrad Direkteur for Kultusminiſteriet, og i Maj 1859 traadte han og Fenger ſamtidig ind i Miniſteriet. Det blev dog ikke af lang Varighed, thi i December 1859 kom det folkelige Miniſterium Rotwitt⸗ Blixen-Finecke til Verden, og det ſyntes, at der hermed vilde indtræde en Svingning i den indre Politik, en len— gere Afbrydelſe af den national-liberale Styrelſe. Monrad delte denne Opfattelſe og rejſte til Paris, men den 8. Fe- bruar 1860 bøde Rotwitt pludſelig, og dette Stød kunde hans Miniſterium ikke overleve. Kong Frederik VII. var vred paa Hall, han havde endnu ikke tilgivet ham den Oppoſition imod Grevinde Danners og Kammerherre Berlings Indblanding i Statsanliggender, der havde frem— kaldt Miniſterſkiftet. Monrad havde derimod forſtaget at bevare Kongens Gunſt, ſtjondt han neppe nogenſinde er falden rigtig i Frederik VII.s Smag. Der blev ſendt Bud efter ham til Paris, da Rotwitt dode, og Monrad dannede den 24. Februar 1860 den Regjering, ſom i alt Vaſenligt blev beſtagende igjennem neſten fire Aar, og i hvis Lod det faldt at bringe Konflikten med Tydſtland hen til den afgjorende Kriſis, juſt ſom Frederik VII. bøde. Men i dette Miniſterium blev Monrad ikke Chef, han maatte af— ſtaa den forſte Plads til Hall, og det har han ikke ſiden kunnet glemme. Onſket om at tage Revanche for denne Tilſideſcttelſe bidrog til, at han i Julen 1863 ſtillede ſig til Dispoſition for Kong Chriſtian IX. J Kabinettet af 24. Februar 1860 ſad Monrad ſom Kultusminiſter og midlertidig Indenrigsminiſter; den ſidſtnævnte Portefeuille beholdt han til September 1861, da Orla Lehmann kaldtes til at tage Sede i Regjeringen. Rigsdagsſesſionen 1860 — 61 er en af de frugtbareſte, vi have kjendt, og det ſtyldtes for en meget væfenlig Del Monrad. Han tumlede med fine to Miniſterier, der hvert for ſig kunde give ſelv en
øvet Adminiſtrator nok at beſtille, ſom om det Hele var
Legeverk. Han havde Tid til Alt, kunde pasſe Alt, folge i Enkelthederne med Alt. Vanſkelighederne ſyntes kun at anſpore hans vidunderlige Evner. Et fuldſtendigt Herre⸗ dømme over Sagerne i det Store og i det Smaa var hos ham parret med et fortroligt Kjendſtab til det politiſke Livs Maſtineri og et lykkeligt Greb til at lodſe ſit Skib gjennem alle Skjer. Lovſamlingen for 1861 er Miniſteren Monrads Hedersminde. Da Sesſionen var tilende, blev der paa Tilſtyndelſe fra det daværende Venſtre holdt et Feſtmaaltid, hvortil Miniſtrene vare indbudte ſom Heders⸗ gieſter, og her holdt J. A. Hanſen Talen til Monrad. Den var pathetiſk, men varmt og oprigtig folt; Taleren ſteg op til det „Du“, ſom kun er hjemlet i den hojeſte Rhetorik, den ved Gildebordet og den ved Kiſten; han
5
Nær | og Fern.
Nr. 327.
endte omtrent ſaaledes: „Og derfor ſiger jeg nu til Slut⸗ ning ikke: Tak, Deres Excellence! — heller ikke: Tak, Hr. Miniſter Monrad! — men jeg ſiger blot: Tak, Monrad!“ — Det var andre Tider! ;
Som Taler paa Rigsdagen har Monrad neppe nogen⸗ finde ſtaaet højere end i Aarene fra 1852 til 1854, da den danſk⸗tydſke Helſtat med dens reaktionaire Lyſter fæm- pede ſin haarde, men mislykkede Kamp med den nationale Streben efter et uafhængigt Danmark til Ejderen under Skyggen af Grundloven fra 1849. Sin Natur og Til⸗ bojelighed tro, tog Monrad ikke her Plads i Herens faſte, ſluttede Rekker; han havde fine egne Ideer om flere Hoved⸗ punkter, var vel ogſaa i det Hele mere tilbøjelig end fine Meningsfeller til at gjøre et helſtatligt Experiment. Til Bondevennerne, ſom i det forſte Par Aar ſtottede Miniſteriet, ſtod han i et eget, halvt fortroligt og halot fjendtligt For⸗ hold. Men der var visſe Ting, ſom han ikke vilde give til Pris, og det var netop dem, ſom Bluhme og Sponneck, Orſted og Hanſen fortrinsvis forte Krig imod. Monrads Taler fra de ſtore Debatter, ſom optog hine Aar, ere lige beundringsverdige ved deres dybe Tankefylde og deres meſterlige Form. Mere end eengang var det ham, ſom afgjorde Slaget. og kuyttede Sejren til Oppoſitionens Faner.
Monrad havde ogſaa her en Forpligtelſe til at fæmpe. Han havde jo været med til at løfte det Banner, under hvilket Nationalitetstan ken og Frihedsrorelſen holdt ſit Indtog i vort Fedreland. Han var Martsminiſter; han er nu den eneſte Overlevende af hin Regjering, ſom under A. W. Moltkes Forſcede havde ſamlet Bardenfleth og Knuth, Bluhme og Zahrtmann, Monrad og Tſcherning, Hvidt og Orla Lehmann. Da den ſtore Folkebevegelſe i Foraaret 1848 gik hen over Verden, ſad Monrad ſom Preſt i Veſterulslov ovre paa Lolland, men den unge
der foreligger til Dato ikke nogen authentifk Beretning om, hvorledes de havde ſamarbejdet og hvilken Part af Æren og Anſparet der tilkommer hver Enkelt af dem. Monrad
er nu alene tilbage til at oplyſe dette, og han vilde er⸗
Preſt, der tillige var Stenderdeputeret for Kjøbenhavn, |
udpegedes ſtrax af den offentlige Mening ſom en af de Forere, Folket med ſtorſt Tillid vilde folge i Kampen for Uafhængighed og Frihed. Monrad var dengang i ſit ſyvogtredivte Aar, han var Martsminiſteriets neſtyngſte Medlem; Grev Knuth havde lige fyldt de femogtredive. Den nationale Opgave traf fig hen igjennem en Rakke af Aar, den kunde ikke loſes af et enkelt Miniſterium. Men den forfatningsmesſige Frihed i Danmark, ſaaledes ſom den endnu den Dag idag beſtaaer, er veſenlig Marts⸗ miniſteriets Vork; dets Udkaſt til Danmarks Riges Grund⸗ lov brød Sporet med en faa afgjorende Kraft, at det ikke ſiden kunde fraviges. Med dette Udkaſt var Maalet for den borgerlige Frihed, Formen for Folkets Deltagelſe i Lovgivning og Statsſtyrelſe ſlaaet faſt; med det var ogſaa den udſtrakte Valgret uigjenkaldelig given. Monrad, Leh⸗ mann og Tſcherning ere Grundlovens Koncipiſter, men
hverve ſig Krav paa varig Taknemmelighed ved at give en udførlig Fremſtilling af vor Grundlovs Geneſis indtil den grundlovgivende Rigsforſamlings Sammentreeden.
Endnu et Skridt lenger tilbage i Tiden, og vi mode Monrad ſom Journaliſt. Som Student og Kandidat havde han udelukkende levet for Videnſkaben, ſerlig for Studiet af de orientalſte Sprog. Det fortælles i Studenter⸗ verdenen ſom et Sagn, at da Monrad i Sommeren 1836 havde været oppe til theologiſk Embedsexamen, blev hans Kontubernal paa Borchs Kollegium, Hiſtorikeren Allen, tidlig den næfte Morgen vekket ved en Støj og ſaae Monrad ſidde ved Bordet, bøjet over en hebraiſt Bibel i ivrigt Studium; paa hans forundrede Foreſporgſel ſvarede den unge Kandidat ham, at han havde manglet nogle Ka⸗ pitler i en Profet, da han gik op, og derfor nu vilde udfylde bette Hul. J 1839, da Frederik VI. døde, var det Arabiſk, ſom optog hele hans Interesſe. Fr. Barfod har fortalt, hvorledes han om Aftenen den 3. December modte Magiſter Monrad i Gothersgade og tvang ham til at folge med hen til det Studentermode, ſom Orla Lehmann og Hother Hage havde indkaldt i Hotel d'Angleterre; Barfod var dengang ſom alle Grundtvigs Beundrere loyal og ab— ſolutiſtiſt, og det var i Haabet om at finde en Allieret, at han ſlebte Monrad med fig. Men det gik her ſom med Profeten Bileam; den, der var ſendt ud for at for bande, endte med at velſigne. Monrad holdt ſin forſte offentlige Tale til Forſvar for Studenternes Adresſe til Chriſtian VIII. om en fri Forfatning, var Medlem af den Deputation, ſom overrakte den, og havde dermed taget fin Plads i den kjœkke Falanx af unge Mænd, der efter ikkun ni Aars Arbejde ſelv kaldedes til at gjennemfore Friheds⸗ programmet. For Monrad vare disſe Aar væfenlig hel⸗ ligede til journaliſtiſk Virkſomhed. Han var Borgerrepre⸗ ſentant og ſom ſaadan Medlem af Skoledirektionen. Men fine bedſte Kræfter ofrede han til Presſen. Hans „flyvende politiſte Blade“ vare megtige Baſunſtod, der vakte den offentlige Bevidſthed af dens lange Søvn, Han var Med⸗ udgiver af ,, Fædrelandet”, en af Beſtyrerne for Trykke⸗ frihedsſelſtabet og i tre Aar Redakteur for denne Forenings Organ „Danſt Folkeblad“. Det var ogſaa veſenlig ſom Journaliſt, at han ydede fit Bidrag til Martsbevegelſen herhjemme. Hans Artikel i „Fedrelandet“, hvori han underkaſtede Reſkriptet af 28. Januar 1848 en ſonder⸗ knuſende Kritik og gjennem en Slutningsreœkke af den ſtarpeſte Dialektik godtgjorde, at dets Forfatter alene kunde være Grev Carl Moltke til Nütſchau, var et af de af⸗ giorende Indlæg i Sagen.
Nr. 327.
ner og Fern. 6
Den hellige Agathes Haarlok.
En moderne Legende af Karl Emil Franzos.
Uvejret var trukket over, den ſidſte ſorte Sky braſt, og brat og pludſelig gik Lyſets gyldne Strom paany henover Himmel og Jord. Det var en Lyſt at fe, hvorledes det til⸗ regnede Stykke Landſkab pludſelig kom tillive igen. Og da det ſamme Vindſtod, ſom havde fordrevet Uvejrsſkyerne, end nu ſuſte gjennem Træerne, fan at Regndraaberne raslede ned, da var det, ligeſom om Træerne ſelv ryſtede fig af Glæde og kaſtede Taarerne langt bort fra ſig.
Kun Menneſkene kom ikke frem igjen med den ſamme Pludſelighed ſom Solſkinnet; endnu i nogle Minuter var der ganffe tomt i Byens Park. Og ſom jeg ſaaledes langſomt vandrede ned ad en ode Allee, kom der noget Fint, Glind— ſende ſoommende mig imode gjennem den ſagte bevægede Luft. Det var ligeſom en tynd Traad, ſitrende, uendelig fint og gyldent.
Jeg greb efter det og fangede det: det var et langt, blond, blødt Kvindehaar.
deg er et alvorligt Menneſke, men med det Haar, ſom kom mig ſaaledes flyvende imsde faa ganffe uventet, bar jeg mig rigtig barnagtigt ad. „Hvor kommer Du fra?“ ſpurgte jeg det ganſke højt og klappede det derpaa blidt, ſom om det var noget Levende; rigtignok fane jeg mig ſtrax derpaa om⸗ hyggelig om, om Ingen belurede mig, men vidt og bredt var der ingen Menneſker at ſe. Saa blev jeg driſtigere i min Barnagtighed. Jeg fatte mig paa en Benk og lagde Haaret omhyggelig paa mit Frakkecrme og betragtede, hvor⸗ ledes Guldtraaden nu forſt rigtig blinkede og glindſede paa den mørke Grund.
Hvad der forſt gik mig gjennem Hjertet, medens jeg ſaaledes fad og ſaae, det vil jeg ikke fortælle. Mig ſmertede det for meget, og Andre vilde maaſke kun le deraf. Men jo længer jeg ſaaledes betragtede det blonde Haar, des mere blegnede Erindringen om min egen varme, taabelige, kvalfulde Ungdomskjerlighed, og et andet Hjertes Hiſtorie traadte frem for mig — ſaa haandgribelig klar og levende, at jeg ſlet ikke kunde fatte, hvorledes jeg havde kunnet glemme den ſaa fuld⸗ ſtendig i ſaa mange Aar. „Du ſtakkels, ſtakkels Menneſke!“ ſagde jeg ſagte til mig ſelv, og det var mig, ſom om den unge Pater Euſebius igjen betragtede mig med ſine ſorg⸗ modige, godhjertede Øjne .
Men nu lod der Skridt tilhejre og venſtre — Spadſere⸗ gengerne kom anſtigende, og da jeg rejfte mig, for at hilſe paa en tyk Bankierfrue, der kom ſtyrende op mod Foraars⸗ vinden ſneftende og pruſtende ſom en Damper mod Strom- men, da forte den ſamme Vind ogſaa det gyldne Haar bort — endnu engang blinkede det ovenover mig og forſvandt derpaa i det dybe Blaa. Men den ſtakkels Euſebius' Hiſtorie har intet Vindſtov kunnet fore bort fra mig igjen, og idag, ban denne ſtille, vemodigfkjonne Efteraarsdag, vil jeg for⸗ telle den. Det er en beſynderlig Hiſtorie, gjennem hvilken der ikke blot ſtrommer en gylden Bølge af blødt Kvindehaar, men ogſaa en ſtor Kummer og et alvorligt Sporgsmaal. San⸗ delig ogſaa dette Sidſte. En moderne Legende har jeg kaldt Hiſtorien, og med fuld Foje, thi endnu kun i lidt over ti Aar har Befolkningen i den afſides liggende lille Landsby i det
mellemſte Steiermark troende dyrket den hellige Agathes Haar ſom en ny Relikvie. Men hvo der efter disſe Antydninger venter en Tendenshiſtorie imod den katholſke Kirke, han tager fejl. Sligt ligger fjernt fra mig. Jeg troer, at den katholſte Kirke er lige faa god ſom enhver anden, og ſelv om det ikke ſkulde være Tilfældet, faa lider jeg dog ikke derunder og har derfor ingen Ret til Klage eller Anklage. Nej, det gientager jeg, jeg har ikke med Flid lagt nogen Braad ind i denne Hiſtorie. Og hvis en ſaadan alligevel meerkes i den, hvis den ſamme Braad, ſom har gjennemboret Pater Euſebius' Hjerte, ogſaa retter fig truende mod det Dogme, ſom for- byder Menneſket at være Menneffe, faa er det ikke min Skyld. Jeg fortæller en Jagttagelſe, en Begivenhed, jeg har oplevet — det er det Hele!
Det var for ſyv Aar ſiden og langt ud paa Foraaret. Paa Bjergene i Ovre- Steiermark var Sneen endnu knap ſmeltet, men i de mellemſte Egne var der Grønt og Blom— ſterliv allevegne, og Vaaren laa ſom en venlig Erobrer med Blomſterduft og Fugleſang midt inde i Hjertet paa den gode Stad Graz. Andre mindre velſignede Byer belejrer den vel rundtomkring med alle ſine lyſe Sendebud, men drage ind i de mørke, ſnevre, affluttede Gyder vil den ikke. J Graz derimod, hvor Huſe og Haver ligge i en yndefuld Forening, kan man ffue den allevegne. Men netop derfor maa man ogſaa evig og altid tanke paa den der, og hvo der tenker paa Vaaren, tenker ogſaa paa at vandre. Saaledes er det i det Mindſte altid gaaet mig i den omtalte By, og ikke
anderledes gik det mig i hine Majdage 1871.
Jeg tog mit Tornyſter paa Ryggen og min Knortekjœp i Haanden og vandrede ud i Landet. To Dage gik jeg langs Mur, op ad Floden, og paa den tredie bøjede jeg tilhojre ind i en Sidedal, henimod Bjergene. Det var en prægtig Vandring gjennem den enfomme, yndige Bjergdal, gjennem de kolige Fyrrefkove — klar var Himlen og let mit Hjerte, og naar jeg nu tenker tilbage paa hine Dage, ſaa er jeg tilmode, ſom om jeg dengang maa have været en Fugl, der virkelig kunde flyve. Men det maa dog ikke faa ganffe have været Tilfældet, thi jeg mindes ganffe tydeligt, hvor træt jeg var om Aftenen den tredie Vandredag og med hyilken Længfel jeg ſpejdede efter den Landsby, jeg havde beſtemt til Natte⸗ hvile. Solen ſank, det blev mere og mere føligt, men endnu var der ingen Hytte at fe, Jeg gik i en ſnever Dal, ſaa ſnever, at der kun var Plads til Vejen og Floden; ſtejlt ragede Klipperne ivejret, og Intet kvegede Øjet uden Aften⸗ rodmens ejendommelige Kamp med Skumringens opſtigende Skygger. Endnu glødede det dybe Rode ſejrrigt over mit Hoved, men jeg vidſte, at det ſnart maatte bukke under. Jeg var ikke bange for en natlig Vandring, men jeg følte mig træt, meget træt, og tillige trykkede den ufigelige Enſomhed mit Hjerte
Da, pludfelig, ved en Bøjning af Vejen, et Menneſke. Forſt ſaae jeg rigtignok kun, omtrent et halvt Hundrede Skridt foran mig, en lys Stribe i Fyrreſkoven, tversover Vejen. Da jeg kom nærmere, opdagede jeg, at det var en Munk i hvid Ordensdragt — han fad paa en fældet Træftamme og holdt Hovedet dybt ſenket ned over en Bog,
traf jeg paa
* f N Nur og ern.
Nr. 327.
ſom laa i hans Skjod. Hvad han læfte, maatte ſikkert op⸗ tage ham fuldſtendigt, thi han fane ikke op, da jeg nærmede mig, og da jeg raabte til ham, foer han forfkrokket ſammen, ſaa at Bogen faldt fra ham og trillede hen for Fodderne af mig.
Jeg tog den op, og derved ſtrejfede mit Blik tilfeldig⸗ vis Titelbladet — Goethes „Fauſt“. Dette var paa den Tid, under Biſkoppen af Seckau, Johannes Zwergers fanatifke, næften vanvittig ſtrenge Regimente, en farlig Lekture for en Mand af den Stand. Det fkulde jeg ogſaa ſtrax blive mindet om. Thi da jeg nu ſkyndte mig hen til Munken og bad om Undſkyldning for den Forſtyrrelſe, jeg havde afſted⸗ kommet, ſvarede han Intet, og forſt da jeg ſpurgte, hvor langt der endnu var til Landsbyen Waldkirchen, ſagde han kort og fremſtodende Ordene: „Ikke langt!“ Men ſamtidig rakte han fuld af Angſt ſin Haand frem efter Bogen, og denne Haand ryſtede ..
„Du ſtakkels Slave!“ tœenkte jeg medlidende. Og Med⸗ lidenheden voxede, da jeg fane Manden ind i Anſigtet. Han var endnu ung, maaffe tredive Aar, men han maatte for⸗ modenlig være ſyg, meget ſyg. Blegt og visſent, ſom formet af Vox, var dette Anſigt, og kun paa Kinderne brændte en uhyggelig Rodme. Men var det kun legemlig Sygdom? Træt og ſorgmodigt var de glandsloſe Ojnes Blik, og om Munden laa der fvære, dybe Furer .
Han lod hurtig Bogen glide ned i fin Kuttes Lomme, Saa fane han ængfteligt, uſikkert, ſporgende paa mig. Jeg
forſtod dette Blik — „vil Du robe mig?“ ſtod der ffrevet deri.
Jeg ſtod et Sjeblik forlegen og ſogte efter de rette Ord til at berolige ham. Var det ikke bedſt, om jeg ganffe lige⸗ frem ſpurgte ham, hvad han havde leſt i? Nej, det for⸗ kaſtede jeg ſtrax igjen. Man kunde fra Stedet, hvor vi ſtod, je mod Veſt langt ind i Dalen, hvor nu det ſidſte Skjer af det rode Lys ſkinnede pan det blanke Kirketag; forreſten luk⸗ kede Klipperne rundt omkring. Det var et Sted, ſom egnede fig godt til alvorlig Grublen, og det ſagde jeg da ogſaa og føjede til, at man her ret kunde føle et helligt Digterord, og et ſaadant Evangelium var „Fauſt“.
Jeg ſagde det med Varme og ſikkerlig uden Jroni. Men den blege Mand fane mig dog ſpejdende ind i Anſigtet, ſom for at overtyde ſig om, at jeg ikke ſpottede. Saa ſyntes han noget mere beroliget, men han ſparede Ingenting. Forſt efter en Stunds Forløb, i hvilken Stilheden havde været temmelig pinlig, ſpurgte han: „De er formodenlig Student fra Hoj⸗ ſkolen i Graz?“
Jeg bejaede det og nevnede mit Navn.
„Saa kjender De vel min Ven Coleſtin Weber?“ ved⸗ blev han med mere Liv.
„Kun af Anſeelſe!“ maatte jeg ſvare. Og derhos gled uvilkaarlig et Smil henover mit Anſigt ved Erindringen om denne löojerlige Fyr.
Munken bemeerkede det, og hans tynde Leber presſede
fig ſammen. „Forekommer han Dem komiſk?“ ſpurgte han ſkarpt. Men i næfte Sjeblik, med en trolddomsagtig Hur⸗ tighed, forandrede Udtrykket i hans Anſigt fig og blev ganfke mildt. „De er ſaa ung og glad,“ ſagde han ſagte, „hvor⸗ ledes. ſkulde De kunne forſtaa „Fauſt“ rigtig!” Og da jeg jane forbløffet paa ham, ſmilede han og vedblev: „De vil overnatte i Waldkirchen? Der er et Veertshus der, men det ligger endnu en Mil borte. ind til Stenbonden, tæt ved Preſtegaarden. Vertshus, men han er en venlig Mand.“
Han holder ikke Jeg hilſte og
Hvis De er træt, jan tag De
vilde til at gaa, da han endnu engang begyndte at tale: „Jeg er Præft her paa Stedet, og jeg vilde gjerne bede Dem hjem til mig. Men min Husholder er ſyg!“ Atter maatte jeg fe forbauſet paa ham, ikke paa Grund af disſe fan, meget letfattelige Ord, men fordi han mere ſtammede end ſagde dem og overhovedet ojenſynlig var i ſtor Forlegenhed. Over denne Forbauſelſe glemte jeg at ſige Tak for den gode Villie og gik med en ſtum Hilſen nedad Bakken og videre ad Landsbyen til.
Det var hele vor Samtale. Men man vil maaſke ikke finde det forunderligt, naar jeg tilſtaaer, at den efterlod et ſelſomt og ftærft Indtryk hos mig. Det var, ligeſom jeg havde talt med en Fange — Enhver fjender hans ulykkelige Stilling, og derfor bliver hvert Ord ſogt og beregnet, Men dybeſt havde det dog grebet mig, at han havde faldt Cøleftin Weber en „Fauſt“ .
„Kun af Anſeelſe“ kjendte jeg denne Mand, ſom vel alle Studenterne; Ingen havde gjort hans nærmere Bekjendtſkab, og Ingen var forlegen for at gjøre det. Ikke engang af Nysgjerrighed — hans ydre Livsbegivenheder vare desuden befjendte. Han var Son af en Kulſvier i Köflacher Egnen, og til han var tyve Aar gammel, havde han ikke lært Andet end at tænde Milen og pasſe den. Underlige Tanker maa have ſtormet igjennem ham, naar han ſaaledes Netter igjen⸗ nem fad uden Beſkjeftigelſe og ſtirrede ind i den rode Glad. Saa gik han en Dag ud af Skoven og ind til Byen og faldt paa Knee for Fyrſtbiſkoppen (dengang var det endnu den edle, milde Grev Attems) og bad om at maatte komme til at ſtu⸗ dere og blive Preſt, ellers kunde hans Sjæl ikke finde Hvile paa denne Jord. Den godmodige Olding horte ſtille paa ham, indtil den Bonfaldendes Stemme kvaltes af Graad, faa loftede han ham op og ſagde: „Din Begjering er opfyldt!” Han tog Kulſpierdrengen i Huſet til fig og lod ham under⸗ viſe i Læsning og Skrivning og derpaa i alle Latinſkolens Fag. Og naar Nogen ſmilede deraf, ſaa ſagde Oldingen alvorlig: „Ham torſter, lader os give ham at drikke, og gid det vorde til Held for ham!“ og ſaa priſte han ſin Protegés Flid og Begavelſe. J Virkeligheden kunde Peter — det var hans Dobenavn — efter fem Aars Forløb tage fin Examen ved Gymnaſtet og blev Theolog. Og atter efter nogle Aars Forløb gjaldt han for Fakultetets Lys og blev ſendt til Rom for at fane fin Uddannelſe fuldendt. Da han vendte tilbage, vilde man gjøre den lærde Dr. Weber, der endnu for ti Aar ſiden havde levet i Skoven ſom Kulſvier, til Profesſor i Dogmatik. Men den morke, affetiffe Mand afflog det engſte⸗ ligt, han bad om at maatte ſtudere videre, han maatte frem⸗ for Alt trænge ind i jus canonicum. Saa blev han da Juriſt og efter fem Aars Forløb Doctor juris utriusqve. Den meſt glimrende Lobebane blev ſpaaet ham fra alle Sir da han pludſelig gjorde et fælfomt Skridt: han blev ank, Ciſtercienſer, og ſtillede ſom fin eneſte Betingelſe, at hau ſelv maatte vælge fit Sogn; thi denne Orden forpligter fine Med⸗ lemmer til Preſtegjerning. Da bette rygtedes, blev han haanet af fine Misundere og af alle dem, han havde frænfet ved fit barſke Væjen: „Nu ffal vi fe den Helgen! Han vil vinde jordifk Gods og ſikre fig det fedefte Kald!“ Men de taug beffæmmede, da Weber valgte det fattigſte og beſverligſte, en lille Flekke i Bjergene — jeg havde hort dens Navn nævne, Waldkirchen var det ikke, men det foreſvevede mig, at Stedet maatte ligge i denne Egn. Der blev han i mange Aar og var jaa fuldſtendig forſvunden fra Verden, at ſelv hans Bekjendte bleve ganſte forbløffede, da den aldrende Mand pludſelig igjen dukkede op i Graz og lod fig indſkrive
nr. 327. nar og
Hern. | 5
ſom — Mediciner. Forſt efter en haard Kamp havde han tilfæmpet fig Tilladelſe hertil af fin Abbed, og kun ved at foreſtille ham, hvor vanſkeligt det var at fane Legehjelp i de fjerne Bjergegne og at han kun vilde erhverve ſig de nodven⸗ digſte Kundſkaber til at ſtaa de Forladte bi. Men med det Nodvendigſte ſyntes han dog ikke at ville lade ſig noje; han havde nu været ved Univerſitetet allerede paa fjerde Aar og horte med raſtlos Iver ikke blot Medicin, men ogſaa andre Kollegier. J dem, ſom Profesſor Nahlopfki holdt over Ethik, havde jeg ſiddet ved Siden af ham. Det er klart, at ſaa⸗ danne Livsbegivenheder og Studier burde have ſikret Manden en vis Reſpekt felv blandt os overmodige unge Menneſker; naar dette alligevel paa ingen Maade var Tilfældet, naar vi tvertimod betragtede „Praeſten“ ſom et Legetøj, ſom Forſynet havde ſendt os til Morffab under de kjedelige Forelæsninger, faa laa dette udelukkende i hans Ydre og hans hele Optree⸗ den. Pater Coleſtin — det var hans Ordensnavn — var et af de grimmeſte Menneſker, jeg nogenſinde har ſeet; paa en Tyrenakke ſad et farveløft Bulbideranſigt, og kun Øjnene vare ſtore, klare og udtryksfulde. Han var altid flædt i den ſamme Kutte, der vel oprindelig, efter Ciſtercienſernes Regel, havde været hvid, men ſom nu mere lignede Kapucinernes morkebrune Kappe, og hvad der var ſynligt af Linned, gjorde ved fit Farveſpil enhver Beſkrivelſe tilfkamme. Han kom og gik uden at hilſe, kun med en Knurren beſvarede han ganffe uſkyldige Spørgsmaal, og formodede han, at der laa Narre⸗ ſtreger bagved, blev han aldeles fabelagtig grob. Intet Un⸗ der, at vi meget ofte undte os ſelv denne Adſpredelſe og vor ſelſomme Kollega denne Opmuntring og navnlig gjerne pud— ſede Nyankomne pan ham. Selv havde jeg aldrig talt et Ord med ham og ſporede heller ingen Lyſt dertil, om- endſkjondt han, ſom omtalt, var min Nabo paa Foreles⸗ ningerne et helt Semeſter. Under Forelcesningen fad han ubevægelig og horte efter, og hans haarde Anſigt havde imens — jeg kan ikke finde noget mere betegnende Ord — et Ud- tryk ſom en Vanſmegtende, der torſter efter en Leekedrik. Nahlovſki var Herbartianer og talte i Serdeleshed ofte og varmt om Videnſkabens Værd og Værdighed. J ſaadanne Sjeblikke vifte der fig i min Nabos Anſigt et Træt af dyb Smerte, og i hans Øjne luede en mørt Ild. Jeg havde ikke bekymret mig ſtort derom, og forſt nu faldt det mig ind, om denne Ild ikke var en Afglands af den Glod, der „ſved hans Hjerte”, fordi ogſaa han, der jo ligeledes havde ſtuderet „Filoſofi, Juriſteri og Medicin og desværre ogſaa Theologi“, var kommen til det Reſultat, „at vi Intet kunne vide.“
; I dybe Tanker fulgte jeg Vejen gjennem Landsbyen lige til Kirken. Den var ganffe kjon, hvorimod den tilbyggede Preſtegaard var et usſelt, forfaldent Hus. Paa Dorteerſkelen
ſad en gammel Mand med det morkersde Anſigt ſtsttet paa
begge Armene. Paa mit Sporgsmaal om Stenbondens Hus tumlede han op, gloede paa mig med ſtive Ojne og lallede nogle uforſtagaelige Lyde. Enten havde han ikke forſtaget mig eller ogſaa havde Brendevinen lammet hans Tunge — det gamle Menneſte var aabenbart aldeles drukkent. Var det maaſke Preſtens „Husholder“, og beſtod hans „Sygdom“ deri?
Det fulde jeg ſnart blive oplyſt om. Paa Lykke og Fromme gik jeg hen til den nærmefte Bondegaard — Huſet laa ſtateligt mellem Lader og Stalde. Bag de ſmaa Vinduer ffimtedes et Lysſtjcer, men Gaarden var øde og tom. Tje⸗
neſtefolkene vare formodenlig allerede gagede til Ro. Da jeg
| traadte nærmere, begyndte Lenkehunden at gis voldſomt og
ſled i fin Kjede. Da traadte en gammmel Morlil frem i Doren og monſtrede mig med et ſporgende Blik. Jeg tom frem med min Anmodning og ſagde, at Præften havde viift mig herhen.
„Saa kom kun nærmere!” ſagde hun venligt. „De er maaſke ovenikjobet en Ven af ham?“
„Nej“, ſvarede jeg, „men han havde dog gjerne ſelv taget imod mig, hvis ikke —“
„Javel!“ raabte hun og nikkede ivrigt. „Om faa De⸗ kanten ſelv kom, kunde han dog ikke viſe ham Gjeaſtfrihed. De maa vide, det er rent galt fat med hans Husholder! Skomager⸗Tonl er er Pjalt — ja desværre — altid fuld. De har vel nu ſelv ſeet ham?“ Jeg nikkede. „Ja, ſaadan er han altid!“
„Men hvorfor jager han ham da ikke bort?“
„Ja, ſeer De“, ſparede hun, medens hun ledte mig ind i Huſet, „vor hojcerverdige Hr. Euſebius er altfor god. Saa maatte Tonl do af Sult, og nu har Herren allerede kjendt ham faa længe og har ogſaa kjendt hans Datter, Aga (Aga— the). Se, det var et ſtikkeligt Menneſke, var Aga, juſtement lige faa ſkikkelig ſom Faderen er en daarlig Perſon. Men Herren maa jo kun tage et Mandfolk til Opvartning, et Fruentimmer maa ikke opholde ſig i hans Hus — De maa
vide, han er Hvidkappe (Munk)!“
Dermed aabnede hun Stuedoren, og jeg traadte hen for Stenbonden og forebragte ham igjen min Anmodning. „Ja⸗ vel, javel!“ raabte den gamle Mand venligt og ſendte ſtrax fin Kone ud i Kjokkenet for at bage en Eggetage. En ſtor Flaſke rod Landvin — „Schilcher“ kalde de den der — ſtod allerede paa Bordet, han bad mig kun tage et rent Glas ned fra Hylden, thi. ſelv var han ikke rigtig bevægelig længer; „Doden har puſtet koldt paa mig ifjor,“ ſagde han vemodigt — et Slagtilfcelde mente han. Men ſtrax derpaa blev han munter igjen, og efterat han havde betragtet mig opmerkſomt en Stund, ſagde han ſmilende: „Mak! Mak!“ og nikkede muntert til mig.
„Hvad mener J?“ ſpurgte jeg forbauſet.
„Jeg mener”, ſagde han, „at J naturligvis er Skræedder!“
„Nej“, forſikrede jeg, og i Lobet af Samtalen viſte det lig, at ogſaa her Onſket havde været Fader til Tanken. Landsbyſkredderen var nemlig bleven ſyg, og Stenbonden trængte fvært til et Par nye Buxer. Men da ogſaa hans Lommeuhr trængte til Reparation, faa vedblev han: „Ja, naar J ikke er Sfræbdder, faa er J dog viſt Uhrmager?“
Heller ikke deri kunde jeg desværre foje ham, til ſtor Forundring for min Vert. „Hvad ellers da!“ udbrød han. 19 Hender er fine — noget fvært Haandveerk hører I ikke til!“ '
Endnu en Stund lod jeg ham giætte, inden jeg ſagde ham det Rigtige.
„Student!“ raabte han. „Det var nok det, jeg ſyntes, da J kom ind af Doren. Men“ — han ryſtede paa Ho⸗ vedet — „der maa være Noget, ſom ikke er i ſin Orden! Undſkyld, men Paaſkeferien er forbi, og Sommerferien er endnu ikke begyndt — hvordan kan J ſaa lobe omkring i Landet?“
Jeg ſogte at undſkylde min Letſindighed, ſaa godt det lod fig gjøre, og ſpurgte derpaa, hvoraf det kom ſig, at han vidſte fan god Beſked med de akademiſke Ferier,
„Det veed jeg fra min Son af,“ ſvarede han, „fra Georg, han har ogſaa været Student i Graz. Rigtignok
9 naer og fjern.
Nr. 327.
bragte han det ikke vidt, den Drivert!“ Men ſamtidig ſtraa⸗ lede hans Øjne af Lykke og Stolthed, og glad fortalte han mig fin Yndlings Hiſtorie. Georg var hans anden Son, og „da Drengen var faa godt et Hoved” og hovedſagelig „fordi Stenbondegaarden ſkulde være udelt, faa længe Jorden ſtaaer“, ſkulde han gaa den geiſtlige Vej, hvorfor han ogfaa havde ſtuderet i Stiftet Admont og var bleven indſfkreven ſom Theolog i Graz. „Men“, fortalte den gamle Mand videre, „det faldt ham ſpert at træffe den forte Frakke paa, og han havde heller ikke gjort det, men Hanevertens Loyfl (Aloys) holdt dengang hans Sjæl i fin Haand ſom en Fugl, der vil flyve bort, og da Loyſl ſagde: „Kom med, Georg“, havde han ikke et Ord mere at ſige og fulgte med ham til Graz.“ Han blev der imidlertid kun et Aar, ſaa kom han tilbage, og „Dalbondens Vroni i Sternegg holdt han dog endnu mere af end af Loyſl“. Ex-Theologen ægtede den rige Arving og fad nu fornøjet med Kone og Barn paa den ind⸗ bringende Dalgaard. Med ſteerke Farver ſkildrede Stenbonden mig Sonnens Lykke og fortalte mig, hvordan man allevegne kun kaldte ham „Kongen i Sternegg“, fordi han var den eneſte rige Bonde i denne fattige Landsby, og at endogſaa hans ældre Broder Conrad misundte ham. „Og han bliver dog engang Stenbonden i Waldkirchen!“ ſagde den Gamle med ſtolt Alvor. Men ſtrax derpaa lo han igjen: „Men han er dog en Drivert, den Georg, han har koſtet mig forſkrek⸗ kelig mange Penge, og Vroni havde ſaamend ogſaa taget ham uden hans Studeringer. Men det er nu bedſt, ſom det er. Naar jeg nu feer til Loyſl — hvad har han for fin altfor ſtore Fromhed? Et tungt Hjerte og et ſorgeligt D
Her brød han fort af, ſom om han allerede havde ſagt formeget. „Hvem er denne Loyfl?“ ſpurgte jeg.
„J kjender ham jo!“ var det forundrede Svar. er vor Preſt, Hr. Euſebius!“ Efter en Pauſe føjede han derpaa til: „Men J ffal ikke lægge for megen Bægt paa mine tosſede Ord! Sandt nok, noget lykkeligt Menneſke er han ikke, men det kommer maaffe af hans Sygdom eller” — han ſtammede i det og fortſatte ſaa hurtigt — „men af den hellige Indvielſe kommer det ikke. For ſeer J, den var ham forudbeſtemt, og efter ſit Hjerte havde han ikke kunnet blive Andet her paa Jorden. Allerede ſom lille Dreng var han blid og from, og ſom en Engel var han at ſe paa, med det lange blonde Haar og de blaa Øjne. Der var da en⸗ delig engang et Wble faldet langt fra Stammen, thi hans Fader, Haneveerten, var en flet Perſon og haard og raa — ſin Kone lagde han i Graven ved ſin Haardhed, og bagefter drak han fig langſom ihjel i fin egen Brendevin. Alt det maatte den ſtakkels Loyſl fe paa, rigtignok kun to Maaneder om Aaret — den øvrige Tid ſtuderede han i Admont. Thi i Stiftet der ſkaffede vor gamle Preſt ham en Friplads, fordi han var ſaadan en from Dreng og altid hang over Bøgerne. Der ſluttede han Venſkab med min Georg, og det har varet til den Dag idag. Kun eet Aar var de fra hin⸗ anden, nemlig da Georg trak den ſorte Frakke af for beſtan⸗ dig. Men Loyſl beholdt den paa og byttede den endogſaa tilſidſt med den hvide! ...“
„Var han Leggeiſtlig i Begyndelſen?“ ſpurgte jeg.
„Ja, vel var han det! Da han var bleven preſteviet, ſendte de ham forſt til Velſkland og gav ham jaa Præftes gaarden her, for at han i Ro kan ſkrive en Bog. For Bi⸗ ſkoppen i Graz har ſagt, at ſaadan en Bog trænges der til for Kriſtenheden, og Ingen kan ſkrive den ſaa godt ſom
„Det
Aloys Waldner. Begyndt paa den har han da ogſaa, men færdig er han ikke bleven. Og deri og i hele hans Sorg⸗ modighed er kun En Skyld — den forrykte Hvidkappe, der tidligere var Preſt derovre i Sternegg — han alene, det ſiger jeg!“
„Coleſtin Weber?“ udbrod jeg. ;
„Ja, netop Cøleftin! Seer J, i et Aar var Loyſl ſom Sortkjole Præft hos os og med al fin Fromhed faa munter og raff, faa det var en Fornojelſe at fe. Saa bliver han paa eengang triſt og bleg. Hvorfor? Folk er ſlemme og ſnakker faa lang Dagen er, og ſiger, at han har begjeret Skomager⸗Tonls Datter Aga, men Pigen var ffiffelig og vilde ikke tage i Huſet til ham ſom Kokkepige! Men det er Løgn Altſammen: det er Hvidkappen i Sternegg, der har fat ham Fluer i Hovedet og ſagt til ham: „Du er ikke from nok,“ og det er det, han er bleven faa triſt over. Og jaa endte det med, at han troede Coleſtin og blev Munk. Og ſiden den Tid ſygner han ſaadan hen...“
„Men den hvide Kutte er jo dog ikke uſund?“ ind— vendte jeg.
„Altfor from er uſundt!“ var det korte Svar. „Naa, tag nu for Dem, og velbekomme Maden!“ Thi Konen var allerede for en Stund ſiden kommen med Sggefagen, men jeg havde ikke langet til Fadet, fordi jeg var endnu mere forhippet paa Meddelelſer om den ſtakkels Euſebius end paa Maden. Heller ikke nu kunde mine Tanker dvæle udelukkende ved denne, og medens jeg flugte de ſtorſte Mundfulde, lob det om i Hovedet paa mig: „Altfor from — og Goethes „Fauſt“ ſom Opbyggelſesbog? Og hvorfor var han faa for legen, da han kaldte fin Husholders Rus en Sygdom?“ Og da Tallerkenen var tom, var det vel ikke dette Sporgs⸗ maal, der kom over mine Leber, men et andet, der hang nøje ſammen dermed: „Hvad er der ſenere blevet af Aga?“
„Af Aga!“ raabte den gamle Mand heftigt. „Hvad
kommer Aga Jer ved? Men ſaadan er de Folk fra Byen
— ſlemme Hiſtorier om de hojeerverdige Herrer er dem det Kjœreſte. Men det er der ikke Tale om her!“ Derpaa ved⸗ blev han roligere: „Aga rejſte til Graz og tog ud at tjene ſom Kokkepige, og derfra til Wien. Siden har man ikke hort fra hende. Hun er vel ſagtens dod eller kommen paa Aſveje ..“ ;
„Fader“, formanede Konen, „hun var en flikkelig Pige.”
„Skikkelig var hun“, bekreftede denne, „og den ſmukkeſte Pige, man kunde je. Men hvorfor ffriver hun ikke, naar det gaaer hende godt? Hvorfor ſender hun ikke Faderen Noget? En Pjalt er Skomager-Tonl, men han er dog hendes Fader! Nu maa den ſtakkels Hr. Euſebius fode ham af Maade og Barmhjertighed, og deraf er egenlig den ſlemme Snak opſtaaet. Det har man for fin Godgjorenhed!“
„Ja, det har man for den,“ gjentog Konen; „men Klokken er allerede ti.“
De gode Folk vifte mig op i deres yngſte Son Mat⸗ thias' Sovekammer; ſelv var han til Landevernssvelſe i Bruck. Jeg havde havt en ſtreng Marche, og Sengen var proper, men den lokkede mig dog ikke endnu. Der var ſaa lummert i det lille Kammer, jeg rev Vinduet op og lænede mig ud. Men ogſaa udenfor var det lummert. Skyerne hang tæt ned, og nu og ba foer et lydloſt Lyn gjennem det engſtlige Morke. Forſt efter at jeg havde feet ud i nogen Tid, kunde jeg ffjelne Omridſene af Kirken; tilhojre for den, omtrent en Alen over Jorden, brød en mat Lysſtraale ud paa Vejen — den kom fra de lave Vinduer i Preeſtegaarden.
Nr. 327.
ner og fjern.
10
5 i i da atter at Jeg vendte Blikket der henimod, Vinduerne ſtod aabne, jeg | dettes egenlige Emne unødvendig Bredde, for
ſaae ind i en oplyſt Stue og kunde ſkjelne Omridſene af en Skikkelſe, der ſad ubevegelig ved Bordet. Jeg fik fat paa mit Tornyſter, fik Theaterkikkerten frem og rettede det derhen imod. Nu kunde jeg tydelig ſe hvert enkelt Stykke af Stuens tarvelige Meublement og ligeledes den omtalte Skikkelſe — det var Preſten, han læfte i en mægtig Foliant. Naar han loftede Hovedet og vendte Anſigtet mod Lyſet, kunde jeg og— faa tydelig fe Üdtrykket i det — og ſeelſomt nok! jeg maatte ſtrax tenke paa min Nabo paa Foreleesningerne, det var noj⸗ agtig det ſamme Træf af Vanſmeegten, den ſamme Attraa efter at fvæges. og holdt Henderne for Anſigtet. „Han græder!" ſagde jeg hojt ved mig ſelo. Men ved Klangen af min egen Stemme blev jeg greben af Undſeelſe over at jeg havde profaneret denne enſomme Smerte ved min Nysgjerrighed.
Hoved ved Puden, for jeg faldt i en faſt Søvn. Sluttes.
Drot og Mlarſh.
Tragiſt Sangdrama i 4 Akter af Chr. Richardt. Sat i Muſik af P. Heiſe. Opfort forſte Gang paa det kongl. Theater den 25. September.
om Kong Erik Glipping, Marſk Stig og Fru Ingeborg, har
i vor ſenere Litteraturperiode beſtandig afgivet et friſtende Stof for dramatiſk Behandling — vor Nationalſcene kjender ſaaledes ikke mindre end tre Skueſpil (af Boye, Oehlenſchläger og Hauch) og en Ballet med dette Emne, foruden de mange Forſog, der ikke ere naaede videre end til Cenſors Hender eller Bogladen. At det gamle poeſirige Sagn med ſin ſterkt ſpendte Handling, de ſtore Lidenſkaber og den lyriſke, for⸗ føreriffe Underſtrom, hvorpaa det hviler, ikle allerede tidligere har givet Anledning til en lyriſt Behandling, kan ſnareſt forbauſe. Forſoget er nu gjort, og vi have den Fornemmelſe, at det nye „Sangdrama“ vil holde lig længere end nogen af fine ovennævnte Forgængere paa Scenen, hovedſagelig paa Grund af den dramatiſke Energi, hvormed Skildringen er gjennemfort af Komponiſten, ſtsttet til Richardts Text, der unægtelig ikke blot ſom Operatext er fremragende, men ſom ved fin ofte fine og muſikalſke Verſebygning maa. være ſer⸗ deles friſtende for en dramatiſk Komponiſt.
Efter at have ſeet (eller hort) Sangdramaet gaa over Scenen, er det vel, med al individuel Forſtjellighed, gaaet de Fleſte ſaaledes, at de ved Siden af det dramatiſk Effektfulde, der er faa rigelig forhaanden, have fundet en lyriſt Torke, ſom man ikke er vant til at finde ſelb i de moderneſte Ope⸗ raer, og ſom man navnlig ikke ſkulde have ventet, naar Kom⸗ poniſten hedder Heiſe, Romancekomponiſten par excellence herhjemme. Om der imidlertid ikke i hele Textens Anlæg er nogen Medſkyld heri, er et andet Sporgsmaal. rette Lyrik maa ſoges i Forholdet mellem Kongen og Marfkens Huſtru, men dette Emnets Knudepunkt er kun antydet, knap ſtizzeret, endſige forklaret i Texten. Hvad Komponiſten derved er kommen til at mangle i lyriſk Henſeende, er der blevet ſogt at bøde paa ved Anbringelſen af Aaſes Figur, der ſtrax ved Dramaets Begyndelſe fremſtilles med en i Forhold til
Nu luftede han Bogen i, lænede fig tilbage |
Raft ſluk⸗ fede jeg Lyſet, flædte mig af i Morke, og neppe rørte mit | | holdet mellem disſe To.
Stoffets
forſvinde hele Stykket igjennem indtil Slutningsſcenerne. Der kommer altſaa det Forhold frem, at Lyriken bæres af en Bifigur, medens Hovedfiguren, Ingeborg, forſt tager
Interesſen fangen, hvor den halve Del af Stoffet er opbrugt,
og Tilſkueren følger det blodige Drama videre, uden i Grunden at kjende noget til Begyndelſen. Ingeborgs Stik⸗ kelſe taber derved ſit nodvendige Supplement og Komponiſten ſaa godt ſom hele Emnets Lyrik. Det er, ſom man i Operaen „Fauſt“ havde villet ffilbre Margarethes Skikkelſe med Kirkeſcenen til Udgangspunkt — hvad vilde Gounods Muſik have ſtillet op, naar tredie Akt havde været borte? At Richardt med Blik for det pſykologiſk Fine har ladet Kongens daarende Kraft gjøre Udflaget ligeoverfor Ingeborg, hans aandelige, ikke hans fyſiſke Vold, er ialtfald et Moment, ſom i endnu højere Grad havde maattet tilſtynde Digteren til at brede Texten netop der, hvor det drejer fig om For— Som det nu er, ffal man, ſelv med
alt Henſyn til den grovere Tegning, hvormed Operaen maa
ffilbre, have vanffeligt ved at faae Klarhed paa Ingeborgs Medſkyld og hendes ſamtidige Hævnfølelje. ;
Hvor megen eller hvor ringe Anledning end Heiſe ſaa— ledes i Textens hele Beſkaffenhed har fundet til brede, lyriſke
| Hvilepunfter, kan det dog, med Kjendfkab til hans tidligere Kompoſitioner, kun forbauſe, dels at han ikke anderledes har
| benyttet, hvad der fandtes af Lyrik, dels at der juſt i hans
Muſik ſkal findes faa meget i dramatiſk Henſeende For— traeffeligt. At ſkifte Ret i Operaen mellem dennes lyriſte og Det gamle Kempeviſe⸗Cyklus, ſom omhandler Fortællingen |
dramatiſke Krav, har imidlertid altid været Komponiſternes ømme Side. Eduard Hanslick ſiger etſteds, at det forholder fig med det mufifalffe Drama i Kunſtens Verden ſom med den konſtitutionelle Stat i den politiffe. Begge ere de vanfke⸗ lige Problemer, der bero paa to hinanden modſtridende Magters Brydning og mulige Enhed, for Operaens Ved— kommende dels Dramaets, dels den abſolute Muſiks Skjon⸗ hed, hvilken ſidſte i alt Veſenligt har Lyriken til ſit Organ. Der er altſaa her en Knude tilſtede, ſom maa løfes, Naar vi ſom Exempel paa dens Losning nævne den hundred— aarige Veteran, Mozarts „Don Juan“, er det ikke i Mis⸗ kiendelſe af de rigere og fyldigere Former, Operaen ſiden den Tid har vundet; det er fordi Mozarts Meſterveerk afgiver et godt Exempel paa, at Muſikens Krav paa en ſelvſtendig Tilvœrelſe i Operaen ikke behøver at tilſideſettes af Higen efter det Plauſible, hvor det gieelder om at ſkildre i Toner. J Heiſes „Sangdrama“ er Forſoget pan at loſe Knuden for faa vidt faldet. heldigt ud, ſom Dramaet Intet har med For⸗ ſogets urolige og famlende Omrids at gjøre, men paa den anden Side gjor „Sangdramaet“ (altſaa ikke „Opera“) neer⸗ meſt Indtryk af, at der er Knuden hugget over, men ikke løft: det Lyriffe har ganſke maattet vige Pladſen for det Dramatiffe. Hvor der findes en Tilbojelighed til lyrifke Hvilepunkter — ſaaledes Aaſes forſte Mode med Kongen, Ingeborgs Affked, Aaſes Monolog i ſidſte Akt — Blive Melodiforingens ſkjonne Linier hurtigt til Intet, og neppe mange af Tilhorerne bringe en melodiſk Fraſe af antagelig Skiktelſe hjem med fig, det ſkulde da være Aaſes Sang til Humleranken eller den ſmukke Behandling af Ternernes: „Den Frue ſidder paa Borgen, ſaamangt der hun ſorger.“ Selve
Stykkets Hovedſcene mellem Kongen og Ingeborg er behandlet med en dramatiſt Polyfoni, Ingeborg ikke engang hører. „Skjonne Frue,
der taltfald gaaer for vidt, naar paa Kongens elſkovsvarme Ord: Maanens Sne brat fin Glands af Eders
11
Kær og jern.
Nr. 327.
Blik!“ men ſamtidig ſynger fin Tvivl og Engftelje ud, jaa at Øret intet Klart fornemmer, der pointerer Situationen, endnu mindre noget Daarende eller Forførende, der forklarer Forholdet imellem de to Hovedperſoner. Selv Marffens ſtjonne Strofer i ſidſte Akt:
Ingeborg, min Sjæl, mit Hjerte, Ak, hvor lider Du i Nat!
Ligger Du i Dodens Smerte, Ligger Du forglemt, forladt —, Har Du Storm til Sjalemesſer, Mens mit Havnerſverd jeg hvæsjer !
maa nøje fig med en Illuſtration i Muſiken, der taler fan
lidt umiddelbart til Folelſen, hvor Textens Ord rumme den
fuldſtendigt.
Man kan imidlertid let blive enig om, at formaaer
Komponiſten ſaaledes ikke at forene ligeligt ſaavel den lyrifke
ſom den dramatiſke Side af Operaen, faa der altſaa findes et
Enten —Eller, hvorefter en af dem ffal have Fortrinet, faa er det paa Scenen heldigſt, at Valget falder paa den drama⸗
tiſte Side. Der findes nu til Gjengjeld i Heiſes Muſik en dramatiſk Slagfeerdighed, en Livfuldhed og erobrende Kraft,
ſom neppe har været tilſtede i nogen danſt Opera for, og ſom i hele ſin Habitus langt mere ſoger ſin Parallel i hvad »le grand opéra» har frembragt af dramatiſk Effekt, end den minder om de famlende Forſog i denne Retning, vor natio⸗ nale Opera hidtil har bragt det til. At Heiſe har veret den Forſte til, om end desværre paa en enſidig Maade, at hævde bette, ſtiller ham ſom Banebryder for en mere livsfriſk dra⸗ matiſfk Kompoſitionsmaade, der i fin blodrige Organisme nideholder Stof, hvoraf Fremtiden kan bygge videre. Hvad der her virker trættende, er kun det overvettes Sort i Sort i Textens Tegning og i Muſikens Farver, der ſelv ved en fan god Lejlighed ſom i Feſten paa Skanderborg Slot maa undvære et Glimt af Glæde. Livfuldheden i Skildringen og Evnen til ikke blot at anſtueliggisre i Toner, men tillige give Situationen et forhøjet Liv og en forhøjet dramatiſk Virkning
træffes naturligvis forſt og fremmeſt der, hvor Komponiſten
har havt de ſtore Midler, navnlig Koret, at raade over i Forbindelſe med en ſpendt Situation. Hvad da her navnlig maa nævnes, er Finalen i anden Akt med Marffens Und⸗ ſigelſe til Kongen paa Viborg Thing, Sammenſveegelſesſcenen i tredie Akt, hvor Komponiſten blandt Andet har frembragt
en ypperlig Brydning i den ensformige Klang af Mands⸗
Kongens Parti i Drabsſcenen, der indeholder en Kjede af malende Enkeltheder. Finderup Lades uhyggelige Omgivelſer aabnes, medens Muſiken antager Karakteren af en Sorge⸗ marche, hvor navnlig nogle Strofer for Violoncellerne ypper⸗ ligt give det morke Billede et pregnant ÜUdtryk, de ſamme Strofer, der ere af ſaa megen Virkning, hvor Kongen ſiger: „Dog tykkes mig, det kimer ſom til en Jordefeerd“. Alt ſom Drabsſcenen nager frem, folger Muſiken Skildringen videre med voxende Kraft, forſt Kongens: „Hun laa i Kleder hvide, alt efter Dodningſkik“, derneſt hans ſidſte døende Ord til Marſken, hvor han lyſer ham fredløs.
Üdforelſen paa det kongelige Theater ſtaaer paa Højde med Operaens Verd. Ppperſt ſtaaer Hr. Simonſen, hvis Marſt Stig fra Sangens Side flaner faa mægtigt igjennem, og ſom i dramatiff Virkning fun taber ſaa meget, ſom han lægger af Sodlighed ind i den mandige Hevners Perſon. Navnlig i Scenen med Undſigelſen til Kongen er Hr. Simon⸗ ſens Preeſtation af ypperlig Virkning. J Sammenſpeegelſes⸗
ſcenen bliver Marſkens Anklage mod Kongen, hans med
ſtigende Kraft voxende Harme, der ender med Ordene: „Mit Hjerte har han ſaaret og min Huſtru har han daaret“, font under Lægningen naturligſt former fig ſom et erescendo i Folelſen, af Hr. Simonſen derimod udtrykt omvendt med et decrescendo, der ffader Virkningen. Om Aarſagen hertil ikke tillige er at ſoge i Kompoſitionen, er et andet Spørgsmaal. Fruerne Erh. Hanſen og Keller naa ligeledes et ſmukt Reſultat, for den Forſtnevntes Vedkommende navnlig de to ſtore Scener med Marſken, for Fru Kellers Vedkommende iſer Monologen i fjerde Akt. At Hr. Emil Poulſen ſom Operiſt kommer bagefter, er ligeſaa naturligt, ſom at hans ualmindelige dramatiſke Evner i høj Grad fremme Interesſen for Erik Glippings Figur, der i hans Hænder danner ſig med en Skarphed i Omridſene og en Finhed i Enkelthederne, ſom det hører til Undtagelſerne at treffe under Operaens ellers mere brede og plaftiffe Former. Orkeſtrets og Korets ud⸗ meerkede Preeſtationer ſamt et Par nye, ſeerdeles ſmukke De⸗ korationer maa medtages i Omtalen, for at fuldſtendiggjsre
Billedet af den Omhu, Theatret fra alle Sider har anvendt
foret ved Anvendelſen af Ingeborgs Parti, der ved fin ſterke
og agacerende Sopranklang ligeſom fanatiſerer de Sammen⸗ ſvorne, og endelig Slutningsſcenen med Kongens Mord i ſidſte Akt, hvor Muſiken hæver fig til en tragiſk Højhed, der er Situationen voxen.
Men ogſaa hvor Kormasſerne ikke ere
forhaanden, forſtaaer Komponiſten at ſkildre, faa det har Art. | Der er ſaaledes Forklaringen mellem Marffen og Ingeborg i anden Akt, hvor Muſiken Led for Led og med vorende Kraft
følger Overgangen hos Marſken fra Tvivl til Visheden om den lidte Forſmoedelſe, hans Raſeri og ſluttelig Ingeborgs Ord: „Slaa ham ſom en Orm, brænd ham ſom et Bulme⸗ urtsfrs!“ Endvidere Kongens Skildring af Hedebranden med dens „Skrig fra alle Fugle ſmaa“. Fjerde Akt virker i ſine forſte Scener noget uroligt ved fit Anlæg, der ikke fræver mindre end fire Dekorationsforandringer, ſom følges af Situa⸗ tioner, der unødigt opholde den egenlige Kataſtrofe, Kongens Drab, men ſom imidlertid give Plads for den virkningsfulde Muſik, der ſkildrer Kongens Vildelſe i Ellekrattet. J umid⸗ delbar Virkning nager maaſke Kompoſitionen hojeſt i hele
. k rr
paa at loſe fin Del af Opgaven.
Strandmollen.
Aktſtykker til Oplysning om den dauſte Papirfabrikation med Strandmollen ſom Midtpunkt,
ſamlede af C. Nyrop. (Udgivne ved Fabrikejer C. Drewſens For⸗ anſtaltning.) Kjøbenhavn 1878.
— ä —
Det er ikke lenge ſiden, at vi havde Lejlighed til at omtale Hr. Nyrops lærerige Afhandling om den danſke Por⸗ cellainsinduſtri. Vi ville idag henlede Opmerkſomheden paa et andet Bidrag til den danſke Induſtrihiſtorie fra ſamme Forfatter, og en Omtale af dette Arbejde vil faa meget mere være paa fin Plads, ſom det kun er trykt i et meget begrendſet Antal Exemplarer, fan at det allerede nu er en litterair Sjel⸗ denhed og ſelvfolgeligt vil blive det i endnu højere Grad, og det ſamtidig med, at det indtager en blivende Plads ſom Kildeſtrift paa et beſtemt Omraade af vor Kulturhiſtorie. Forfatteren har nemlig i nærværende Arbejde ſamlet ikke mindre end 248 Aktſtykker til den danſke Papirfabrikations Hiſtorie, til hvis bedre Forſtaaelſe han har forudſkikket en orienterende Indledning, ſom, da den bevæger fig paa et Omraade, der hidtil har ligget temmelig upaaagtet hen, viſt⸗
ner og Fern. 6 2
Det forfvundne Rjobenhavn.
Minder fra „de gode gamle Dage”.
1
== er
Ny Række XI. Der „rides Herredag ind“,
2: Hojeſteretsſesſionens Aabning forkyndes.
nok for enhver Læfer indeholder meget Nyt og deriblandt Adſkilligt, der ogſaa har almindelig hiſtoriſk Interesſe. For⸗ fatteren har kun ved ſin Indledning villet, ſom han ſelv ud⸗ trykker ſig, „introducere“ de af ham ſamlede Aktſtykker, og dette bor man faſtholde ved Bedommelſen af hans Arbejde, der ikke udgiver ſig for og altſaa heller ikke maa opfattes ſom en Fremſtilling af den danſke Papirfabrikations Hiſtorie. Vi ſtulle, ſtottende os til Hr. Nyrops hiſtoriſke Indledning og det rige Materiale i Aktſtykkerne, omtale nogle forſkjelligartede Forhold vedrørende dette Emne, om hvilke det kan antages, at de have en mere almindelig Interesſe.
Naar der i den tidligere Middelalder i danſke Kildeſkrifter omtales Møller, maa man derved altid tenke fig Bandmøller eller, men dog undtagelſesvis, Heftemøller. Vindmollerne til- høre en ſenere Periode; forſte Gang en ſaadan med Beſtemt⸗ hed omtales, er i Aaret 1330; thi vi ere rigtignok fuldſtendigt overtydede om, at den hos Saxo omtalte Bygning fra 1133, ſom Suhm har villet gjore til en Vejrmolle, ikke kan tydes ſaaledes, om end Saxos Beſtrivelſe henleder Tanken paa en ſaadan Forklaring. Anders Sorenſen Vedel tilføjer ogſaa forſigtigt ved fin Overſettelſe af det nævnte Sted hos Saxo, at det var en Bygning „ligeruis ſom en ſtor Vermolle“. — Skjondt man altſaa allerede i det 14. Aarhundrede bevisligt kjendte her i Landet den Kunſt at drive Molleveerker ved Vindkraft, vedblive dog disſe Moller langt ned i Tiden at være i Minoritet overfor Vandmollerne. Forfatteren anforer i den Anledning en Ptring af Arent Berntzen (fra Midten af det 17. Aarhundrede), at Vejrmoller kun paa den Tid anvendtes, „hvor ikke Vandmoller til nockſom Brug ſtrax hos eller noget nærved kunde haffvis.“ Vi kunne ſupplere dette med et langt ſenere Citat fra „Danſke Atlas“ (2. Del, S. 21),
ſom tyder i ſamme Retning. Pontoppidan angiver nemlig, at Antallet af de matrikulerede Vandmoller dengang (1764) udgjorde over hele Landet 502; men „hertil kommer dette“, tilføjer han, „at foruden Vandmollerne bruges paa mange Steder, allermeſt paa Oerne, i Mangel af rindende Vande, Veyer⸗Moller og Heſte⸗Moller.“ Kornmollerne ere her i Landet ſom overalt de tidligſte og i lang Tid de eneſte; men allerede i det 16. Aarhundrede har man forſtaget at tilvirke mangehaande Sager fabrikmesſigt. Tyge Brahes berømte Molle paa Hveen ffal ſaaledes ifolge Traditionen ſamtidig have været indrettet til „Papirs⸗, Sced⸗, Stampe⸗, Slibe⸗ og Polere-⸗Molle“.
Hvad ſerligt den Gruppe af Møller angaaer, der ligge ved den forholdsvis korte Molleaa fra det Sted, hvor den træder ud af Furſsen, indtil Aaen ved Strandmøllen udgyder ſig i Oreſund, ſaa have disſe ſpillet en meget betydelig Rolle i Danmarks Induſtrihiſtorie, dels paa Grund af de meget forſtjelligartede Virkſomheder, man efter de ſkiftende Tidsfor⸗ hold har lagt Vind paa, dels ogſaa for de Perſoners Skyld, ſom have været knyttede hertil, hvoriblandt der ogſaa findes adſkillige baade mandlige og kvindelige Medlemmer af Konge⸗ huſet, og dels endelig fordi. Molleagens induſtrielle Hiſtorie bevisligt omfatter et Tidsrum af henved 700 Aar. Den forſte Beretning om Molleverker i denne Egn ſtriver fig nemlig fra Begyndelſen af det 13. Aarhundrede; men det ligger i Sagens Natur, at Oplysningerne baade fra denne og langt ſenere Tider ere altfor iſolerede og ufuldſtendige, til at der med Sikkerhed kan drages Slutninger med Henſyn til de enkelte Anlægs Alder og Hiſtorie i Middelalderen; men at Virkſomheden imidlertid allerede dengang har været ret anſelig, tor dog antages, da man fra omtrent 1370 har en
13 ner og Fjern.
Nr. 327.
Fortegnelſe paa ikke mindre end fem Moller, ſom ſattes i Gang af Vandet fra Furføen: Lugna (Lyngby ?), Lanxebyergh, Brydæ (Brede), Orewaz (Ørholm, der ogſaa undertiden langt ſenere kaldes Orevad) og Brendemolle. Med Henſyn til de "øvrige Møllers jaa velbekjendte Navne, fkal her kun bemerkes, at Fuglevadsmollen ogſaa findes ſkrevet Folevad, hyvilket vi for vort Vedkommende ere tilbøjelige til at anſe for det Rette, ſamt at Møllen ved Raadvad har heddet Rodevalds Vær, faa at det viſtnok er meget tvivlſomt, om Formen Raavad, der i de ſenere Aar mere og mere har vundet Hævd, virkelig er at foretrœkke fremfor det traditionelle Raadvad.
Medens ſaaledes Molleagen i det 14. Aarhundrede, ſom vi have ſeet, mindſt har drevet fem Moller, ſaa var dette Antal ved Begyndelſen af det 18. Aarhundrede ſteget til ni, i hvilken Anledning en Samtidig udtaler ſom fin Overbevis⸗ ning, at det er en „Strom, hvis lige formodenlig icke findes i mange Konge-Riger“. Der ligger nu ti Fabriker langs Aaen; om dette Tal nogenſinde har været overſkredet, ffulle vi lade være uſagt, men faa meget vide vi, at der omkring Midten af forrige Aarhundrede allerede var lige ſaa mange Moller ſom nu. Vi fkulle i den Anledning anføre den af Pontoppidan meddelte Lifte, hvorved man tillige fager et Be⸗ greb om den hele mangfoldige Virkſomhed, der i hin Beſkyt⸗ telſesſyſtemets og Monopolprincipernes Tid herſkede i denne Egn. De i „Danfke Atlas“ opførte Fabrifanlæg ere folgende: „1) Friderichsdals Korn-Molle, 2) Valk⸗Mollen i Lyngby, 3) Nagelſmed-Mollen ſammeſteds, 4) Folevads-Molle med tvende Mesſing Hamre, 5) Brede-Molle med to Kaabber⸗ Hamre, to Mesſing-Hamre, et Mesſing-Traad⸗Verk og en Brende⸗Ovn, 6) Oreholms⸗Veerk til Hoeleer og Skierknive, 7) Nye⸗Molle med Kaabber-Hamre og Smidde, 8) Kongens Balfmølle, 9) Forrige Krud-Molle i Dyrehaven, hvor nu giøres File, Skruer og andet Jern⸗Arbejd, 10) Papir⸗Mollen, ſom er den ſtorſte og beſte i disſe Lande, og har tillige en Sigte Molle.“ ſom dengang upaatvivleligt allerede fortjente Hederspladſen blandt de danſke Papirfabriker. Det er imidlertid forſt fra Midten af det 17. Aarhundrede, at den begynder at hæve fig, for denne Tid overfløjes den betydeligt af flere andre Papirmoller, ligeſom den ogſaa med Henſyn til Alder maa vige Pladſen for adſkillige andre Anlæg. Danmarks tre ælnfte Papirmoller ere viſtnok Sten Billes Mølle i Sfaane, en ved Hvidøre af Frederik II. grundet Fabrik og Tyge Brahes tid⸗ ligere omtalte kunſtige Vandmolle paa Hveen. De forſte Efterretninger, der haves om Strandmøllen ſom Papirfabrik, ffrive fig fra 1599, uden at det imidlertid er muligt med Beſtemthed at angive, naar den er oprettet. Hr. Nyrop meddeler en Rekke Afbildninger af Vandmerker fra det 16, og 17. Aarhundrede, ſaaledes baade fra Hvidores, det eeldſte danſke Merke, og fra Hveens Papirmoller; det forſte af disſe Fabrikmerker, ſom maaſke kan henføres til Strandmøllen, er forſt fra Midten af det 17. Aarhundrede. Det er Frederik III.s kronede Navnechiffer indtegnet i et Hjerte.
J Aaret 1693 træffes Savnet Drewſen førfte Gang i Forbindelſe med Strandmøllen, der dengang ejedes af Landets Dronning, Charlotte Amalie. Denne Dame ſyntes at have interesſeret fig for industrielle Foretagender. Hun havde ſelv tidligere anlagt Møllen ved Frederiksdal, og 1690 tilkjobte hun fig Strandmøllen af „Dorothea Sl. Mag. Jens Por⸗ tuans“ for en Sum af 2400 Rol. 1693 overtog Johan Drewſen „von Ueltzen“ ſom Dronningens Forpagter Driften af Strandmøllen, og da ved Skiftet efter Charlotte Amalies Dod Strandmollen tilfaldt hendes Son, Prinds Karl, til⸗ kjobte han fig Ejendommen af denne for 5500 Rdl.“) Fra 1718 indtil denne Dag har Strandmollen beſtandig veret i den Drewſenſke Families Eje, et viſtnok i vor Induſtrihiſtorie eneſtaaende Fenomen. Da Johan Drewſen døde i Aaret 1734, gik Strandmollen over til hans Broderſon af ſamme Navn, ved hvis Dod dennes Son, Chriſtian Drewſen (F 1810) arvede Fabriken. Den neſte Ejer af Strandmollen er den
) Skjodet for Prinds Karl til den „Erfarne Papier⸗Meſter Velagte Johan Dreweſen“ findes trykt ſom Bilag Nr. III. og er dateret Kjøbenhavns Slot 30. November 1718; Trap har i anden Udgave af fit ſtore topografiſke Vork urigtigt angivet Aaret til 1708.
Denne ſidſte er naturligvis Strandmollen,
ſom landskonomiſk Forfatter, dygtig Fabrikmand og varmt⸗ følende Politiker bekjendte Heedersmand Johan Chriſtian Drewſen (1 1851). 1844 overtog hans to Sonner Fabrik⸗ virkſomheden paa Strandmøllen, og ved Skjode af 10. Juni 1848 overdrog Joh. Chr. Drewſen ogſaa Ejendommen. til Sonnerne, hvis Sameje varede til Debr. 1864, da den nu⸗ værende Beſidder alene overtog Papirfabriken.
Vilhelm Bergſse: „Fra Mark og Skov“ (Gyl⸗ dendal). Ifolge Subſkriptionsindbydelſen vil ovennævnte Ar⸗ bejde, der antages at ſkulle udgjore c. 12 Hefter, i fin forſte Trediedel behandle Tarantellen og Taranteldandſene i Middel⸗ alderen, dernæft Inſekternes Vandringer, Inſtinkt⸗ og Statsliv, og endelig disſe Dyrs Forhold til Planteverdenen og derved til Menneſket. Det henvender ſig derfor ikke alene til den dannede Almenhed, der jo i de ſidſte Aartier har viiſt ſtor Modtagelighed overfor lignende populair- naturvidenſkabelige Fremſtillinger, men ogſaa til den oplyſte Landboſtand, der veed, hvilke Fjender den har i de plantecedende Inſekter og derfor formentlig gjerne vil modtage en kyndig og paalidelig Skildring af dem. Det er jo en bekjendt Sag, at br. phil. Bergſoe allerede havde vundet et godt Navn ſom Naturforſker, da en Sjenſygdom afbrød hans videnffabelige Bane og. nøbte hans Produktionstrang til at føge fig andre Veje, og Sub- ffriptionsindbydeljen havde neppe behøvet at erindre om, at de her foreliggende, paa Grundlag af tidligere Arbejder byg⸗ gede Skildringer „helt igjennem ftøtte fig paa felvftændigt Studium og Jagttagelſe“. For vort eget Vedkommende have vi i alt Fald et Foredrag, ſom Forf. i fin Tid holdt i Studenterforeningen, netop om Tarantellen og Taranteldand⸗ ſene, i jaa friſkt og levende Minde, at vi med Glede fane en Bebudelſe af det ſamme Emne. Naar Digteren Bergſoe derfor nu gjenopfriſker ſin videnſkabelige Ungdoms Arbejder, haabe vi, at hans Skildringer ſaavel ville tekkes hans Viden⸗ ffabs ſom hans Poeſis Venner, og han medbringer jo nu ogſaa fra fin æfthetiffe Virkſomhed de Betingelſer, ſom J. L. Heiberg engang fatte for at hæve de exakte Videnfkaber til at blive fkjon Litteratur, nemlig Sprogets og Fremſtillingens Betingelſer. Ikke mindſt i vore Dage har Litteraturen den Stræben, Heiberg omtaler, lidt efter lidt at tilegne fig enhver Videnſkab, og hvis vi tør domme efter det udfomne førfte Hefte, ville vi lykonſke Litteraturen til den her gjorte Binding. Foruden et færdeles ſmukt Titelblad (af Aagaard) „fra Mark og Skov“ og et ikke mindre tiltalende Billede (S. 16— 17) af Vandedderkoppernes Dykkerklokker, indeholder det forſte Hefte tillige talrige i Texten trykte inſtruktive Illuſtrationer. Saavel ved fin Forfatters Navn ſom ved den hele ſmagfulde Udſtyrelſe tor derfor det her anmeldte Verk paa Forhaand ſikkert gjøre Regning paa venlig Modtagelſe overalt.
e .
Det kgl. Theater. Overfor Magdalene Thoreſens Skueſpil „Inden Dore“, der opfortes forſte Gang i Ons⸗ dags, vilde man være i en ikke ringe Forlegenhed, hvis man i Korthed fkulde forklare, i hvad Forbindelſe Titlen ſtager med Stykkets Ide, i hvad Forbindelſe Ideen ſtaaer med Stykkets Handling og i hvad Forbindelſe Handlingen ſtaaer med enkelte af Stykkets Perſoner; her er ſamlet en ſaadan Overflod af Motiver ſammen, at det ene ſnubler over det andet, falder til Jorden og — bliver liggende uden ſenere
lir. 327.
Kær og
fjern. 9 8 14
at rejſe ſig igjen, og her er fremfort Kolliſioner og Perſoner, der i en konſekvent Üdvikling maatte fore til helt andre Re⸗ ſultater, end de nu, takket vere det kvindelige Hjertes blide Folelſer og medfodte Medlidenhed, udmunde i. Paa den anden Side er her en vis Fylde af ſceniſk Virkningsfuldhed, ffjøndt de faa virkelig originale Indfald misbruges. ved en for hyppig Gjentagelſe, og her er en Replikbehandling, der betegner et afgjort Fremſkridt fra Forf.s forſte dramatiſke Debut, hvorvel det Flebile ogſaa i dette Stykke gjennemveder Dialogen i en for høj Grad. Men da Theatret formaaer at give „Inden Dore“ en overraſkende god Üdforelſe, kan Stykkets Optagelſe paa Repertoiret vel forſvares, tilmed da det neppe vil brede ſig der paa andre Nyheders Bekoſtning, thi trods den velvillige Modtagelſe, der mødte det, ere dets Dage talte, ſaaſandt Publikum vel eengang kan lade ſig over⸗ rumple af hyſteriſk Rorelſe, men neppe med fin gode Billie anden Gang udfætter fig for flig Sindsbevegelſe. Stykket bæres med mere eller mindre kraftige Skuldre oppe af Frk. Nielſen og d'Hrr. Olaf Poulſen, Wiehe, Jerndorff og Cetti — og ikke mindſt af Hr. Emil Poulſen, hvis Spil er interesſant, hvis man overhovedet vil gaa ind paa en faa chargeret Fremſtilling af en Skurk, at han fra forſte Færd af er gjennemſkuelig for Enhver undtagen for de Per— ſoner, der have levet aarevis ſammen med ham.
N
7 fj N N 1 2 I.
Florentiner⸗Kſvarteſtten, denne med Rette vidt be⸗ romte Strygekvartet, gav fin bebudede Koncert i Mandags i Kaſinos lille Sal for en ikke ſtor, men udvalgt Tilhorer⸗ freds. Kvartetten, der vil erindres fra tidligere Optræden, |
har fkiftet Celliſt, idet Hr. Hilpert, der oprindelig horte med til den, har afgivet fin Plads til Hr. Louis Hegyeſi, lige ſom fin Forgænger en fortræffelig Kunſtner. Nu ſom for |
fører imidlertid Jean Beckers geniale Violinſpil an med fin
aandrige Fortolkning af den rige Kvartetlitteratur, medens
Sekondviolinen og Bratſchen ſpilledes med en beundrings⸗ værdig Opgaaen i Enſemblet i Mandags af d'Hrr. Enrico Maſi og A. Pfiſterer (ikke ſom anført paa Programmet L. Chioſtri). Stilen i Repertoirets Sammenſeetning er ikke ganſke den ſamme ſom for. Medens tidligere den ældre klasſiſke Litteratur, og da hovedſagelig Haydn, Mozart og Beethoven med ſine tidligere Kompoſitioner, ſaa godt ſom ude⸗ lukkende beſkjceftigede Florentiner-Kvartetten, har nu dennes Virkſomhed ogſaa kaſtet ſig over, hvad ſenere Meſtre, endog— ſaa Samtiden, har frembragt. Hvor naturligt det nu end er, at Florentinerne paa deres vidtſtrakte Kunſtrejſer have fundet fig opfordrede til ikke blot at forøge deres Repertoire, men ogſaa ſom Monſterkvartet viſe deres Samtid den behorige Opmerkſomhed, burde dog Kvartetten paa fin eneſte Koncert her i Byen ogſaa have ſpillet en af de ældre Sager, ſom have grundlagt dens Ry, ſpecielt Mozart, hvis uforlignelige Kvartetter vi ſpecielt erindre foredragne uforligneligt af Jean Beckers Violin. Programmet i Mandags bevægede fig fra Mendelsſohns ffjønne og melodirige „lille“ Es-Durs Kvartet Op. 12 (ikke ſom opgivet den i Op. 44) til Beethovens tanfevægtige Op. 59 Nr. 3, C-Dur, gjennem en Mellem⸗ afdeling, der indeholdt alle Litteraturens Afſkygninger fra Fader Haydn gjennem Cherubini til Raff og ſom Extra⸗ nummer et Stykke af Brahms, Tydſklands nye „ſtore“ Komponiſt. Nogen Indispoſition (fra Rejſen?) ſporedes ikke ſieldent i Intonationen, men det var ellers overalt og beſtan⸗ dig det ſamme ypperlige Enſemble, den ſamme Finfolelſe og giennemtenkte Opfattelſe i Foredraget — ſelv om man ikke altid kunde være enig med et Hiſt og Her i Detaillerne — overalt og beſtandig den ſamme edle Klang fra de udmeerkede Inſtrumenter. Thi ogſaa disſe ſidſte fortjene at nævnes.
Indhold. Parlamentariſke Stjernebilleder af Zodiacus. XXXV. Monrad. — Den hellige Agathes Haarlok, en moderne Legende af Karl Emil Franzos. — Drot og Marſk. — Strandmøllen. — Det forſpundne Kjøbenhavn, Minder fra „de gode gamle Dage”. Ny Rakke XI. Der „rides Herredag ind“. — Litteratur. — Theatrene. — Muſik.
Nor og Fjeru
begynder med bette Nummer en ny Aargang, det ottende Bind. Ligeſom Bladet, hvad den ydre Skikkelſe angager, vedblivende vil udkomme med 2 Helark hver Søndag (over ethundrede almindelige Oktavark aarlig), ſaaledes vil det
ogſaa med Henſyn til Indholdet blive ledet i ſamme Retnin
g ſom hidtil og ved Hjælp af de dygtige Medarbejdere,
det har ſamlet om fig, og en ſkjonſom Benyttelſe af Udlandets bedſte Litteratur ſtadig arbejde paa at ſette fin Leſekreds i Kundſkab om og vekke dens Interesſe for de aandelige Bevegelſer, der i deres Stromninger jevnſides eller imod hinanden tilſammen udgjore Tidsalderens Fyſiognomi; i denne Henſeende vil ſom hidtil en virkelig Liberalitet overfor Ytringer af den aandelige Udviklings forſtjellige, indbyrdes kempende Faktorer være Hovedkjendemerket for den Aand, hvori Bladet ledes, uden at det dog derfor giver Afkald paa overfor disſe Spørgsmaal at hævde en beſtemt Poſition,
ſom iſer vil komme tilorde i Bladets kritiſte Udtalelſer.
Af Artikler, der ville blive optagne i den nermeſte Fremtid, nævne vi: Ph. Aleth: Beroer Lykken paa Ejentagelſe eller paa Afvexling? Karl Emil Franzos: Den hellige Agathes Haarlok, en moderne Legende.
C. St. A. Bille: Nyt fra Maſtelyne og Cooke. Otto Vorchſenins: De fire ſtore og de tolv ſmaa Poeter. — M. Goldſchmidt, en litterair Skizze.
P. 9. Fritz Jürgenſen, med Portrait og humoriſtiſte Tegninger. Zodiacus: Parlamentariſte Stjernebilleder. XXXV. Monrad.
Billedrekken „det forſvundne Kjøbenhavn vil blive affluttet med de fem Tegninger: Der rides
Herredag ind, En Kjelderdandſebod, Frederik V. kjorer til Hojeſteret,
i det kgl. Theater.
i „ler og Fjern“ udgaaer hver Søndag med 2 Helark og Sverig 3 Kr. 50 Øre Kvartalet, frit tilſendt. Subſkription m
ſamt hos Udgiverne
C. A. Reitzel.
Indkvartering til „Herbſtmanoeuvre“ og En Hokerloge
(32 Spalter) og koſter overalt i Danmark, Norge odtages paa alle Poſtkontorer og i enhver Boglade,
Otto 8. Wroblewſky.
15
Nor og Fjern.
Nr. 327.
pris: 15 Øre pr. Petitlinies Plads.
Avertissementer.
| Indleveres senest Torsdag | Eftermiddag Kl. 7 til Otto B. Wroblewsky, Nytorv 19
Paa den Gyldendalske Boghandels Forlag er udkommet: 5 1. Hefte af
Fra Mark og Skov.
Populaire naturhistoriske Skildringer . af Vilhelm Bergsøe.
Med omtr. 350 større og mindre Illustrationer. Udkommer i omtr. 12 Hefter å 85 Øre.
5. 6. Hefte
af Rejser i Italien. C. St. Å. Bille,
Udkommer omtrent i 9 Hefter å 1 Kr.
ansaa, Novelle af I. P. Ewald. 7 »
4 Kr.; eleg. indb. 5 Kr. 50 Øre.
Haandbog Geografien. Af Dr. E. Loffler.
Docent i Geografi ved Kbhvn.s Universitet. Med 170 Illustrationer 1 Texten samt 4 litho- graferede Kort.
2. Udgave. 10 Kr.
af Prædikener
paa alle Søn- og Helligdage i Aaret samt i Fasten.
Af D. G. Monrad. 3. Oplag. Med Forfatterens Portrait. Udkommer i 6 Hefter å 65 Øre.
Åndet Oplag af Drot og Marsk. Tragisk Sangdrama dk Christian Richardt.
1 Kr., eleg. indb. 2 Kr.
Paa Undertegnedes Forlag er udkommet og at faae i alle Nordens Boglader:
To Samfunds-Onder
— Dodsstraffens Afskaffelse ved Benaad- ning — Skjulte Mord.
Af C. J. Wolff, Overauditeur. Med 4 Forbryderportraiter. Heftet 2 Kr. 50 C. Otto B. Wroblewsky. Nytorv 19.
Bogsamlinger samt enkelte Vær- ker og Bøger kjøbes til antagelige Priser. M. P. Madsen, Nørregade Nr. 7, 1. Sal fra 10 — 5. Skolebøger kjsbes ikke.
Til Konfirmationen.
I alle Boglader faaes:
Miss Muloch, En Rvindes Tanker om Kvinden, oversat af Charlotte Sannom, med Forord af Provst, Dr. Fog. 231 Sider, heftet 2 Kr.,
” indb. 3 Kr. 10 Øre og 3 Kr. 50 Øre.
Af Dr. Fogs Forord hidsættes:….
»Jeg anseer den for at være i Sandhed en |
af de gode Bøger, som ret maatte ønskes at komme i mange Kvinders Hænder, saa vel i deres, som staa ved Vejens Begyndelse og mest have Sands for Blomsterne, der voxe omkring den, som i deres, der mødige have sat sig ved Kanten for at regne over de Rif- ter og Saar, dens Torne og Tidsler have bi- bragt dem.. Forf. veed at finde en værdig, fri og ædel Livsopgave for Kvinden . . dertil meddeler hun sine Raad og Lærdomme med et Liv og Humor, der gjør det til en Fornøjelse at læse dem. Men Hovedsagen er, at hendes hele Livsbetragtning hviler paa en sund og ægte Religieusitet, der er fri for alt Opstillet og Tillavet, en saadan, der minder om Ordet: Gudsfrygt er nyttig til alle Ting.»
Otto B. Wroblewskys Forlag, Nytorv 19.
Udkommet er: Populaire Smaaskrifter af fremmede Forfattere II.
De nyeste Fremskridt i Læren om Synet H. Helmholtz:
Pris 1 Kr. 75 Øre.
Det tidligere udkomne Hefte inde- holder: De ældste Spor af Menneskets
Tilwerelse paa Jorden. Af Dr. G. Retzius.
Pris 1 Kr. 50 Øre.
II. C. Frederiksen: Barndom og Kristendom. En Henstilling til Forældre, Opdra- gere og Præster. At læse naar Ber- nene ere i Seng. Pris 2 Kr. og faaes hos J. Gandrup & Comp. Klædeboderne 47.
W PederSkramsgade Nr. 14, T. eber. 9 modtager Elever i Sprog.
Paa C. A. Reitzels Forlag er udkommen :
Enten-Eller.
Et Livsfragment, udgivet af Vietor Eremita. 1.—2. Del. Fjerde Udgave. Pris 8 Kr.
begyndte den 1. Okt. et nyt
i (| Kvartal og udkommer hver Une Torsdag. Pris paa Velin 2 Kr. paa Ordinairt 1 Kr.
50 Øre Kvartalet.
Indbinding af ,,Nær og Hern“. Den til dette Blad komponerede Indbinding samt Mapper til midlertidig Opbevaring af de enkelte Nr. anbefales fra Carl Petersens Bogbinderi, St. Kjobmagergade 43. Prisen er 3 Kr. 50 Ore for Indb. do. 1 — 75 — for Mappe.
Højere Undervisning for Damer.
Paa Undertegnedes Kursus, der begynder. først i Oktober, vil der endnu kunne optages nogle Damer. Idet vi henvise til vor Prospektus, der kan afhentes hos d'Hrr. Boghandlere Horneman & Erslev, Amagertorv, Tryde, Østergade, Vilhelm Prior, St. Kjøb- magergade, A. F. Høst & Søn, Gothers- gade, samt Giese, Vesterbrogade, skulle vi bemærke, at Undervisnings- fagene ville blive Dansk, Kunsthi- storie, Fransk, Historie og Geografi.
Indmeldelser modtages i Bredgade Nr. 49 hver Søgnedag Kl. 2—4.
Ed. Marcussen,
Pr.-Lieutn.,
Lærer i Fransk ved Sø-Officerskolen. Sigurd Muller,
cand. mag.
RITZAU CøBnAGeRekDE 26
N. Juel-Hansen, cand. jur., Skolebestyrer.
Parlamentariske Stjernebilleder
Zodiacus,
udgivne af
P. Hansen.
194 Sider med illustreret Titelblad. — Pris 2 Kr. 50 Øre.
Baron Blixen-Finecke. Søren Kjær.
Baron Rosenkrantz. F. V. Schytte.
Hother Hage.
Berg.
Tauber og Bajer.
C. St. A. Bille.
J. A. Hansen
Balthazar Christensen Grev Holstein Lethraborg. Michael Drewsen.
C. S. Klein.
C. N. David.
A. F. Tscherning.
J. N. Madvig.
Jagd.
Pris 2 Kr. 50 Øre.
OC. A. Reitzel.
Otto B. Wroblewsky.
Nr. 327.
nar og Hern.
Det kgl. Theater.
Repertoiret for indeværende Uge er fore- lobig fastsat saaledes: Søndag 6. Ambrosius. Mandag 7. Kongen har sagt det. Tirsdag 8. Skikkelige Folk. Onsdag 9. Inden Døre (uden, Abonnement). Torsdag 10. Et Kompagniskab. Intriguerne. Fra Siberien til Moskou. Fredag II. Drot og Marsk. Lordag 12. Barselstuen. Bacchusfesten.
Kasino. Søndag den 6. Oktober, Kl. 7:
Tricoche og Cacolet.
Farce i 5 Akter, frit bearbejdet efter Meilhac og Halévy af R Schrøder.
Hun skal debutere. Forbi omtr. Kl. 103/4.
8 Folketheatret,
Søndag den 6. Oktober, Kl. 7
og fremdeles hver Aften i Ugen opføres:
Det gamle og det nye Hus. (5 Akter) af Victorien Sardou, oversat af Fritz Holst.
Forbi omtr. Kl. 101/4.
— De sjællandske Jernbaner.
Afgaaende og ankommende Jernbanetog. Sendagen den 6. Oktbr.
Ordinaire Tog:
Fra Kjøbenhavn til Korsør:
Kl. 6.45, 8.15 Fm.; 12.30, 7 Efm. (Ank. 9.30, 11.55 Em.; 5.30, 9.50 Efm.)
Fra Korsør til Kjøbenhavn: Kl. 8 Em., 12 Md., 4.25, 7.25 Efm. (Ank. 10.40 Fm., 4.45, 8, 10.30 Efm.)
Fra Kjøbenhavn til Roeskilde: Kl. 5 Efm. (Ank. Kl. 6. 15 Efm.)
Fra Kjøbenhavn til Masnedsund : Kl. 9 Fm., 2.15, 7.30 Efm. 7,30, 10.50 Efm.)
Fra Masnedsund til Kjøbenhavn: Kl. 6.30, 9.15 Fm.; 5.15 Efm. (Ank. 10 Fm., 2.45, 8.45 Efm.)
Fra Rjebenhavn til Kallundborg:
Kl. 9 Em.; 2.15, 7.30 Efm. (Ank. 12.15, 7, 10.50 Efm.)
Fra Kallundborg til Kjøbenhavn:
Kl. 6.40, 9 Fm.; 5.25 Efm. (Ank. 10 Fm.; 1.30, 8.45 Efm.
Fra Kjøbenhavn til Helsinger:
Kl. 8), 11 Fm.; 3,25, 5.15, 9 Efm. (Ank. 9,45 Em.; 1, 6, 7.45, 10.45 Elm.)
Fra Helsinger til Kjøbenhavn:
Kl. 7, 8.50, 11.30 Fm.; 3.45, 8 Efm. 8.46, 11.20 FEm.; 2, 6.20, 10 Efm.)
Fra Kjøbenhavn til Klampenborg : Kl. 7, 9, 9.30 Fm. og fremdeles hver fulde og halve Time indtil 11.30 Efm. samt til Lyngby Kl. 11 Efm. (fra Hovedstationen).
Fra Klampenborg til Kjebenhavn:
Kl. 7.15, 8.15, 9.45, 10.15 og fremdeles hver 3/4 og / Time indtil 11 45 Efm.
Fra I. Oktober d. A. — 30. April 1879 hver Helligdag. Fra Kjøbenhavn til Lyngby Kl. 11 Efm. (d. 6. og 13. Okt. fra Stationen for Klampenborgtogene.)
(Ank. 12.20,
(Ank.
) Fra Klampenborg Banens Stationsbygning.
Paa Undertegnedes Forlag udkommer:
Forlagsbureauets Haandlexikon i eet Bind. 20—24 Hefter å 50 Øre.
Den betydelige Afsætning, som Nordisk Konsersationslexikon saavel i 1. Oplag som i det i Foraaret fuldendte andet Oplag har fundet i Danmark og Norge, er et ligesaa talende Vidnesbyrd om, at Planen til Værket har været rigtig lagt, som den almindelige Anerkjendelse, Lexikonnet nyder, er et Bevis for den Dygtighed, hvormed Redaktionen, støttet af en talrig Kreds Videnskabsmænd og Fagmænd, har løst sin vanskelige Opgave, hvorfor Nordisk Konversationslexikon vedblivende vil hævde sin ærefulde Plads i Litteraturen.
Under Udgivelsen af dette Lexikon have vi ofte erfaret, hvor nødvendigt, ja næsten uundværligt et saadant Hjælpemiddel er blevet i mange Hjem, men samtidig ere vi blevne opmærksomme paa, at en mindre Haandbog, tildels efter samme Plan, vil kunne afhjælpe en tilstedeværende Trang for en større Kreds af Medborgere, hvis Evne til Bog- kjøb ikke tillader dem Anskaffelsen af det omfangsrige, skjøndt forholdsvis ikke kostbare Værk, eller som foretrække og maaske bedre forstaa en kortere faktisk Oplysning fremfor en længere mere udtømmende Fremstilling, eller som allerede ere i Besiddelse af andre litteraire Hjælpemidler, men trænge til et bekvemt, let tilgængeligt Lexikon. i
Undertegnede Firma agter derfor at udgive et saadant mindre Konversations- lexikon under Navn «Forlagsbureauets Haandlexikon » i eet Bind til en saa billig Pris, at selv den Ubemidlede vil kunne anskaffe sig det. Haandbogens Plan vil være at give en kort- fattet Forklaring af de vigtigste i det daglige Liv under Læsning og i Samtale forekommende Spørgsmaal paa alle Omraader, men uden at tabe sig formeget i Enkeltheder og uden streng videnskabelig Udvikling. Artiklernes Antal vil blive større end i Nordisk Konver- sationslexikon, og der vil blive lagt særlig Vind paa at levere korte biografiske Notitser om danske og norske Mænd og Kvinder, hvis Navne ere blevne bekjendte i en videre Kreds, enten i Kunsten, i Litteraturen eller i det offentlige Liv. Til hyppig Vejledning for de Mange, der savne nøje Kjendskab til fremmede Sprog, vil Lexikonnet indeholde en nogen- lunde fuldstændig Fremmedordbog og som oftest Udtale og Betoning. Vi have atter formaaet Hr. Overlærer C. Fogh til at paatage sig Hovedredaktionen, og den Erfaring, han har vundet ved at redigere Nordisk Konversationslexikon, og de dygtige Medarbejdere (d'Hrr. Kand.
„ Elberling, Translatør André Lütken m. fl. og for Norges Vedkommende Hr. Kand. philol. Ingvar Nielsen i Kristiania), han har sikret sig, ville være den bedste Betryggelse for, at det nye Haandlexikon vil blive et værdifuldt Arbejde. Værket ventes sluttet i Løbet to Aar.
«Forlagsbureauets Haandlexikon» vil udkomme i 20 til 24 maanedlige Hefter, hvert paa 4 Ark i stort tospaltet Format til en Subskriptionspris af 50 Øre for hvert Hefte. Til Bogen, der udstyres smukt, er der i Thieles Bogtrykkeri anskaffet nye Typer, og Subskrip- tion tegnes i alle Nordens Boglader, hvor det udkomne 1, Hefte findes til Eftersyn, Subskribent- samlere erholde paa 10 Expl. det Ål, Expl. frit, Ved Værkets Slutning indtræder en forhøjet
Bogladepris. å Forlagsbureauet i Kjøbenhavn. (0. H. Delbanco. G. E. G. Gad. P. Hegel. C. C. Lose.)
Paa Undertegnedes Forlag udkommer:
Fr. Paludan-Müllers poetiske Skrifter.
8 Bind. Pris 20 Kroner.
Indhold: I. Fire Romancer. Kjærlighed ved Hoffet. Luft og Jord. — II. Dandser- inden. Zuleima. Beatrice. Vestalinden. Slaven. Luſtskipperen og Atheisten. — III. Alf og Rose. Amor og Psyche. Mindre Digte. — IV. og V. Adam Homo. — VI. venus. Dryaden. Tithon. — Vil. Kalanus. Abels Ded. Kain. Paradiset. — VIII. Ahasverus. Benedikt fra Nursia. Pygmalion. Ungdomskilden. Tiderne skifte. Adonis.
Udgivelsen finder Sted i 20 Hefter til en Subskriptions-Pris af 1 Kr. kor hvert Hefte. 1. Hefte er udkommet. Med sidste Hefte folger For- katterens Portrait. Kjeberne ere forpligtede til at tage hele Værket.
Endetal, som den største Gevinst i de paagjældende Klasser Tillægsgevinst paa de Lodder, som have det paafølgende End
» faae Lodderne med Endetallene største Gevinst paa 25341, da faae Lod- Enhver Vindende erholder et
men den gjør det : ækningen at se, om der er faldet Tillægs- naar de kun lægge Mærke til Endetallet af den største
ogsaa overordenlig let for disse, strax efter Tr Sevinst eller ikke paa deres Lod Gevinst i samme Klasse.
Afdeling B er den billigste af alle Lotterier. Dette Blad, som koster 3 Kr. 50 Øre Kvartalet,
Boglader og paa ethvert Postkontor i O. A. Reitzel, Løvstræde 7, K.
RED ARTHUR: P. HANSEN.
frit tilsendt, Danmark, Norge og Sverig, og Otto B. Wroblewsk
kan bestilles i alle
samt hos Forlæggerne : „ Nytorv 19, K.
FORLÆGGERE: BOGTRYKKER:
BIANCO LUNO.
E. A. REITZEL, OTTO 8. WROBLEWSKY. KJØBENHAVN.
— ÆDE
— —u——ꝓ
—
Kjøbenhavn. Udkommer Åver Søndag.
Ur. 323
4
NÅ N N N N N N N N N N N N N N N
Den 13. Oftober 1878. Åbonnementspris: 3 År. 50 Ore Åvartalet. 1
N fire ſtare og de tolv
v fmua Poeten.
Af Otto Bordfenins.
arenen fra 1828 have fra gammel Tid faaet Ord for at have været færlig poetiſt begavede. Som bekjendt fortæller ſaaledes H. C. Anderſen i fit Livs-Eventyr, at der imellem de omtrent 200 unge Menneſker, ſom ſammen med ham bleve Studenter i dette Aar, ikke alene fandtes flere, ſom ſkrev Vers — thi dette har viſt heendtes oftere end i 1828 — men ſom ogſaa havde ladet disſe trykke; ja en af hine Muſernes Udkaarne hapde endogſaa ſeet fit forſte dramatiſte Arbejde gaa over Oehlenſchlägers og Heibergs Scene, medens han endnu felv fad paa Metro⸗ politanfkolens haarde Bænk, Hvad Under da, om det ſagdes i Spog og ialtfald af de Paagjeldende ſelv haabe⸗ des i Alvor, at Aaret virkelig havde foſtret hele fire ſtore og tolv ſmaa Poeter, og at Anno 1828 fremdeles er blevet ſtaaende i Hiſtorien ſom Digternes Aar par excellence. Vel kan det ikke nægtes, at Glorien allerede blegner be⸗ tenkelig, naar man hører Navnene paa de fire „Store“, men til Gjengjæld blev Fr. Paludan⸗Müller, der den Gang neppe nok regnedes med iblandt de „Smaa“, en ſaadan Stormand i den danſke Litteratur, at det nok ſnarere vil blive ham end ſelve H. C. Anderſen, der i Fremtiden vil komme til at hævde Aarets digteriſke Ry. For disſe to Digteres Skyld kan det derfor vel endnu forſvares at nævne 1828 ſom Poeternes Aar, og allerede det næfte Aars poetiffe Kræfter, ſom C. Ploug og H. P.
Holſt, vidne jo om, at den eſthetiſke Tid vilde være paa | uden de ovenfor Omtalte bleve f. Ex. ogſaa P. G.
Veje til at afloſes af eller dog brydes med andre Stom⸗ ninger, naar disſe Ynglinge engang vare voxede op til
deres Manddoms Gjerning. Et nok ſaa loſeligt Blik paa Rusſerne fra de ſidſte Aar i Tyverne viſer ogſaa, at „den ſtore Husholdning” i Tide havde Blik for, hvilke Mænd de to neſte Decennier fortrinsvis vilde behøve, Vi fkulle ſaaledes kun fra 1827 nœvne Orla Lehmann og H. Mar⸗ tenſen, fra 1829 foruden Ploug f. Ex. C. C. Hall, F. M. Knuth og Vilh. Birkedal, fra 1830 endelig D. G. Monrad og Soren Kierkegaard. Det er andre Tider, der gry i disſe Navne, Men ſaa udelukkende poetiſk var paa den anden Side dog heller ikke 1828, at dette Aar jo og⸗ faa udenfor Digternes Reeker kan telle Mænd, der kom til at tage virkſom og betydningsfuld Del i Tredivernes og Fyrrernes, fra den eſthetiſke Tids faa vidt forffjellige, aandelige og ſociale Brydninger. Vi behove ſaaledes kun
imellem Studenterne fra 1828 at nævne Navne ſom
J. F. Giodwad og Fr. Barfod, ſom H. J. A. Raasløff og C. E. Rotwitt, ſom C. J. Kayſer og Martin Hamme⸗ rich. Det er imidlertid ikke vort Maal her at ſtrive disſe Mends og deres Artiumskammeraters Hiſtorie. Vi ſtulle kun gjore lidt Honneurs for det poetiſte Aar, men det kan jo ingen Skade vere til, ſtrax at minde om, at de fleſte af de Navne, vi i det Folgende ville komme til at dvæle ved, paa de to nævnte Undtagelſer nær, ingenlunde høre til Aarets bedſte og vigtigſte. Selv imellem de litte⸗ raire Navne, ſom Aaret har at opviſe, findes der mere end et, der vejer betydelig mere end „Digternes“ — for⸗
Thorſen, F. L. Liebenberg, P. C. Rothe og J. P. Trap
Nr. 328.
Tær og Fjern.
Studenter i det famme Aar — og man behøver fun at have kjendt ſaadanne æfthetifte Naturer ſom afdøde Skole⸗ beſtyrer S. Neve og den blinde H. Sodring, for at være paa det Rene med, at virkelig Kjærlighed til Litteraturen hellere ſtaber „en god Leſer“ end en tarvelig Poet. 2
J Romanen „O. T.“, hvis Handling er henlagt til H. C. Anderſens egne forſte Studeuterdage, og hvori for— ſkjellige Scener af Datidens Studenterliv ogſaa ſkildres — f. Ex. Faſtelavnslojerne i Boldhusgade den 14. Februar 1831 — beſynger Digteren det „lykſalige Ojeblik, ſom ingen Kvinde, hun være nok faa god, nok faa ſmuk og aandrig, kan opleve”, nemlig det ſtore „Hop over Artiums— giærdet ind paa Filoſofiens Karrousſelplads“, og ffjøndt Anderſen lidt for haſtig ſpagede, at „ingen nok faa elff- værdig Leſerinde“ ville komme til at opleve denne Lykſa⸗ ligheds⸗Tilſtand, faa ville vi dog tage vort ÜUdgangspunkt fra denne hans Dithyrambe til Studenterlivets Pris. „Ikke Kjerligheds Lykke, ikke Begejſtring for Kunſt og Vi⸗ denſkab elektriſerer ſaaledes alle Nerver ſom dette: nu er jeg Student!“ Og han fortfætter ſaaledes: „Denne Liv⸗ feng Foraarsdag, paa hvilken Skolens Isdekke ſprenges, Forhaabningernes Tre ſkyder Knop, den varme Friheds
Sol ſtinner, indtræffer hos os, ſom bekjendt, i Oktober Maaned, juſt ſom Naturen taber ſit Lov, ſom Aftenerne | begynde at blive mørfere, og tungere Vinterſtyer træffe
ſammen, ret ſom vilde den lære de Unge: „Eders Vaar, ſom Examen føder, er kun Drømme! nu begynder det juſt at ſe alvorligt ud!““ Endogſaa for Anderſen felv kom der jo mange morke og tunge Dage i de folgende Aar, men han havde lidt for meget under fin Skolegang til ikke ſtrax at hilſe ſin „Frihed“ med Jubel. Man kan ſaaledes nu, foruden i hans Livs⸗Eventyr, Skridt for Skridt folge haus Skolefataliteter i de nylig udgivne Breve fra hans Ungdom, hine Dage, da Grammatikerne, „disſe Sprogenes Rygrade“, grinte ham imøde „ſom fæle Benrade“, og hans ubarmhjertige Rektor, S. Meisling, ſpaaede ham, at hans Vers, ſelv om de bleve trykte, vilde raadne ſom Makula⸗ tur paa Bogkremmerens Loft og han ſelv ende paa Gale⸗ huſet. Man kan folge hans knugende Angſt for at det ſtal gaa galt til Examen, og hvis der dengang ſom nu havde været en Examenskommisſion, der offentliggjorde Artiumsbommerterne, vilde Anderſen ſikkert ogſaa have feet fine figurere i Landets Blade. Det blev i alt Fald i mange Aar Skik og Brug hos Kritiken at udpille de mange orthografiſke og andre ſproglige Forſyndelſer i hans forſte Arbejder. Man fæfe ſaaledes Anderſens vittige Svar til en af ſine „Opdragere“, der bebrejdede ham, at han havde ſtrevet „Hunden“ med lille Bogſtav: „Det er en lille Hund; derfor har jeg kun givet ham et lille h.“ Allerede ſom Skole diſcipel havde Anderſen faaet fit ſmukke Digt „Det døende Barn“ trykt baade i den gamle Æfthe- tiks Organ, „Kjobenhavnspoſten“, og gjenoptrykt under den nye WBſthetiks Vinger i Heibergs „Den flyvende Poſt“, der ogſaa optog de forſte Prøver paa hans Rusgars Ho⸗ vedbedrift, „Fodrejſen fra Holmenskanal til Oſtpynten af Amager.“ Poul Moller lagde ikke Fingrene imellem, da han kaldte dette „Sammenſurium af Folk og Fee“ for en Nürnbergereſte mod Hoffmanns Trylleverden, og felv Anderſens varme Ven og Velynder Ingemann greb Lejlig⸗ heden til at advare den unge Digter mod en altfor letſindig Leg med Poeſien og alt Aandeligt. Men Anderſen for⸗ teller ſelo, hvor uendelig ung og uendelig glad han den⸗
gang var; han ſaae Livet ligge ſolbeſtraalet for ſig, og ba hans „heroiſte Vaudeville“ „Kjerlighed paa Nikolaj Taarn endnu i hang Rusaar — den ſpilledes forſte Gang 25. April 1829 — blev hilſet med et „Leve Forfatteren!“, overhorte han med et let Hjerte Kritikens advarende Roſter og ved— blev at ſprede fig i en Produktion, der ſnart ſtulde aabne
| et helt litterairt Felttog imod ham og i lange Tider gjøre
ham til Alles Syndebuk. Men lad os flippe ham her, hvor han ſidder med Orla Lehmann paa Benken ved det norffe Hus i Sondermarken og bliver manuduceret i einri eine. Sg disſe livlige men af og til noget Graat i Graat tegnede Skildringer af Studenterlivet og Kjøbenhavn i Frederik VI.s Dage. Man leſe ſaaledes her om Feſt— lighederne i November 1828 i Anledning af Prinds Frederiks Formeeling med Frederik VI.s yngſte Datter Vilhelmine, om Studenternes Fakkeltog og den forſte Op- forelſe af Heibergs og Kuhlaus „Elverhoj“. Det er ikke hvert Hold Studenter, der har ſaadanne Minder fra deres Rusaar. Og ſiden vi tale om Erindringer fra disſe Dage, kunne vi her ogſaa nævne Vilhelm Birkedals „En Livs— forelſe“, hvis Stykker fra Studenteraarene jo paa det Nermeſte falde ſammen med de Minder, ſom ogſaa Studenterne fra 1828 nu ville gjenopfriſte. Vi finde her et nyt ſmukt Vidnesbyrd om, hvad F. C. Sibbern var for de Unge, vi treffe H. Martenſen ſom theologiſk Ma— nudukteur, vi høre om „de Anderſenſke Kobold-Spring“, vi gaa i Kirke og høre J. P. Mynſter, medens Grundtvig allerede har rejſt fit Banner med „Kirkens Gjenmæle”, ſamme Aar ſom J. L. Heiberg fil fin forſte Vaudeville opfort, og vi vende atter tilbage til 1828, da Oehlenſchläger var Decanus og rakte baade de „ſtore“ og de „ſmaa“ Kolleger Haanden til Velkomſt ſom akademiſte Borgere.
Til de „ſtore“ Poeter regnede da de velvillige Kammerater, foruden H. C. Anderſen, A. L. Arneſen, F. J. Hanſen og Hollard Nielſen. De to Forſte kom fra Metropolitanſkolen, og efter Poul Rytters ſenere Ord at domme (ſe dette Blad Nr. 236, S. 7) ſynes overhovedet denne Skoles Dimittender i lang Tid at have udmærfet ſig ved deres poetiſte Durchlob. Den 10. Maj 1828 var Anton Arneſens Vaudeville „Intrigen ved Morſtabs— theatret“ gaaet over Nationaltheatrets Scene, felvfølgelig anonymt, da dens Forfatter endnu var Skolediſcipel. Den vandt, efter Overſtou, ſtormende Bifald og blev Aaret efter, Maj 1829, i Forfatterens Rusaar altfaa, fulgt af „Poeten i Aabenraa”, et „i Dialogen vittigt og Muſik⸗ valget pikant, men meget uſammenhengende og langtruktet Stykke i to Akter“, ſiger Overſkou. Som Forfatter for og Skueſpiller paa Studenternes private Scene ſtulde Arneſen vinde mange Laurbær i de folgende Aar; for Offentligheden blev han meſt bekjendt gjennem „Et Rejſe⸗ eventyr“ (takket vere Phiſter og Hultmann!) ſamt ved ſit Medarbejderſtab i „Capricioſa“ fra Sommeren 1836, vor forſte Folkekomedie. Han dode den 29. Juni 1860 i Kjo⸗ benhavn ſom juridiſt Embedsmand. :
Ogſaa Skolekammeraten F. J. Hanſen var ſom Metropolit optraadt anonymt i Litteraturen, idet han havde givet Bidrag til det af hans Fader i Aarene 1827—929 redigerede „Borgerblad“, ved Navn „Patrouillen“. Under fit Ravn udgav han nu i fit Rusaar det poetiſte Kvartals⸗
ſtrift „Lesning for den fine Verden“, af hyilket dog kun to Hefter fane Dagens Lys.
Det bragte, foruden af Ud-
Puris omnia pura, ſiger Lehmann i ſine
3
Vær 09
Fjern. Nr. 328.
giveren ſelvb og H. C. Anderſen, Digte af Artiumskam⸗ meraterne L. J. Beckmann, Carl Hellemann, J. L. Møller ſamt en Pſeudonym Ramiro, og vi have altſaa her Nav⸗ nene paa et Par af de „ſmaa“ Poeter. Store ere de i ethvert Fald ikke, og C. Molbech havde fuldſtendig Ret, da han i „Maanedsſtrift for Litteratur“ anmeldte Kvar— talsſtriftet og bemærkede, at Udgiveren maatte have tænkt | ſig ſin „fine Verden“ paa et Trin af Smagens Trappe, hvor den betragter Poeſien mere ſom morende Tidsfordriv end ſom Kunſt. Molbech finder „en vis Art Vittighed og Lune“ i nogle af Digtene, om den end maa forfejle fin Virkning hos den virkelig fine Verden, da den undertiden falder i det Platte og Trivielle; men endogſaa denne Dom vilde forekomme de fleſte af Nutidens Leſere for mild. Det eneſte Morſomme i Skriftet er den Subfkribentliſte, der fulgte med forſte Hefte. Forſtjellige bekjendte Perſon⸗ ligheder havde nemlig. moret fig med at „becere ÜUdgiveren med verfificerte Subffriptioner”, og man kan ikke fortænfe F. J. Hanſen i, at han tog fig „den Frihed” at aftrykke dem. Vi ſtulle folge hans Exempel, ſaa meget mere ſom der findes et Par Smaavers imellem dem, ſom ikke ere optagne i vedkommende Forfatteres Skrifter. J. L. Heiberg ſtrev ſaaledes:
Hvis Bogen, ſom os Autor lover,
med Planen mindſte Lighed har,
den Undertegnede fig glæder over
at ſubſkribere paa et Exemplar.
Nedenunder kom Chr. Winther:
Jeg ſeer mig gjerne tegnet paa denne Subſkription, da bliver jeg jo regnet til den fine Portion. Ikke ganſte klare ere N. Davids Ord:
Hvor ſjelden jeg end ſubſtriberer,
jeg her dog reflekterer,
at Bogen forſt af Stablen gaaer,
naar og mit Mavn paa højre Side ſtager.
Derpaa kom N. P. Nielſen:
Hvad vil en Spurv i Kragedands? Det ſporger viſt Enhver med Rette; men for jeg bruger Andres Glands, jeg ligefrem mit Navn vil jætte.
Temmelig ulogiffe ere N. C. Mohls tvende, Linier:
Hvis man paa Proſa turde ſubſkribere,
mit Navn ej ſkulde her mankere. J. Petges (formodenlig Johanne Louiſe P.) ſtrev:
Jeg felder ikke Dom i Sagen,
men onſter mig et Exemplar for Dagen. Hvortil Roſenkilde, der forſt tegnede ſig Dagen efter de Andre, fojede:
Hvis det blot idag er ikke altfor ſilde,
ſaa er her mit Vavn: Chriſten Roſenkilde.
Ogſaa A. Wexſchall (Anna Nielſen) var med:
Jeg aner, at poetiſt bliver
hvert Skjaldens Digt;
derfor jeg glad mit Navn her ffriver, ej blot af Pligt.
Og om det faa var E. Bojeſen, den ſenere faa bekjendte
Underſtsttelſe og Gunſt, de nyde”.
Skolemand, faa rimede han her:
Hvad ſkal Saul iblandt Profeter? Hvad ffal jeg iblandt Poeter? Dog! jeg give kan en Mark
nok ſaa godt ſom de pr. Ark.
Men F. J. Hanſen havde taget Forſkud paa fin „Storhed“. Da den poetiſke Vexels Indfrielſesdag kom, megtede han ikke at fvare den danffe Litteratur det lovede Belob, og trods det enkeltvis Smukke og Vellykkede i hans romantiſke Digtninger og de under Pſeudonymen Torkel Trane udgivne humoriſtiſke Noveller, er hans Produktion, paa et Par gode Digte ner, for længe ſiden glemt og gledet til Side. Hans Artiumskammerat F. L. Liebenberg udgav efter hans Dod hans udvalgte „poetiſke Skrifter“ i to Bind, men det var ingen Schack Staffeldt, ſom han her fremdrog og gjengav et nyt Liv i Litteraturen. F. J. Hanſen døde ſom Kancelliſt i Juſtitsminiſteriet den 14. Marts 1852.
En endnu triſtere Skjebne havde dog den Sidſte af de fire „ſtore“ Poeter, Hollard Nielſen, et Navn, ſom juſt ikke har nogen god Klang for dem, der ere lidt for— trolige med den liberale Oppoſitionspresſe i Fyrrerne. J en Alder af 20 Aar var han dimitteret fra Skaarup Se- minarium med Karakteren „Udmeerket duelig” og var alle⸗ rede dengang to Aar gammel i Litteraturen, idet han i 1822 Havde gjort fit „forſte Forſog i Poeſien“ med en „Liden Samling af Sange“, der endvidere Aaret efter blev fulgt af nogle „Vilde Smaablomſter“. Som Diſcipel i Nyborgs lærde Skole, hvorfra han 1828 udgik ſom Stu⸗ dent, fejrede han Kriſtendommens 1000⸗aarige Jubilæum i Danmark med et Digt om „Guddomslyſet i Danmark“, og efter at være bleven Student udfolder han nu en fro⸗ dig Virkſomhed baade paa Vers og Proſa. Titler ſom „Den morke Ridder“, en Fortælling fra Frederik III.s Tid, eller „Sophonisba eller Karthago bor forgaa. Di⸗ plomatiſt Roman i Romancer“, fe imidlertid ikke ſynderlig tiltrekkende ud, men vi maa ærlig tilſtaa, at vi ikke fjende meget til hans poetiſte Produktion. J Foraaret 1840 blev han juridiſk Kandidat, og vi treffe ham nu Side om Side med H. J. Trojel og H. K. Raſt ſom Abſolutismens og Chriſtian VIII.s Parliers eller Polerere, for at bruge den gengſe Udtale. „Korſaren“ (fe f. Ex. Nr. 36 for 16. Juli 1841) vil vel ikke ligefrem ſige, at „Magthaverne have kjobt“ disſe Menneſter til at ſige Uſandhed, men de tro, „at dette er deres Pligt ſom Gjengjeld for den Og hvad deres aan- delige Kapaciteter forøvrigt angik, fan ſagde „Fedrelandet“ i Fyrrerne ſimpelthen om H. K. Raſt — ogſaa en af Studenterne fra 1828 forreſten — at han i Aandernes Rige var en Skolefux i Sinkelektien, en Ytring, hvorimod „Korſaren“ proteſterede, idet den mente, at Raſt med ſamt hans Venner Trojel og Hollard Nielſen flet ikke vare komne ind i bemeldte Rige. Om Hollard Nielſens ſidſte Dage vide vi Intet. Erslews Üdtryk om En, at han „privatiſerer i Kjobenhavn“, er umaadelig vidt. Et af hans ſidſte Digte, en diplomatiſt Romance Le droit», udkom under Navn af „Hollard, Prinds af Valois“. Saa vidt vi vide er Hollard Nielſen for flere Aar tilbage dod her i Kjøbenhavn.
Om de „ſmaa“ Poeter kunne vi fatte os kortere. Med Undtagelſe af Fr. Paludan⸗Müller har, ſaavidt vi vide, ingen af dem ud over ſit Rusaar gjort Fordring paa Digternavnet, og det turde derfor heller ikke være af ſyn⸗
Nr. 328.
Kær og Jiern.
derlig Interesſe nu at udgranſke Navnene paa dem alle tolo, ſtjondt H. C. Anderſen ſiger, at man virkelig, ved ikke at tage det altfor nøje, kunde fage dette Antal ud. Foruden de tre ovennævnte Bidragydere til F. J. Hanſens Kvartalsſkrift — af hvilke den ene, L. J. Bechmann, alle⸗ rede døde 1829, medens de to andre, Carl Hellemann og J. L. Møller, bleve Preſter — turde vel ellers Frederik Barfod og den ſenere Preſt H. H. Bruun være nermeſt til at blive neevnede. til 25-Aars Jubilcet i 1853, og navnlig Barfod er jo oftere optraadt ſom Lejlighedsdigter i fedrelandſt og nor⸗ diſt Aand. Men iblandt de ſmaa Poeter var altſaa ogſaa Frederik Paludan-Müller, og ſtjondt han forſt flere Aar efter lod ſig lokke frem for Offentligheden ved den i 1831 af Selſtabet for de ſtjonne Videnſkaber udſatte Pris for de fire bedſte danſk⸗hiſtoriſte Romancer, faa vidſte dog Kammeraterne om ham, at han allerede under ſin Skole⸗
gang i Odenſe havde ſkrevet Vers, og han havde heller
ikke veret Student mere end en Maaned, for han foreſlog H. C. Anderſen ſammen med ham at udgive et Ugeblad fra Januar 1829 af. „De vil — ſtriver han den 28. Novbr. 1828 til Artiumskammeraten — maaſke forundre Dem over, at dette kommer fra min Haand, fra hvilken De endnu intet Produkt har ſeet, ſom kunde lade Dem formode Dygtigheden til ſligt et Foretagendes ÜUdforelſe. Dog troer jeg, at jeg med et viſt Slags Selobevidſthed tor forſikre, at jeg ikke aldeles er et Muſernes Stedbarn, hvorpaa jeg mener at have et Bevis i den Samling af Digte, jeg for min egen Fornojelſes Skyld har udarbejdet, og ſom befinder ſig hjemme i min Skuffe. Ogſaa troer jeg ikke, at jeg mangler det til et ſaadant Foretagendes Udforelſe nødvendige Humor“. Paludan⸗Müller udvikler derpaa videre, at Bladet burde udkomme to Gange om Ugen, at ingen Overſettelſer eller Udſtrivelſer af andre Blade turde finde Sted „det Dele burde være originalt” — famt at han felv for det Forſte vilde iagttage en ſtreng Anonymitet, „da jeg endnu ikke har gjort mig fordelagtig offentlig bekjendt“. Skulde endelig en tredie Medarbejder behøves, faa kjendte Paludan⸗Müller „Adſkillige, ſom kunde have den nødvendige Kapacitet”, Aaret vrimlede jo af Poeter. Et lille Digt, „Smilet“, fulgte med Brevet ſom Prove, men Anderſen hapde ikke Lyſt til at binde ſig til et Blad, og det vilde jo ogſaa have været en vovelig Gjer⸗ ning i „Den flyvende Poſts“ Dage. Imidlertid turde det ikke vere uden Interesſe at lere et Par af de Digte at fjende, ſom Paludan-Müller dengang havde „liggende i ſin Skuffe“, og med velvillig Tilladelſe fra Digterens Enke ſtulle vi derfor her gjengive to af de ſmukkeſte, ſom ſkrive ſig fra Slutningen af Skoletiden. Vi tage neppe fejl, naar vi anſe dem for velkomne faavel hos vore Leſere i Almindelighed fom hos Digterens efterlevende Studenter⸗ kammerater i Serdeleshed. Opſtriften fylde vi F. L. Liebenberg, i hvis Moders Hus — kgl. Konfesſionarius M. F. Liebenberg var død i Maj 1828 — Fr. Paludan⸗ Müller, tillige med en lidt ældre Broder, boede fit forſte Studenteraar. Den eldſte af Brødrene Paludan⸗Müller havde været forlovet med M. F. Liebenbergs eldſte Datter, men var dod nogle Aar forinden. Imellem de to Rusſer, Fr. Paludan⸗Müller og F. L. Liebenberg, udviklede der ſig ſnart et venſtabeligt Forhold, og i Aarenes Lob ſogte Dig⸗ teren ogſaa — ſom ſaa mange Andre — af og til litterair
Asſiſtance hos ſin ſmagfulde og poeſielſtende Ven fra de
Jaltfald modte de begge med Sange |
unge Aar. J et lille haandſkrevet Hefte med Digte af
forſtjellige Forfattere har Liebenberg opbevaret de to Digte, ſom vi hermed aftrykke.
Barnet ved Floden.
Ved Flodens blaa og ſtille Bande Der fad en dejlig Dreng Med Lokker om den ſkjonne Pande, Han ſkuer ned i Dybets Vande J Flodens ſtille Seng.
Og Stjernen hiſt paa Himlens Bue, Den flart i Dybet ſtod;
Men Maanens ſtjonne blege Lue
Med klare Straaler var at ſtue Som yndig Straaleflod. .
Og Drengen flog det lyſe Øje Mod Himlens Hvælving fro:
„J Stjernefugler evig høje,
Som hiſt gaa eders lyſe Veje, Men nys i Vandet lo!
Kan J forſtaa, hvorfor mit Hjerte Vel ſpulmer mod jer faa?
Kan J forſtaa den tauſe Smerte,
Der ſtjult og ſtille i mit Hjerte Alt længe, længe laa?
Jeg kan ej Vej til eder finde, Til Himlens Morkeblaa,
Thi Lengſel er min Lederinde
Og Lengſel ſtal mit Øje blinde, Og vild jeg ſkulde gaa.
Men her i Dybets ſtille Vover Staaer eders Herlighed; —
Dog Bølger dekke Vejen over,
Den kommer ej igjen, ſom vover At ſtige til jer ned.
Men jeg er ikke bange, ikke Jeg frygter vild at gaa, Paa Bunden ſeer jeg Stjerner ligge, Paa dem jeg hefter mine Blikke, Som rolig klare ſtaa.“
Saa taler han, og ſine Hender Til Afſted ftræffer han, Han Afſtedskys til Landet ſender, Og glade Blikke taus han vender Til Flodens dybe Vand.
Nu ſynker han — nu Vandet ſtiger — Og Stjernens Billed fvandt, Og Maanen med fin Straale viger — Forgjæves efter Lys han biger, Dan aldrig Vejen fandt! —
Der ligger nu den arme Lille, Som vil til Stjernen naa,
Henover Liget Taarer trille,
Og klare Sorgetoner ſtille Igjennem Luften gaa.
Naomi og Ruth. Ruth.
Hvor Du boer, der vil jeg bygge, Dine Lundes kjgle Skygge
Skal og dekke mig; Med mit Øje vil jeg folge Jordans blaa og klare Bølge,
Til den taber ſig.
Naomi. Kjcere Datter, tro Veninde! Kan Du Ro og Lhkke finde Paa en fremmed Jord? Kan Du glemme hine Steder, Hvor din Barndoms lyſe Glæder Og Erindring boer?
Ruth. O Naomi! kan jeg glemme, At Du har min Mahlons Stemme, Har hans klare Roſt, Har hans Blikke fjærlig milde, Har den ſamme rene Kilde J et trofaſt Bryſt?!
Naomi. Men paa Kanaans gronne;Slette Kan Du ingen Krandſe flette For din Hjemſtavns Gud. Herren i vor Loyſang toner, Herren hiſt i Stjernen troner, Herren er vor Gud!
Ruth. Ak, jeg elſker denne Stjerne, Dette ſtille, lyſe Fjerne, j Hvor Jehova boer; Der ffal jeg min Ven jo finde, Der ffal ingen Taare rinde, Som paa denne Jord!
Naomi. Datter, kom til dette Hjerte! Jeg maa elſte denne Smerte, Skjondt jeg frygter den; Jeg maa drikke denne Taare, Skjondt den vil mit Hjerte ſaare Med Erindringen.
Ruth. Intet ſkal da nu os ſtille!
Vi vil leve rolig ſtille, Til vi levet har;
ner og Fjern. Nr. 328.
Da fkal Aanden herlig ſtige, Til det klare Stjernerige, Hvor den længe var.
Fr. Paludan⸗Müllers poetiſte Virkſomhed behøve vi ikke at gjenopfriſte her. Det ſtulde ikke vare mange Aar, for hans rige Ungdomsdigtning nokſom ſtulde godtgjore, at han ikke var noget „Muſernes Stedbarn“, ligeſom tal⸗ rige Partier ſaavel af „Kjerlighed ved Hoffet” ſom af „Dandſerinden“ flulde lægge hans „Humor“ for Dagen.
Naar derfor nu Studenterne fra 1828 om faa Dage ſkulle fejre deres 50⸗Aars Jubelfeſt, vil Mindet om „Adam Homos“ og „Eventyrenes“ Digtere ſelvfolgelig komme til at ſpille en fremragende Rolle imellem de mange andre Minder fra de forſte Studenteraar. For 25 Aar ſiden vare baade Paludan⸗Müller og Anderſen med til „Solv⸗ Artiumsfeſten“, og begge havde ſkrevet Sange til Dagens Ære. Anderſens vil man kunne finde i hans „Livs⸗ Eventyr“; Paludan-Müllers findes kun i det ſerlige Tryk. „Det Interesſanteſte ved hele Feſten — ſiger Anderſen — var det forſte Mode i Forſamlings⸗Salen, det, at gjen⸗ fees med Mange, man i faa lang Tid ikke havde modt; nogle vare blevne tykke og ukjendelige, andre gamle og graahaarede, men Ungdomsſind lyſte i dette Ojeblik ud af alle Øjne; dette Mode var for mig egenlig Bouketten“. Nu ere atter 25 Aar gagede, og de „Gamle og Graahaarede“ ere neppe blevne yngre, men endnu vil en ſmuk lille Skare kunne give Mode ved Feſten. J 1853 foreſloges der under Gildet, ved et fælles Foretagende at bevare Mindet om „Digternes Aar“, og ſyv bekjendte Mænd (A. Skrike, M. Hammerich, Fr. Barfod, L. J. Bruun, F. L. Liebenberg, P. C. Rothe og J. P. Trap) udſtedte fort efter en Ind⸗ bydelſe, der tog fit Udgangspunkt fra den gamle Legende om de „fire ſtore og de tolv ſmaa Poeter“ og opfordrede Artiumskammeraterne til at ſtifte et Legat, under Navn af det Anderſen⸗Paludan⸗Müllerfke Legat, ſom i Tiden ſkulde anvendes til Underſtottelſe for en danſk Digter, der ikke havde offentlig Anſcettelſe. Saavidt vi vide, kom denne Tanke dog aldrig til Udforelſe.
Af de fire „ſtore“ Poeter vil altſaa ingen kunne give Mode paa Skydebanen forſtkommende 22. Oktober, og ſaavel de to virkelig ſtore Digtere ſom H. N. Clauſen, der i 1853 udbragte deres Skaal, høre nu Erindringen og Hiſtorien til, men ligeſom endnu en af Profesſorerne fra det navnkundige Studenteraar, J. N. Madvig, vil kunne hilſe paa fine graanede Diſciple, ſaaledes findes der ogſaa, om end veſenligſt udenfor Poeſiens fnevrere Ene⸗ merker, jaa mange betydelige Navne mellem de Tilbage⸗ blevne; at ogſaa Udenforſtaaende med Interesſe ville høre om deres „Guld-Artiumsfeſt“ og glæde fig over de rige aandelige Kræfter, ſom Studenterholdet fra 1828 til⸗ førte vort Fædreland. ; ;
Nr. 328.
ner og jern. 5
—
Den hellige Agathes Haarlol.
En moderne Legende af Karl Emil Franzos. Fortſat.
Da jeg vaagnede, var det højlys Dag, og min forſte Fornemmelſe var, at jeg havde ſovet for længe. Hurtig bragte jeg mig felv og min Bagage i Orden og gik ned af Trappen. Huſet var tomt, Tjeneſtefolkene vare allerede tagne ud til deres Arbejde. Forſt paa den lille Benk udenfor Doren traf jeg det gamle Par. Stenbonden drillede mig med min lange Sovn, men Konen lob ind i Huſet og bragte mig Frokoſten, ſom hun havde holdt varm til mig. „Hvor⸗ dan fkal jeg gjengjalde Dem det?“ ſpurgte jeg rort. „Ved at tage dygtig til Jer af Retterne“, ſvarede den gamle Mand. „Og ſaa kan J gjerne viſe nogle andre Studenter til Sten⸗ bonden i Waldkirchen, men —“ han truede fkjelmſk med Fingeren — „forſt i Ferietiden!“
Jeg pasſiarede endnu en Stund gemytligt med de gode, hjertelige Menneſker, og da de horte, at jeg vilde ind i det OSſterrigſkte og altſaa kom gjennem Sternegg, paalagde de mig, at jeg dog endelig maatte tage ind til deres Georg. „Det vil glede ham“, ſagde Stenbonden, „han har jo ſelv været Student. Han kan vigtig tale med Jer — og han kan fortælle Jer meget om Loyſl!“
„Hans Velcerverdighed hedder Euſebius“, rettede hans Kone ham, „Men har Du fortalt om den hellige Gjenſtand, han har bragt med fra Velſkland?“
„Rigtigt!“ udbrod Stenbonden. „Den maa J fe i vor Kirke! Der kan J fe, hvad for en from Mand Loyſl var allerede ſom Sortkjole! Da de ſendte ham fra Graz til Vælffland med rigelige Penge i Lommen, for at han kunde ſtudere der i Ro og Mag, ſparede han ſaameget paa ſin For⸗ tæring, at han kunde kjobe en Relikvie og forære den til fin Hjemſtavn! Var det ikke kjont?“
„Ganſke viſt!“ ſvarede jeg. „Hvad er det?“
„Ja, det bor J ſelv fe — Klokkeren boer bag Kirken.“
Efter megen Tak og mange Hilsner forlod jeg det gjæft- frie pus. „Det er formodenlig et eller andet gammelt Ben“, tenkte jeg, „ſom han har tilkjobt ſig paa en Tid, da heller ikke han forſtod „Fauſt“ endnu.“ Men hvorfor ſtulde jeg ikke viſe Stenbonden den Villighed? Jeg tog altſaa Vejen henimod Kirken.
Da jeg gik forbi Preeſtegaarden, fad Skomager⸗Tonl igjen paa Ter elen. Denne Gang var han ædru, men jane i fin pjaltede Dragt, med det aſtegraa Anſigt og de ſkjel⸗ vende Hender ikke ſtort bedre ud end Aftenen iforvejen.
„Vil De tale med Preſten?“ ſpurgte han og reiſte fig. Jeg blev ftaaende raadvild et Ojeblik. „Jamen han er ikke hjemme," fortſatte han. „Han er henne hos Skredder⸗Bartl e Skreœdderen hofter nok Livet af ſig idag — hihi!“
Den gamle Pjalt lo paa en haanlig Maade. Men jeg gik hurtigt videre, for ikke at høre længer paa denne hæfe Skratten. Da markede jeg hurtige Skridt bag ved mig —
raabte „Vent — faa ffal jeg kalde paa
det var Tonl. „Vil De ſe den hellige Gjenſtand?“ han aandelss efter. mig, Klokkeren.“
„Jeg kan godt ſelv kalde paa ham!“ ſagde jeg afver⸗ gende og gik videre. ;
„Nej, nej!“ raabte Drukkenbolden indtrængende og blev ved at lobe ved Siden af mig. Er det Meningen, at han vil have Lejlighed til at tjene en Drikkeſkilling? tenkte jeg. Men det var det ikke. Thi da han kom tilbage med den Efter⸗ retning, at Klokkeren kom ſtrax, og at jeg vilde rœkke ham et Par Kreuzer, viſte den pjaltede Fyr dem tilbage. „Nej,“ bad han, „De kan gjore mig en anden Tieneſte: tag mig med, at jeg ogſaa kan komme til at fe den hellige Gjenſtand!“
„Har J da ikke ſeet den endnu?“ ſpurgte jeg.
„Jovel, jovel!“ var Svaret, „men ikke ſaa ofte, ſom jeg gjerne vilde. Det er jo min eneſte Glæde.” Og hans rodkantede Ojenlaag begyndte ſtaerkt at blinke — Menneſlet havde Taarer i Øjnene.
„J græder jo,“ ſagde jeg næften forbløffet. Men i det Samme kom Klokkeren med det raslende Noglebundt. Det var en tyk Mand med et rødt, vidtloftigt Anſigt; han be— vægede fig med megen Verdighed og bar en lang, fort, halv præftelig Dragt. Til bette Ydre ſparede ogſaa hans fede, ſalvelſesfulde Stemme og hans Tale, ſom ved ſit ſtive Hoj— tydſt ikke gjorde noget faa imponerende Indtryk, i det Mindſte paa mig, ſom den forøvrigt fortjente ved fit Indhold og fin Form.
„Hilſen med Gud!" begyndte han. „De onſter at beſe dette Kriſti Tempel og at tilbede den deri opſtillede Hellig⸗ dom?“ Jeg nikkede. „Gjerne“, vedblev den værbige Mand, „vil jeg aabne det for Dem ſamt give Dem den nodvendige Forklaring, hvorvel dette er en færlig, i min Beſtalling ikke foreſkreven Ulejlighed! Thi vel bliver denne Helligdom beſogt af mange Pilgrimme ſaavelſom ogſaa af Saadanne, der til- feldigvis komme denne Vej, men iftun Faa vide, at jeg hverken ſom Klokker eller ſom Skolelerer her paa Stedet er forpligtet hertil, men at det meget mere er, om jeg faa maa ſige, en frivillig Ydelſe!“ Han ſaae ſporgende paa mig; jeg
nikkede igjen.
„Saa kom da!“ Han lukkede op, flog en af de fvære Dorfloje op indefter og opfordrede mig med en Haandbeve⸗ gelſe til at trede ind. Men foran mig og ind under den majeftætiff hævede Arm ſmuttede Tonl ind i Kirken.
„Skomager⸗Tonl,“ ſagde den Verdige og rynkede Bry⸗ nene, „Skomager⸗Tonl eller, ſom J egenlig hedder, Anton Weinlechner, pak Jer bort, thi J er en Pjalt!“ :
„Aa, Klokker,“ mimrede den gamle Mand. „J veed jo, hvor mit Hjerte hænger derved! Aa, giv mig Lov, Klokker!“
„Skomager⸗Tonl!“ ſpvarede denne, „J giver mig des⸗ værre, trods gjentagne Formaninger, ikke den rette Tiltale og den mig tilkommende Titulatur. Thi vel er jeg Klolker her paa Stedet, men jeg er tillige Skolelerer, og den fidftnævnte Titel tilkommer mig ſædvanligvis, ſaaſom den repreſenterer det anſeligſte Embede. Men i ethvert Tilfælde tilkommer det mig at blive faldt Hr. ..
„Klokker,“ jamrede den uforbederlige Skomager⸗Tonl, det er jo mig, ſom har bragt Herren der, og Herren har givet mig Lov!“
Den tykke Mand traf paa Skuldrene, ſage ſporgende
Reer og Fjern.
Nr. 328.
paa mig, og da jeg atter nikkede, ſkred han fremad henimod Alteret.
„Hvad De her har hort,“ bemærfede han derhos ſuk⸗ kende, „gjentager fig desværre nogle Gange om Dagen. Thi hvad jeg end ellers maa lide under den herværende Bonde⸗ befolknings Mangel paa Dannelſe, faa kranker Undladelſen af den mig tilkommende Titel mig dog mere end alt det Andet. Da jeg kom hertil og disſe udannede Menneſker erfoer, at jeg hed Franz Xaver Hoiſenroither, da vilde de endogſaa kalde mig den „tykke Franzl“. Dette blev imidlertid paa det Beſtemteſte tilbageviſt, men Titelen „Hr.“ er endnu ikke vun⸗ den, ſtjondt jeg hverken har ladet det mangle paa venlige Bonner eller alvorlige Formaninger, og —“
„Hr. Skolelœrer,“ faldt jeg ham i Talen, „hvad dette angaaer, vil vi fætte vor Lid til Fremtiden og den Slegt, De opdrager. Men nu var det Relikvien!“
Den tykke Mand følte fig ſmigret og ſmilede. „Som jeg feer”, ſagde han, „er De en dannet ung Mand, maaffe endog en Foſterſon af den Videnſkabelighed, ſom flyder fra Graz⸗Hojfkolens Bryſter?“ Jeg nikkede. „J ſaa Fald”, vedblev han, „ſkal jeg viſe Dem Alting med den ſtorſte Noj⸗ agtighed, thi ogſaa jeg har dyrket den ſamme Videnſkabelighed, desverre ikkun til den tredie Gymnaſialklasſe, ſaa at jeg føler mig, om jeg fan maa ſige, aandelig beſlegtet med Dem og forpligtet til enhver Tjeneſte. Thi vel har Livet ſenere —“
„Hr. Skolelorer“, afbrød jeg ham igjen, „Deres Dan⸗ nelſe er endnu mere fremtrædende end min! Men jeg vilde gjerne fe Relikvien —“
„O, den utaalmodige Ungdom!” udbrød han med et velvilligt Smil. „Nogle hiſtoriſke Data ere imidlertid uund⸗ gaaelig nødvendige! De maa da vide, at denne Kirke er indviet til den hellige Agathe, af hvilken Grund ogſaa mange Pigeborn her i Egnen ere døbte med dette Navn, Den har udviklet fig af et Kapel, ſom blev bygget i det femtende Aar⸗ hundrede. Hvad Bygmeſteren angaaer, fan er det antageligt, at han har veret en from og gudsfrygtig Mand, ſaa og at han ſerlig har dyrket den nævnte Helgen, hvorvel Saadant desverre ikke findes opfkrevet og bevaret nogetſteds. Ogſaa hans Navn er ubekjendt, dog har det ſandſynligvis efter hin Tids Skik været en Ridder med Harnift og Jernhoſer —“
„Hr. Skolelcerer,“ ſpurgte jeg i en noget ſkarp Tone, „Relikvien er vel i Alterſkrinet?“
„Ja, det er den!“ ſparede Manden ſynlig krenket og vendte ſig mod Skrinet. Skomager⸗Tonl var allerede under vor Samtale ſmuttet derhen og laa pan Knee med Anſigtet trykket mod det ſmukt udſkaarne Træværk og omfavnende det med begge fine Arme. En heftig Sfjælven foer igjennem hans fkrobelige Legeme.
„Skomager⸗Tonl!“ ſagde Klokkeren, „denne Herre her er utaalmodig og vil blot ſe og ikke hore. Giv Plads, at jeg kan lukke op, Skomager⸗Tonl!“
„Ja, ja!“ hulkede denne, rykkede til Side paa Knæerne |
og loftede fit taarevedede Anſigt. „Luk op, Klokker, at jeg
kan beffue den fkjonne Gjenſtand!“
„For Jeres Skyld fkeer det ikke!“ bemerkede den vær= |
dige Mand iretteſettende. Men for min Skyld ſyntes han desværre heller ikke at ville gjøre det ſtran. Thi endnu en⸗ gang vendte han ſig om imod mig og ſpurgte:
„Kjender De den hellige Agathe?“
8 902
„Saa veed De altſaa,“ vedblev han desuagtet, „at denne Helgeninde var en Edelbaaren Froken, ſom levede i den Stad
* 3 4 ; :
bauſet, ja forſkroekket tilbage.
Catania paa Øen Sicilien, hvor Pommerantſerne groer og hvorfra man undertiden fager Italienere til Jernbanearbejde. Hendes Forældre vare Herregaardsfolk, ſom dog boede i Byen; det var fromme, gudsfrygtige Folk, ſom gav deres Barn en omhyggelig Opdragelſe, ſaa at hun, efterat hun havde beſogt den katholſke Pigeſkole i Catania og tillige havde faaet grundig Undervisning i Franfk og Haandarbejde, ud⸗ meerkede ſig ikte mindre ved verdslig Dannelſe end ved kriſtelig Fromhed. Men desværre beſad hun ogſaa et ſtjont Legeme og et fint Anſigt, thi hvorvel dette ellers ikke plejer at være nogen Ulykke for et Fruentimmer, ſaa kom den fromme Agathe dog i Fare af den Grund. Thi hun levede ikke i vore Dage, ja ikke engang i Maria Thereſias Tid, men for ſextenhundrede Aar ſiden. Og dengang var det endnu en haard Tid for Kriſtendommen, thi Joderne var da endnu talrigere end nu, og desuden fandtes der ſaare mange Hedninger, ſom dyrkede en ſtjendig Vellyſtning ved Navn Jupiter ſom deres Afgud og ligeledes ofte afbildede et letſindigt Kvindemenneſke ved Navn Venus ganſke nøgen i Marmor og tilbad hende. Denne ſyndige Vantro deltes ogſaa af Romerne, ſom dengang be⸗ boede den Stad Catania. Nu kan man nok tenke ſig, hvor udannet og uſedeligt et Folk maa være, naar det dyrker et nogent, berygtet Fruentimmer ſom Gudinde, og desværre var ogſaa den Kredsforſtander, ſom dengang herfkede over Catania i den romerſte Kejſers Navn, en vellyſtig Perſon. Hvergang han jane en kjon Pige, flæbte han hende ſtrax ind i ſit Hus. Nu fulde til al Ulykke denne Kredsforſtander, ſom hed Quin⸗ tilianus, meget ofte netop gjennem den Gade, hvor Agathes Forældre boede i deres eget Hus, og han fane hende ſidde ved Vinduet, og han ſyntes færdeles godt om hende allerede i Fraſtand ſeet. Men endnu bedre ſyntes han om hende, da han engang en Sondagformiddag modte hende paa Gaden, da hun kom fra Mesſen, og han traadte hen til hende og ſagde: „Jeg ſynes godt om Dig — kom hjem til mig!“ Men hun ſvarede: „Gaa din Vej, jeg er en anſtendig Pige!” Da ſagde han videre: „Er Du en anſtendig Pige, faa vil jeg tage Dig til min Huſtru!“ Men hun ſvarede: „Hos Romerne gaaer det til ligeſom hos Tyrkerne, de tage ligeſaa mange Koner, de vil. Men ſelv om det ikke var Til⸗ fældet, fan vil jeg dog ikke være din Kone, thi Du er en Hedning!“ Saa blev Kredsforſtanderen vred og vinkede ad nogle Politibetjente, og de flæbte Frokenen hjem til ham. Og nu ſagde han: „Foj Dig efter min Villie, ellers lader jeg Orene fljære af Dig.“ Men hun ryſtede paa Hovedet. „Foj Dig efter min Villie“, ſagde han ſaa igjen, „ellers lader jeg Bryſtet ffjære af Dig.“ Da ſagde hun: „Skjer af, hvad Du vil — jeg vil do ſom en dydig Kriſtenpige.“ Og faa lod han hendes højre Bryſt ffjære af, og derpaa —“
„Holdt!“ raabte jeg, „jeg fjender Hiftorien.” Jeg kjendte den virkelig, om end kun tilfældigt. Da jeg nemlig i Efter⸗ aaret forud havde opholdt mig i Florens, havde Sebaſtiano del Piombos Billede, ſom findes i Palazzo Pitti og paa en gruopvæffende-ffjøn Maade fremſtiller denne Helgenindes Mar⸗
| tyrium, grebet mig jaa ſteerkt, at jeg efter min Hjemfomft
havde gjennemlæft Beretningen herom i Acta Sanctorum.
| Det fortalte jeg Klokkeren, for at forklare ham min Afbry⸗
delſe, og jeg føjede til: „Maleren har fremſtillet hende ſom en herlig, yppig blomſtrende Jomfru, og ſom en Kongekaabe bolger det morke Haar hende ned om Skuldrene!“
Men neppe havde jeg udtalt disſe Ord, for jeg veg for- Thi de udøvede en ſelſom, ſterk og for mig gaadefuld Virkning paa begge mine Til⸗
Nr. 328.
Nær og
Fjern. 9
horere. Skomager⸗Tonl var ſprungen op ſom ſtukken af en Ogle, han knyttede Hænderne imod mig og raabte: „J lyver! — hendes Haar var guldgult!“ Klokkeren var bleven ligbleg og blev nu morkerod og greb mig med ffjælvende Haand i Armen: „Var hendes Haar virkelig mørkt?”
Et Sjeblik var jeg tilmode, ſom om jeg var kommen ind i et Galehus. „Paa Billedet er det neſten fort!" ſparede jeg.
„Og Maleren,“ vedblev Klokkeren, „er han en paalidelig Mand, ſom har afbildet den hellige Perſon, ganſke ſom hun var?“
Nu kunde jeg ſmile igjen. „Nej!“ forſikrede jeg, „Se⸗ baſtiano har ikke kjendt Helgeninden perſonlig!“
0 Manden drog et lettende Suk, flog Kors for ſig og «vendte Ojnene op mod Kirkens Tag. „Jeg takker Dig, Herre!“ udbrød han. Og henvendt til mig ſagde han med Salvelſe: „O kjere Hr. Student, hvilken Byrde er ikke falden fra mit Hjerte! Thi dette Hjerte er, naar jeg ſelv fkal ſige det, et ægte kriſteligt og hænger ſerlig ved denne Relikvie her. Vel har ugudelige Spottere ofte tvivlet om dens Egthjed, men det var altid kun af ond Villie og uden nogenſomhelſt virkelig Grund. Men hvis den omtalte Maler, Hr. Sebaftian, der jo forreſten fan være en meget ffiffelig Mand, hvis han tillige havde været paalidelig og ſamvittighedsfuld, faa vilde det have været meget førgeligt for mit Hjerte. Og i Ser⸗ deleshed“ — og ved disſe Ord foer haſtig ſom et Lyn et modbydeligt, lumfft Smil over hans Anſigt — „i Serde⸗ leshed vilde det have været en fatal Hiſtorie for vor fjære, velcerverdige Bræft her pan Stedet. Thi hvad gjemmes i bette Skrin, min kjcre Hr. Studioſus?“ Han ſlog Laaget tilbage og ſagde: „En ægte Lok af den hellige Agathes Hoved, og den er blond ſom Guld!“
„Ja, ſom Guld! — ſom Guld!“ hulkede Skomager⸗ Tonl, trængte fig frem og aabnede fine Øjne paa vid. Gab, ſom om han ikke kunde indſuge Synet graadigt nok. Hans falmede og furede Anſigt havde derhos et Üdtryk af inderlig, ſmertefuld Andagt, ſom man aldrig ſkulde have tiltroet dette Menneſke. Jeg faae derfor mere paa ham end paa Relikvien, da jeg traadte hen til Skrinet. Thi den var der ikke meget at ſe ved. Paa en lyſeblaa Pude, der beſkyttedes af en tyk Glasplade, laa en Lok af unægtelig ſmukt, ja herligt rod⸗ blondt Haar. Ved Siden af laa en lille Votivtavle, ſom i Guldbogſtaver paa hvidt Porcelain bar Indffriften :
DIE CORP. DOM. MDCCCLXIIl.
„Hvad for Noget?“ ſpurgte jeg, „har Relikvien forſt været her i Waldkirchen fra Kriſtilegemsfeſt 1868 af?“
„J Waldkirchen har den været meget længer”, ſparede Klokkeren, „men forſt fra den Dag af har den været her i Kirken og tilgængelig. for almindelig Tilbedelſe. Tillad mig at berette de nærmere Omſtendigheder ved denne mærfelige Begivenhed.“
Han trak Vejret dybt — jeg havde aabenbart en længere Fortelling ivente, men dennegang imodeſaa jeg den ikke med Bekymring, men tvertimod med den ſtorſte Spænding.
Sluttes.
„Drot' og „Jun 1 hiftorifk Belpsning.
J denne Tid, da et Emne, Barndommen af, er blevet Gjen muſikalſt Behandling, turde det v Ret i alle Maader ufortalt — o
der har grebet os Alle fra ſtand for en ſmuk poetifk⸗ ære pasſende — Digterens gſaa at pege paa Hiſtoriens
Ret overfor deslige populaire Emner, hvor Digt og Virke⸗ lighed flænge have været faa ſterkt blandede, at det for Almenheden, ja ſelv for den, der iøvrigt har ikke faa litte⸗ raire Forudſœetninger, vil være vanffeligt at holde dem ud fra hinanden. Vi have derfor ment, at det kunde have Interesſe for vore Leſere at fjende Noget til den nyeſte hiſ torifte Behandling af Emnet: „Drot og Marſt“, en Behandling, der i flere Henſeender frembyder nye Synspunkter og inter⸗ esſante Enkeltheder. Det er en i „Hiſtoriſt Tidsſtrift“ for 1873-74 optagen Afhandling (68 Sider ſtor) af cand. jur. Jul. Martenſen: „Erik Glipping og Marſk Stig i Middelalderens Annaler og Viſer“, af hvis Reſultater, ſom dog naturligvis ikke kunne gjeelde for Hiſtoriens ſidſte Ord om Emnet, vi i det Folgende fkulle forſoge at give et Uddrag.
Forf. begynder med den Bemerkning, at den nyere Hi— ſtorieſkrivning jevnligt har benyttet alle de bevarede middel⸗ alderlige Aarboger ſom Materialſamling, uden Henſyn til deres Affattelſestid, og ligeledes været tilbøjelig til at bruge Mid⸗ delalderens Viſer ſom Kildeſkrifter. At man navnlig maa lægge Vogt paa de ſamtidige Aarboger og anvende mere Kritik, jo længere deres Affattelſestid ligger fra Begivenhederne ſelv, er dog indlyſende. Og vel kan en Tradition være be— varet os i en Folkeviſe; men „Viſer ere dog kun Viſer“ og kunne tilmed ofte ſkrive ſig fra en langt ſenere Tidsalder end den, de beſynge.
J Erik Plovpennings Mord feer Forf. et Forſpil til det blodige Drama i Finderup Lade. Ophavsmand til hint Mord var Sonderjyllands Hertug, Kongens egen Broder, og under Kriſtoffer den Forſte og Erik Glipping var Kongemagten ſtadig lammet af de Stridigheder, ſom Abels 28 forvoldte. Abels Sonneſonner, Junker Valdemar og Junker Jakob, fif kun nod⸗ toungent Lehn af Kong Erik, — den Leldſte Sonderjylland, den Yugſte Norrehalland — og begge vare hojſt utilfredſe med Betingelſerne. Fremdeles havde Erik Glipping Strid med Norge om Arveſager, fan at de danſke Kyſter heergedes nord—⸗ fra. Kongen var altſaa ſtedt i Kamp med Vaſaller og Naboer paa alle Kanter, og han havde nylig grebet og fengſlet den jydſke Hertug og tvunget ham til et ydmygende Forlig, da Snigmordet i Finderup fuldbyrdedes.
Der hvilede noget Hemmelighedsfuldt over denne Udaad. Den var udført ved Nattetid paa et enſomt Sted, hvor Kongen havde lagt fig til at ſove, træt af Jagten, fom der fortælles. Og dog var Kongemordet ſtrax en aabenbar Kjendsgjerning; dette var ingenlunde Tilfældet, da Erik Glippings Farbroder „forſvandt“ paa Slien, eller da hans Fader blev ombragt i Ribe ved Gift. Stjondt viſtnok misteenkt for Delagtighed i Mordet, blev Hertug Valdemar nu Formynder for den unge Kong Erik; men ni af Landets forſte Adelsmend, deriblandt Grev Jakob og Marſt Stig, anklagedes for Gjerningen. Dommen lød paa Fredloshed og Godskonfiskation, og Kirkens Ban fulgte efter. Men jelv vilde de Lopfeeldte ikke erkjende fig ftyldige og forlangte at renſe ſig med Ed. Hjulpne af den norſke Konge hjemſogte de nu i flere Aar de danſke Kyſter, brendte Middelfart og Hindsgavl og ſenere Helſingor, ja kom paa deres Plyndringstog lige ned til de ſydlige danſke Der. Marſt Stig, der forſt havde indtaget Brattingsborg, ſatte fig neſte Aar faſt paa Øen Sjælm, ſom erkleredes for norſk Ejendom. Kirkefyrſten i Danmark, Erkebiſkop Jens g med de Fredloſe og led ilde Medfart Ogſaa Kong Byrge af Sverig udſtedte r Grev Jakob og en anden Fredløs,
Grand, ſtod i Ledto af den unge Konge. et Beſtyttelſesbrev fo
6
1 R
Nær og Jern. É .
Nr. 328.
Omſider da Marſk Stig og de fleſte andre Domfældte vare | Anfører for de Sammenſvorne har Marfi Stig dog
døbe — Rane Jonsſon henrettet udenfor Roeskilde — ſluttede Erik Menved Fred med Kong Haakon og ødelagde derefter Borgen paa Hjælm. Fra Sverig og Norge proteſteredes der vel herimod, men uden videre Følger; den danſke Konge til⸗ bagegav paa Kong Haakons Forbon de Domtes Slægt deres modrene Gods til Bortſalg, og endelig faſtſatte de folgende tvende Haandfeeſtninger endnu fordelagtigere Vilkaar for de Fredloſe.
At de Domfældte virkelig vare de Skyldige, ſynes dog ingen af Middelalderens Skribenter at have betvivlet; i denne Henſeende paaberaabes „Folkets Roſt“ af den kongelige Sag⸗ fører i Procesſen mod Jens Grand, ſom førtes for Pavens Domſtol, og hvis Akter endnu ere bevarede. Den hoje Gejiſtligheds Stilling til Kongemordet er betegnende: alt tidligere har den erklæret fig for Abels Et ſom de rette „Kongsemner“. Men ifølge Anklagen har t. Ex. Erkebiſkoppen fort ſaadan Tale: „Det var Skade, at Kongen ikke allerede for 12— 16 Aar ſiden var bleven drebt, faa havde han intet Afkom efterladt“; og endvidere: „At det var ham (Erke⸗ biſkoppen) ligegyldigt, om Hertug Valdemar eller en Jode, Saracen eller Hedning eller den lede Djævel var Konge i Danmark, naar det kun ikke var en Son af Erik Glipping.“ Erkebifkoppen ſoger paa fin Side at retfeerdiggjore fig felv og de Fredloſe; han henviſer til de Tjeneſter, ſom flere af disſe have ydet den Dræbte, og paaberaaber fig Nogles Alibi; kun Rane havde været hos Kongen, men „af al Magt, ſtjondt nøgen og ubevæbnet, ſogt at forſvare ham.“ Den kongelige Sagforer ſigter ogſaa med Beſtemthed kun en Enkelt, Arved Bengtsſon, for at have været med i Gjerningen. Dog: Kongemordet var et Faktum; hvem vare da de Skyldige? Flere Steder i Akterne antydes det, hvorledes de Sagſogte onſkede Voldsgjerningen forklaret. Retstilſtanden i Danmark var uſikker, de tidligere Kongemord vare forblevne uſtraffede og Kongen var tildels Skyld i Lovlssheden; Erke⸗ biſkoppen ſiger, at han veed, „for hvilken elendig Aarſag hin Konge, der havde ført et uſtikkeligt Liv og i umaadelig Grad forfulgt Kirker og geiſtlige Perſoner, var bleven myrdet paa det misteenkelige og enſomme Sted”; og han vil opgive fin Hjemmelsmand for Paven.
Det nævnes da ogſaa ſnart — t. Ex. i en lybſk Aarbog fra 1324 — ſom et beſtemt Rygte, at „Kong Erik var myrdet af fine Hirdmeend paa Grund af fin Utugtighed.“ Men i vore egne Kloſterannaler fra den allernærmefte Tid efter Drabet, t. Ex. de esromſke og Ry Kloſtexs, findes ingen Aarſag angivet; de ſidſte udtale fig ffarpt baade mod Mor⸗ derne, „Kongens egne Mænd, hvem han havde elffet højt,” og mod den dræbte Konge, ſom „plyndrede Kirker” og „med fine Heſte og Hunde forarmede de Kloſtre, hans Fædre havde bygget“. J andre Provindſer har Kongen dog ſikkert været yndet af Geiſtligheden; i det gamle lundſke Kalendarium ſtaaer der ved „21. November“: „Kong Erik Kriſtoffer⸗ ſon, hojlovlig Ihukommelſe, faldt for Niddingers Dolke i den hellige Cecilies Nat, gruelig ombragt i ſin egen Seng af fine Mænd. Hvile hans Sjæl i den evige Fred!“ Kun i en eneſte danſk Middelalderkrsnike — fra Valdemar Atter⸗
dags Tid — beſkyldes Kongen for Ukydſthed, for „at have | munkekapperne, om den falſke Rane, der forſvarer fin Herre
krenket adelige Fruer“; men dette ſettes ikke (ſom i Lybekker⸗ annalerne) i Aarſagsforbindelſe med Mordet. Det er forſt Folkeviſerne og et Par Aarboger fra Unionstiden, ſom udtale, at Kongen blev myrdet, fordi han havde krenket Marſk Stigs Huftru.
neppe været. Efter Hvitfeld indtog Grev Jakob denne Plads, hvorimod Marffen førft traadte op ſom Leder i de følgende Krigstider. At Grev Jakob har været den egenlige Hoved⸗ mand, kan maaſke ogſaa leſes ud af Anklagefkriftet mod Erkebiſkoppen, og det ſiges ligefrem i et Par Skrivelſer fra Erik Menved, hvis Indhold er gjengivet i en islandſk Saga. Marfk Stig maatte derimod efter den Stilling, han tilforn havde bekledt, være ſelofkreven Krigshovding, og Hjelms Erobring var en faa meerkelig Bedrift, at hans Navn derved kan have overſtraalet de øvrige Kongemorderes i en folgende Tids Erindring. J et Par Munkeannaler (deriblandt en plattydſk) fra det nærmefte Aarhundrede efter Mordet fe vi dog allerede Herr Stig omtalt ſom Hovedperſonen baade i Mordgjerningen og i den folgende Kamp. Men endnu intet Ord om hans Huſtru. Forſt de ovennævnte to Aarbsger fra Unionstiden — begge af ſvenſfk Herkomſt — nævne hende. Den ene beretter ſom et Sagn, at Kong Erik „Klipping“ myr⸗ dedes, fordi han havde krenket og voldtaget mange, endog adelige Huſtruer, deriblandt Marſkens, Ridder Stigs Frue. Den anden, det visbyeſke Minoriterkloſters Annaler, har meget forvirrede Meddelelſer om den danſke Middelalder i det Hele og taler om vort Emne ſaaledes: „Merk, at i Herrens Aar 1287 () blev den danſke Konge Erik Kriſtoffer⸗ ſon ombragt — — — i Landsbyen Finnetorp i Nørrejylland af Palne Litle, Svigerfader til Kongens egen Marſk, Herr Ridder Stig, efter Marfkens Foranſtaltning i Anledning af hans Huſtru“; og derneſt ſkildres noget eventyrligt Stigs „forſkrækkelige Soroveri“ fra Sen Hjælm og hans Sonners Skjcbne efter Faderens Dod. Her findes ikke mere Spor af, at Kongen er falden for en ariſtokratifk Sammenſveegelſe; der tales om en enkelt fornærmet Wgtemands Hevn og Be⸗ drifter. J Chriſtiern Pederſens Kronike fra Reformations⸗ tiden er Sagnet om „Herr Marſti“ yderligere udſmykket, og der ſpores en umiskjendelig Indflydelſe af Viſerne; alle de Sammenſvorne modtages paa ſamme Maade ſom Marfk Stig af deres Huſtruer ved Hjemkomſten fra det fvenffe Felttog (i 1275 — ſaa at Hævnen bliver temmelig ſen); og Grunden til Huſtruernes Krenkelſe ſiges at være folgende: Adelen knurrede over en Slegfred, Kongen havde ophøjet over Rigets Fruer; disſe bleve da, medens Ridderne vare i Leding, hentede til Kongen, en efter anden, ſaa at han og Slegfreden omſider ved et Gjeſtebud kunde hovere over dem alle. —
Hvor gamle ere da Marſk⸗Stig⸗Viſerne? Thi herpaa vil det veſenligt bero, hvilken hiſtorifk Bærd, der maa tillægges dem. Viſerne ere nu ſikkert af forſtjellig Alder; fra en Tid, der ligger ſelve Begivenhederne ner, mener Forf., at de Viſer umuligt kunne være, i hvilke Marfken fremſtilles ſom Deltager i Mordet og fin Huſtrus Hævner, Hvor magtpaaliggende det var for de Fredløjes Parti at fage de Lovfældte frikjendte for Mordſigtelſen, er allerede antydet. J de ældre Viſer, ſom beſynge Marſken, er derfor kun den uovervindelige Kraft, hvormed Helten byder Kongemagten Trods, forherliget. Den, der har Omkvedet: „Nu ſtager Landet i Baade”, og ſom meddeler flere Biomſtendigheder ved Mordet, om Graa⸗
ved at hugge i Bord og Benke, og om den liden Smaadreng, der bringer Dronningen Ulykkesbudſkabet, — denne Viſe nævner ikke Marſk Stigs Navn og handler aabenbart ikke om ham. Og dog mas Viſen kaldes hiſtoriſk og har ſikkert havt
EN EN,
Nr. 328.
Nær og Fjern.
10
fit Udfpring i den nærmefte, Tid efter Mordet. Til en Be⸗ retning om det virkelig Pasſerede kan den da tyde det Bidrag, at de Sammenſvorne, „ſom alle vil Herrer være” og „deres rette Herre vilde ſvige“, viſtnok have udſendt Morderne for⸗ kledte ſom Graamunke „med Koldheetter“. J de nævnte ſvenſk⸗danſke Annaler ſkildres ogſaa Mordſcenen: Kongen havde været pan Jagt og laa om Natten og ſov i en Lade, da [hv bevæbnede Mænd ſneg fig ind med en Logte; en af disſe dræbte Kongen ved at bore en Dolk gjennem hans
Hoved, ſom hvilede paa Haanden, hvorefter de alle gjennem⸗
ſtak Liget.“)
Saarenes Antal angives i de eldſte Beretninger til 56, og ſamme Tal nævnes i den tydffe Minneſanger Rumelants Digt, der aabenbart er forfattet kort efter Mordet:
„uf einem bette, da er ſlief, ſechs und fünfzie wunden tief durchſtachen im die reden” (9: Keemperne).
At Kongen har ligget i en Seng (nøgen efter Middelalde⸗ rens Skik), ſiges jo ogſaa i Procesſen mod Erkebiſkoppen;
men dette er ikke uforeneligt med Traditionen om Laden.
Denne Tradition udſmykkes yderligere af den ſtore Marſk⸗ Stig-Viſe, ſom lader Kongen ſige til fin Kammerſvend:
„Rane, Du lukke den Ladedor, Som jeg monne Dig tiltro!“
hvilket Hverv Forrederen flet opfyldte:
„Det var ikke andre Sværd eller Spjud, Som monne for Doren ſtaa,
Det vil jeg for Sanningen ſige,
Han ſatte derfor to Straa.“
Rumelants Sange aande den dybeſte Forbitrelſe mod Morderne. Alle Konger, Fyrſter, Herrer, Riddere, Vebnere, Gejftlige og Lege, Høje og Lave, Jøder, Hedninger og Kriſtne anraabes om at hjælpe til Hævn;
„Ze Jütland in dem norden, dar iſt begangen mortlich mort.“
Digteren haaner Morderfkaren: „Si mugen wol küene recken ſin;
„deres Farve og Kjekhed er borte, de veed ikke Raad, de vilde gjerne være den unge Konges Tjenere og anſtille ſig uſkyldige!“
Ogſaa Annalerne ytre fig kun med Misbilligelſe om Gjerningen og kalde Marſken en Sorover.
For den poetifke Anſkuelſe derimod, ſom havde Sympa⸗ thi for den Enkeltes Kamp mod Landsherren, blev Hjælm en beundringsværdig Borg og Marſk Stig en ideal Skikkelſe, og hvis den Daad, for hvilken han domtes, virkelig var hans,
) Prof. Kornerup har i „Aarboger for nordiſk Oldkyndighed og Hiſtorie“ om Erik Glippings Grav i Viborg Domkirke — den Kirke, fra hvis Krypt „Vaadeſangen⸗ over Kongen lod i 3—4 Aarhundreder — meddelt en Del Notitſer, hvoraf her Fol⸗ gende: Da denne Grav 1708 blev aabnet og flyttet, fandtes Kon⸗ gens Hjerneſtal fuld af en Mængde trekantede Huller, J Egetros⸗ kiſten var bl. A. nedlagt hans Sværd med Korsfeſte, og ved Liget laa i en Sølvæffe den indviede Hoſtie, ſom ikke var bleven Kongen til Del i hans Dodstime; Aefken bar den Indſkrift (paa Latin): „Her er Brodet, ſom giver Løfte om det ſande Liv.“ Kirkens Brand 1726 ødelagde Reſterne af Kong Erik; men ved en 1863 af Kammerherre Worſaae foretagen Underſogelſe af Kirkegulvets Murgrus ſtadfaſtedes fuldkomment denne Beſkrivelſe af Gravens forſte Aab⸗ ning. De nu fundne Levninger af Liget og de derved nedlagte Gjenſtande ere atter gjemte i Graven efter Kirkens Reſtauration.
gjordes den til en ridderlig Hævn. En ſtemningsfuld lille Folkeviſe lader de Fredloſe, hvem „Kongen er bleven vred“, modes paa Heden og det hedder da:
Vi vil ſlaa en Raad paa,
Og tage, hvad vi tage maa,
Der vi er dreven af Danmark.
Det ſvared den unge Herr Marſt Stig:
For ſtal jeg lade mit unge Liv.
Bi vil bygge et Hus paa Hjeelm, Vi frygter ikke for Kongen af Danmark ſelv; —
Denne Viſe har Prof. Grundtvig ſtillet ſidſt i Relken; Hr. Martenſen mener derimod, at den bor ſtilles allerforreſt. Her beſynges Marffen netop i fine hiſtoriſke Omgivelſer. Han er en Ridder ſom de andre, omend den ypperſte, dengang han i den dramatiſk opfundne Raadſlutning paa Heden nægter at bøje fig for uhjemlede Konge-Magtſprog. At denne Viſe er den forſte i Tidsfolgen, ſees allerede af Betegnelſen „Marſt Stig“; alle de andre have det fordrejede Navn Marſti eller Maſti.
J de øvrige fire Viſer, de mere fortællende i Modſeet⸗ ning til dette Situationsdigt, er Marſken ikke en Anfører for mange Jævninge, men en enkelt Ridder, der i Kampen mod Kongen kun ledſages af Huskarle. Den korte og rimeligvis eldſte af disſe Viſer, der ligeſom to af de andre har Om⸗ kvcedet: „Min ædle Herre, hin unge Herr Marſti“, har ſkildret ham ſaaledes, ſom det i en ældre Tid maatte ffe i de Kredſe, hvor Viſer til hans Forherligelſe kunde ſynges, nemlig ſom den ſagesloſe Ridder, der af den unge Kongefon er ſigtet for Mordet og dømt fredløs. Den Stolte vil ikke lade fig tue, men bliver ſtagende midt i Landet i en uovervindelig Stilling mod alle Kongens Mænd: dette er Sangens Emne. Huſtruen, hvem Helten „om Midienat“ fortæller fine onde Drømme,
ſiges ikke at være frænfet af Kongen og ſpiller overhovedet kun ſamme Rolle ſom den tragiffe Helts „Fortrolige“ i ad—
ffillige eldre Viſer; denne Fortrolige er ſnart hans Moder, ſnart hans Svend, ſnart hans Huſtru. Her tyder nu Huſtruen Drommene ſom gode Varsler; men Helten ſelv har morke Anelſer:
„Imorgen ffal Hoffet holdes
For Sonden ved den Aa (5: ſyd for Kongeagen);
Volder det rige Kriſt i Himmerig,
Hvem Kongens Dod gjelder paa!”
Frejdig rider dog Marffen med fit Folge til Danehoffet og verler hvasſe Ord med Enkedronningen; den unge Konge» ſon træder forbitret frem, giver ham Skyld for det lonlige Kongemord og erflærer ham fredløs uden at tilſtede ham Forſvar. Men Marſken vil ikke rømme af Landet og trodſer Kongens Mænd paa fin faſte Øborg.
Af de yngre Viſer, i hvilfe Fortrinsvis Marſkens Hævn beſynges, danner den med Omkvedet:
„Men Fruen ſidder i Sjælland, ſaa mangt der hun ſorger!“
et ſymmetriſk Modſtykke til den ſidſtnevnte. Ogſaa den be- faner af to Optrin, forſt en Samtale i Londom mellem den hjemkomne Marſk og hans krenkede Huſtru, og derneſſt et Ordſkifte paa Thinge mellem Marſken og Kongen. Mordet om hvis Udførelje Intet berettes, er ikke længer et Frede og ſkummelt Snigmord, men en ærlig Daad. Marffen frem⸗
forer fin Klage paa Thinge, afflaaer den af Kongen tilbudte Fejringsbod, otte Borge i Sjælland, opfiger ham Huldffab og fager den Hævn, hans Huſtru attraaer.
I grundtvigffe Optegnelſer nævner denne Vi
Kun i een af de ſe Borgen paa
11 en ner og Fjern.
Nr. 328.
Hjælm, hvilken Ridderen vil lade bygge, „fkulde det koſte det,
han aa“; „Marſti drog til ſin vene Huſtru, Og han bygger Hjalm ſaa faſt. Han ſtjstted hverken Bosſe eller Pil, Ej heller Blidekaſt.“
Samme Grundanfkuelſe af Marff Stigs ridderlige Færd gaaer igjennem den fortræffelige ſtore Digtning, ſom er optegnet blandt Karen Brahes og Anna Munks Haand⸗ ſkrifter, og ſom ſynes at have villet ſamle Alt, hvad der af de ældre Viſer kunde benyttes, til en ny Enhed. Viſen for⸗ teller om det natlige Overfald, forud for hvilket der er gaaet en offentlig Undſigelſe, og lader Drabsmendene ydermere give den ſovende Konge Varſel:
„Saa ſtodte de paa Doren Med Glavind og med Spjud: Du ſtat op, unge Kong Erik! Du gak hid til os ud!“
Svaret gives af den falſte Rane, med hvem de ſtaa i Forbund; — dog Gjerningen bliver, hvormeget den beſmykkes, fun lidet bersmmelig: alene Tanken om Fredlosheden og dens Folger kan give den Karakter af en forvoven Daad; —
Marſti vog Kongen i Finderup,
Han agted det i jaa ringe; —
Han red ſig til Mollerup,
Hin ſtjonne Fru Ingeborg at finde.“
Men endelig er den tredie yngre Viſe gaaet endnu et Skridt videre: Her rider Marſken, da han erfarer den hans Huſtru overgagede Skjendſel, med fine brynjekledte Huskarle fan hurtigt ſom den flyvende Fugl til Slottet for at fræve Kong Erik til Regnffab, og da han afviſer Kongens falſke Hilſen med fin Beſkyldning, ſvarer denne:
„Der ligger et Slot i Sjalland, Det hedder Vordingborg,
J Taarnet ffal Du ſidde Og ſlukke der din Sorg.“
Men Marften raaber: „Ihvem der jpænber mig Bolten paa, han fare en Uferd!“ og han dræber med Sværdet Kong Erik, ſom den ene Kæmpe den anden:
„Selv vog han Konning Erik,
Ban Svendene turde han ikke lide!“ — og flyer til Skoven, den Fredloſes naturlige Tilflugtsſted. Altſaa: ved højlys Dag og paa Slottet og for Marſkens Haand alene falder hin Konge, ſom efter Hiſtoriens Vidnes⸗ byrd blev ſnigmyrdet om Natten, i en afſides Landsby og med 56 Saar; man ſeer, at dette ikke er nogen hiſtoriſk Folke⸗ viſe. Den ſterke Stilling paa Hicelm, hvorfra de yngre Viſer have deres Udſpring, beſkrives omſider udførligt, og Viſen ſlutter ſaaledes:
„De Bønder, de gange pan Marken
Og meje de deres Korn:
Hjcelp nu, Gud. Fader i Himmerig!
Haver un Hiælm faaet Horn;
Min ædle Herre, hin unge Herr Marfti.”
Flere Viſer om Marſt Stig have neppe exiſteret; de tvende, hvori hans Døtre beſynges, ere komponerede over ældre Sange; den ene af disſe ælbre Gange, der har holdt ſig til vore Dage ſom Folkeviſe, har handlet om to land⸗ flygtige Kongedstre fra „Engeland“ eller fra „Kollen“, den anden om Dronning Dagmar. Forovrigt vides Intet om, hvorvidt Marfk Stig efterlod fig Døtre. Folkepoeſiens Skik⸗
kelſer ere fremgagede af Erindringen om de Fredleſes Born, der uden egen Brode led under den haarde Straf for For⸗ ældrenes Gjerninger.
Endelig omtaler Forf., hvorledes en enkelt af de Fred⸗ loſe ſtadig vedblev at leve i Folkefantaſien, dels paa Grund af den ſerlige Rolle, han ſpillede ved Kongemordet, dels paa Grund af ſin ſenere gruelige Skjebne: han, ſom i den ſtore Viſe indfores ſaaledes:
„Fru Ingeborg haver en Soſterſon, Ranne faa var hans Navn.” 8
Marfk⸗Stig⸗ Viſerne ſkildre alle denne Perſon ſom en Skalk og Forræder; men i en ſenere Tid er der digtet ſeregne Viſer om den fredloſe Rane, af hvilfe vi have to tilbage. Ranes Henrettelſe, der i de fleſte Annaler findes optegnet ſom noget af det Merkeligſte ved Aaret 1294, er udelukkende Emnet for den eeldſte af disſe to. Han er grebet paa en Udflugt fra de Fredloſes berømte Tilflugtſted og føger forgjæves ved Graad og rørende Bonner at formilde ſine Dommere. Han fores fra Roeskilde By ud til Retterſtedet, og
„alle Fruer i Staden var, de fældte for Ranne Taarer.”
Han ender ſom en from, omvendt Synder med at bede den forſamlede Mængde at leſe et Paternoſter for hans Sjel. Den anden, yngre Viſe handler om, hvorledes den fredloſe Rane tiltvinger fig fin Fæftemø og rider bort med hende fra hendes Fader, den rige Markgreve. Rane forbitres over Brudens Bebrejdelſer, flaner hende ved Kinden rod og ſiger:
„Jeg voldte ikke Kong Eriks Dod, Endog jeg er ſaare udlagt fra Frender og Venner!“
Begge disſe Viſer ere derneeſt — ligeſom de førnævnte Marſk⸗Stig⸗Viſer — blevne ſammenarbejdede til en ſtorre Digtning. Forf. polemiſerer mod Prof. Grundtvigs Anfkuelſe, at denne Opfkrift af de to Viſer fkulde være den i alle Maader bedſte og tillige ældfte bevarede Skikkelſe af Texterne.
Den interessante Afhandling ſlutter med at ſammenligne vor Folkeviſes Hiſtorie med, hvad der er ſkeet i Tydſkland, Frankrig, Skotland og andetſteds, hvor en ſenere Tidsalder, bevæget. af Interesſe for Emnet, har tilvejebragt ſtorre Hel⸗ heder af de forſtjellige Sange, der vare digtede om en og ſamme Perſon eller Slægt, og af det populaire Stof have da Kunſtdigterne ſkabt Epopeer, efter hvis Fremkomſt hyppigt de oprindelige Sange ere uddode. Ingen af de oprindelige Folkeſange om Nibelungerne eller om Roland, om Robert Bruce eller om Wallace er bevarede til Nutiden.
Pablo de Saraſate.
————
Man lever i Almindelighed i den Foreſtilling, at den muſikalſte Sands er i en god og glædelig Bært herhjemme, og nogen Sandhed er der ſikkert ogſaa i denne Antagelſe; men neegtes kan det ikke, at den ſtundom anfegtes haardt af enkelte Kjendsgjerninger, der tydelig viſe, at hvor en gjeblikke⸗ lig Modebegejſtring eller et ſterkt Reklameapparat ikke træder hjælpende til, er det ofte ſmalt bevendt med Smagen, og det neſten meſt overfor gediegne muſikalſke Preſſtationer. Floren⸗ tiner⸗Kvartettens Optræden forleden for meget tyndt Hus var det ſidſte Exempel af denne Art og gav en ypperlig Lejlighed
—
Nr. 328.
nar og fjern. c 5
til at holde Hærffue over den lille Falanr af virkelige Muſik⸗ kjendere, der ikke vilde lade en faa eneſtagende Kunſtpreſtation ſom denne berømte Kvartets gaa fra ſig. De mange Ude- blevne ville imidlertid, efter hvad der meddeles os, kunne oprette det Forſomte den 29. Oktober, da Kvartetten atter vil optræde her paa Tilbagerejſen fra Sverig og Norge. '
Omtrent paa ſamme Tid vil den fpanffe Violinvirtuos Pablo de Saraſates længe bebudede og med Spænding imodeſete Optræden finde Sted. Han er forøvrigt et Exempel paa, at det heller ikke andetſteds ſtaaer bedre til med den muſikalfte Smag end hos os; thi medens den ſtockholmſke Kritik under hans Optræden i Sverigs Hovedſtad beundrende har lagt fin Pen for hans Fødder, har Publikum ikke i noget betydeligt Antal givet Mode ved hans Koncerter. Han op⸗ holder fig i disſe Dage i Kriſtiania, og efter den norffe „Ill. Tid.” optage vi de efterfølgende Linier ſom en Introduktion af Virtuoſen overfor det danſke Publikum, der ſnart fkal gjøre perſonligt Bekjendtſkab med ham. '
Saraſate er født i en lille Landsby i Nærheden af Saragoza Juleaften 1846, ſaa at han altſaa endnu ikke er 32 Aar gammel. Som Barn var han ufædvanlig tidlig muſikalſt udviklet, men har i Modſeetning til de fleſte „Under⸗ born“ holdt, hvad Barndommen lovede. Allerede i en Alder af 10 Aar optraadte han førfte Gang i Madrid og vandt de Kyndiges udelte Bifald, ligeſom han blev indbuden af Dron⸗ ning Iſabella til at ſpille ved en Hoffeſt. Her gjorde han ſaa megen Lykke, at Dronningen foruden et betydeligt Honorar ſkjenkede ham en meget værdifuld Stradivarius.
Efter nogle Aars Forløb gik han til Paris for der at fuldføre fine Studier, og her erhvervede han fig ikke alene under de førfte Lærere forøget Dygtighed i Violinſpil, men tilegnede fig ogſaa forøvrigt en grundig mufitalft Uddannelſe. Da han fandt, at han havde lært, hvad læres funde, begav han fig paa vidtløftige Kunſtrejſer. Saaledes begyndte han med at berejſe de nordamerikanſke Stæder, tog derfra over til Indiens og andre orientalſke Storſteder, og han vandt overalt baade Ry og Penge.
J Aaret 1877 beſogte han for forſte Gang Tydfkland. Efter at have ſpillet i en Gewandhauskoncert under ſtort Bi⸗ fald, rejſte han til Wien, i hvis muſikalſke Kredſe han vakte overordenlig Interesſe, og hvor han gav en Rake Koncerter. Senere optraadte han ogſaa i Berlin, hvor han vakte ſaa meget Bifald, at han efter færlig Opfordring af Kejſeren modtog et fornyet Engagement for Optræden i en Rakte Koncertaftener i Operahuſet.
Angaaende hans Kunſt tillade vi os at hidfætte et Ud⸗ drag af en Anmeldelſe, ſkreven af en af Wiens forſte Muſik⸗ kritikere. Det hedder deri:
„Det var i Sandhed en uventet Overraſkelſe. Kunſt⸗ neren var hidtil aldeles ubekjendt her, og ingen ſtojende Reklame gik forud for ham og ſogte at forudindtage Publi⸗ kum. Som en Bombe faldt han en ſtjon Kunſtaften ned blandt Publikum og henrev Alle til Begejſtring allerede ved fine forſte Nummere, der lagde hans Kunſtferdighed for Dagen, ſaaledes at de, ſom kunde huſte Paganini, erklærede, at Saraſate i fine Precſtationer uvilkaarlig mindede om denne Violinens Matador. Bi for vor Del kan kun ſtatte og maale Paganinis Meſterfkab efter Beretningerne om ham, ikte, at Hr. Saraſate i ſin Koncert giorde Indtrykket paa os af en fænomenal Foreteelſe, der aldeles træder udenfor Linien for det Sedvanlige og Oplevede.
„Saraſate ſkriver fig fra Saragoza,
men negter
men har modtaget
fin mufifalffe Üddannelſe i Paris; det ſpanſte Blods Ild gjennemtrenger i hans Spil den franſke Gratie og Elegance. Hans Tone er vel ikke ſtor, men den abſorberer den føde Klang, ſom Sivori vidſte at lokke ud af Inſtrumentet; paa den anden Side aabenbarer der ſig i hans Foredrags⸗ maade et Træf af den faſte Dygtighed, ſom er Joachims Serkjende. Dermed parrer fig en i Sandhed fabelagtig Teknik, i hvilken Intetſomhelſt bringer til at tenke paa den haarde Kamp med Inſtrumentet, men hvor Alt tilſyneladende fremkommer ſom et uden Moje bevirket Udflag af ſelve Naturen.
„Denne Teknik traadte forſt frem i fin fulde Glands i Slutningsnummeret, ſom beſtod i tre af Raffs 6-Mol Suite tagne Stykker, et Prœludium, Menuet og Moto perpetuo. Iſer i det ſidſte Stykkes uendeligt lange og overordenlig van— ffelige Stakkato, der i det hurtige Tempo blev udført med minutieus Renhed, maatte man uvilkaarlig tænfe paa Beret⸗ ningerne om Vidundermanden Paganini. Og med denne minutieuſe Renhed var alle, ogſaa de vanfſkeligſte, Pasſager udarbejdede. Man favnede den hverken i Flageoletterne eller i Trillerne, ſelb i de hojeſte Lag paa Inſtrumentet; begge Toner ſkilte fig her altid tydelig for Øret. At forøvrigt Saraſate forftaner at ſynge paa Violinen ſaa godt ſom Nogen, det kunde man høre i Rubinſteins A-Mol Sonate for Klaver og Violin.“
Sax Miiller om Y. AJ. Joleſtergaardl.
J «The Academy» for 21. f. M. udtaler den berømte Sprogforſker Max Müller i Oxford fig ſaaledes om vor nys afdode Landsmand: „J Weſtergaard har Sanſkrit⸗Studiet miſtet en af ſine meſt fremragende Dyrkere. Den yngre Slægt af Sanſkrit⸗Studerende fjender kun lidet til ham. I de ſidſte tyve Aar ſynes et ſvagt Helbred og forøgede Embedsforret⸗ ninger at have holdt ham borte fra de orientalfke Studiers Arena. Og vel kunde han mere end nogen Anden have Ret til at hvile paa fine Laurbær. Han havde erhvervet fig den Titel, ſom de gamle Kejſere plejede at være ſaa ſtolte af — »Mehrer des Reichs“, Rigets Forsger. Han var En af dem, ſom Helmholtz beſkriver i fin Tale om den akademiſke Frihed — en Tale, der er ligeſaa udmeerket hvad Aandrighed ſom ukorrekt hvad Kjendsgjerninger angaaer — „En af dem, ſom arbejdede i Üdkanten af den menneſkelige Viden, hvor ingen Forgeenger kunde komme ham til Hjælp”, Hans ⸗Radices Linguae Sänseritaes ere et ſandt Vidunder, naar man tager i Betragtning, at Bærfet udkom 1841 og at Weſtergaard kun var ſexogtyve Aar gammel, da han udgav det. Han havde dengang ikke alene leſt alle de vigtigſte af de da tilgængelige Sanſkrit⸗Verker og været den Forſte til af dem at uddrage Sætninger til Belysning af alle Sanſtrit⸗Verbers Betydning, men han havde fuldſtendig tilegnet ſig de indfødte Sanſkrit⸗Grammatikeres Syſtem, og — endnu mere — han havde drevet fine Underſogelſer helt ind i Veda⸗Litteraturen og langt forbi det Punkt, hans Samtid indtil da havde naget. Hvo der vil kaſte Blikket Paa eller endnu bedre: give fig i Kaſt med Dhatupatha, den af de indfodte Grammatikere ſamlede og kommenterede Fortegnelſe over Sanſkrit⸗Rodder, vil have ondt ved at tro, at en ung danſt Videnſkabsmand paa ſexogtyve Aar kan have arbejdet ſig frem gjennem dette Tjornekrat, og at han i Aaret 1841, da Panini endnu for de fleſte Studerende var en Bog med ſyv Segl, uden nogen
ſynlig Anſtrengelſe ſatte ſig fuldkommen ind i Sayana' Inf te fi Sayana's Dhatupritti. Det var i høj Grad onfkeligt, om dette Arbejde kunde blive foretaget igjen nu. Ved en kritik Udgave af Dathupatha med Sayana's Kommentar, Dhatuvritti, kunde
5 Sporer nu, ligeſom ved at give os de Reſultater, der
en ung Sanfkrit⸗Studerende vinde ſine Weſtergaard vandt ſine,
13
ner og jern.
kunne uddrages af disſe Verker, forſaavidt de tjene til et
ſikkert Grundlag for en Ordbog i Sanſkrritſproget. ikke alene havde Weſtergaard ſtuderet Sayana's Kommentar til Samlingen af Sanfſkrit⸗Rodder, den omfangsrige Dhatuv⸗ ritti; han var ogſaa den Forſte, ſom, efter Roſen, helligede fig til Studiet af Sayana's Kommentar til Rig Veda. Ved Hjælp af Sayana var Weſtergaard naget forbi den forſte Bog af Rig Veda, ſom Roſen havde udgivet i 1838; han havde kopieret og ſtuderet den ſyvende Mandala, Vaſiſhthas Sange; han havde ligeledes ſtuderet Vagaſaneyiſamhita i Yagurveda, ſom dengang kun exiſterede i Manuffript, medens vi nu have to Udgaver af den, en editio princeps af Prof. Weber og en anden, der er udgivet i Indien under Rajahen af Besmahs Auſpicier. Han gjorde af disſe Verker Uddrag, der vare af den allerſtorſte Betydning for Belysningen af Sanfkrit-Ver⸗ bernes Hiſtorie. Jo mere man underſoger Weſtergaards Verbal⸗Ordbog, des mere forbauſes man ikke alene over de uhyre Forberedelſer, den udfrævede, men ogſaa over den vi⸗ denſkabelige Nojagtighed, hvormed Arbejdet er udført, Weſter⸗
gaard har til fine orientalffe Studier medbragt den Omhu | antage, at man nu ogſaa vil give de to pan et andet Sted
de minimis, ſom udmerker den greſke og latinſke Videnſkabe⸗
lighed. Hans Arbejde er elegant og, om det end ikke er frit for Feiltagelſer, aldrig Stykveerk. Ganffe viſt have vi nu i Boehtlingk og Roths ſtore Sanſtrit-Ordbog et langt ſtorre Materiale til Sanfkritſprogets Hiſtorie end i Weſtergaards
Og
Radices; men Ingen vil være villigere til i fuldeſte Maal at
anerkjende Værdien af Weſtergaards Arbejde end netop Sam⸗ lerne af denne nye Thesaurus. Hans Radices Linguae San- scritae vil for beſtandig være et Mindesmeerke for danſk Vi⸗ denſkabelighed, og ffjøndt det er en ung ſexogtyveaarig Mands Veerk, ſtaaer det for mig ſom magnum opus i Weſtergaards litteraire Liv.
Samme Aar ſom Radices udkom, tiltraadte Weſtergaard ſin Rejſe til Orienten. Hovedemnerne for hans Reiſe vare Manuſkripterne til Zend-Aveſta ſamt Kileſtrifterne. Den danſke Regjering, ſom var ſtolt af de videnſkabelige Erobringer, der tidligere vare gjorte af Haff i Bombay og andetſteds, udredte de til Expeditionen nødvendige Udgifter. Weſtergaard hjembragte, hvad han var rejſt ud for — nye Manufkripter af Parſerues hellige Skrifter og nye og nøjagtige Kopier af Kileſkrifterne. Sine Kopier af de perſiſke Kileſkrifter overlod han ædelmodigt til Lasſen; de mediſte Kileſkrifter udgav han ſelv og var den Forſte, der forte deres Sprog tilbage til en turanſk Kilde. Bed Hjælp af de Materialier, han havde ind⸗ ſamlet i Indien, Perſien og andre Steder, offentliggjorde han i 1852—54 fin Udgave af «Zendavesta, the Religious Books of the Zoroastrians, edited and translated with a Dictionary, Grammar etc.» Desverre er den bebudede Overfættelfe, Ordbog og Grammatik aldrig udkommen, og det er wivlſomt, om de, his de bleve udgivne nu efter hans Dod, vilde naa op i Højde med hvad Zend-Videnſkaben ſenere er kommen til. Adſtillige mindre Afhandlinger, ſom Weſtergaard har udgivet efter fin Zend⸗Aveſta, vidne om, at han ſtadig beva⸗ rede fin Interesſe for fine Sanſkrit⸗ og iraniſke Studier, men efter 1848, da han blev valgt ind i den grundlovgivende Rigsdag og fungerede ſom dens Sekretair, lagde det politiſke Livs Malſtrom Beſlag paa meget af hans intellektuelle Energi. Han var Danſk med Liv og Sjæl, og da Sporgsmaalet om, hvorvidt Slesvig⸗Holſtens omtviſtede Zone ſkulde fordanſkes eller fortydſkes ), omſider var blevet afgjort ved Vaabenmagt til Fordel for Tydſkland, fif hans politiſke Overbevisning Indflydelſe ogſaa paa hans litteraire Sympathier og ffilte ham en Tidlang fra adfkillige af hans fordums Venner og Kolleger. Men ſtjondt han ſaaledes var en krondeur, har Weſtergaards Navn været og vil beſtandig blive holdt højt i Were i Tydſkland, og Navnene paa de tre Skandinaver Raſk, Lasſen og Weſtergaard vil altid danne et af de lyſeſte Blade i Sanfkritſtudiets Aarboger.
+) Max Müller er en født Tydſter. Red.
Nr. 328. E ER >) r . D NN T INS IN, SÅ ÅSE TEA SE 7
Paa C. A. Reitzels Forlag er udkommet det forſte Hefte af en ſamlet Udgave af Frederik Paludan⸗ Müllers „Poetiſke Skrifter“. Samlingen, der vil udgjore 8 Bind og i Alt koſte 20 Kroner, er faa vidt muligt ordnet
kronologifk, og idet den ſaaledes begynder med de bekjendte
„fire Romancer“, ender den med „Adonis“, Digterens ligeſaa ſtjonne ſom interesſante Afſlutning paa et rigt og betydnings⸗ fuldt aandeligt Liv. Af praktiſke Grunde ere dog forſkjellige mindre Poeſier ordnede gruppevis, og det kunde vel heller ikke godt have ladet fig gjøre f. Ex. at ſtyde andre Ting ind imellem den forſte og de to ſidſte Dele af „Adam Homo“. Af hidtil ukjendte eller utrykte Sager vil der ikke komme til at foreligge Andet end nogle mindre Digte, imellem hvilke vi
i Bladet offentliggjorte Prover paa Paludans⸗Müllers Ung⸗ domslyrik en Plads. De have nemlig, forekommer det os, Interesſe ved helt og holdent at bære Digterens umiskjende⸗
lige Karaktermerke fra hans forſte Produktionstid. Allerede
for længere Tid tilbage har Paludan⸗Müller ſelv udelukket „Fyrſte og Page“ fra fine Ungdomsſkrifter, og dette Drama vil altſaa heller ikke blive optaget i Samlingen, hvor det ellers fkulde have havt Plads hos „Kjerlighed ved Hoffet“ og det i 1870 til „Luft og Jord“ omdøbte „Eventyr i Skoven“. Mere beklage vi dog, at den i mange Henſeender kjekte og kraftige „poetiſke Polemik“ fra 1837, ,, Trofæer og Jamber“, ogſaa er udeladt. Imidlertid, Samlingen er i ſine ſtore Træf ordnet af Digteren ſelv fort forinden hans Dod, og uden abſolut Nodvendighed burde neppe hans litteraire Villie brydes. Bortſeet fra, at Fr. Paludan⸗Müllers „poetiſke Skrifter“ for forſte Gang her ville komme til at foreligge i en ſamlet Udgave, har det hele Foretagende tilmed den ſerlige Interesſe, at den Textreviſion, der her vil findes, vil blive den ſtaaende i vor Litteratur. Som beljendt lyſte Digteren i en Efterfkrift til fine „Sex Digte” fra 1872 et højtideligt Anathema over hver den Litterairhiſtoriker eller Udgiver, der i kommende Tider maatte afvige fra „den ſidſte, af Digteren ſelv beſorgede Udgave af hvert enkelt Værk”, og lige til ſin Dod ſyslede Paludan⸗Müller ogſaa med at give ſine Arbejder den Form, i hvilke han ønffede, de ffulbe gaa over til Efter⸗ verdenen. Det folger derfor af ſig ſelv, at alle disſe Op⸗ tegnelſer og Rettelſer ville komme den ſamlede Udgave tilgode, og da Forholdet til alt Held virkelig har været ſaaledes, at Forandringerne fra Udgave til Udgave faa godt ſom altid ogſaa have været Forbedringer, ſaavel i ydre ſom i indre Henſeende, (fe ſaaledes bl. A. dette Blads Nr. 236, S. 3), faa turde denne ſidſte Udgave paany love Fremfkridt, hvad Tankefylde og Textkritik angager. Med Undtagelſe af den ſtore Roman „Ivar Lykke“, ville altſaa de poetiſke Skrifter her bringe os alt det af Paludan⸗Müllers Produktion, ſom han felv har ønffet ſkulde bære hans Navn ned igjennem Ti⸗ derne, og det følger ſaaledes af fig ſelo, at ogſaa hans Pro⸗ ſadigtning her er repreſenteret af „Ungdomskilden“. Det er maafke i et heldigt Sjeblik, de ſamlede Skrifter begynde deres Vandring, idet Interesſen i disſe Dage veſenligſt ſamler fig om Fr. Paludan⸗Müller ſom den betydeligſte Aand imellem det poetifte Studenterhold fra 1828, men det følger iøvrigt af fig ſelv, at den forſte ſamlede Udgave af denne Digters Skrifter til enhver Tid vilde være en af de ſtore Begivenheder i vor Litteratur.
Balzac: „Eugénie Grandet. En Skildring af franſt Provindsliv“. Overſat af Carl Michelſen. (Andr. Schou). — Da vi i dette Blads Nr. 183 anmeldte den danſke Overſettelſe af „Fa'er Goriot“, greb vi tillige Lejlig⸗ heden til efter Taine at give en Skildring af den berømte Forfatter, hvis mere fremragende Arbejder ſelofolgelig efter⸗ haanden ville blive indlemmede i det Galleri af fremmed Litte⸗ ratur, ſom vi i de ſidſte Aar ſaa flittig have ftræbt at ſamle
nr. 328. Kær og Jern. 5
herhjemme. Vi kunne derfor her nojes med i al Korthed at giøre opmeerkſom paa, at „Eugénie Grandet“ nu ogſaa fore⸗ ligger i en god og paalidelig Gjengivelſe. Thi ihvorvel Balzac allerede nu hører til en ældre Generation af Forfat⸗ tere, fan frembryder han ikke alene i litterairhiſtoriſk Henſeende en ualmindelig Interesſe ved at være den moderne Realismes Fader, men han har i ſine bedſte Arbejder ſaa meget af det Sande og Blivende, at hans Produktion endnu i mange Tider vil kunne fængfle den ſtore læfende Almenhed. Medens vi derfor paa den ene Side ville tilraade alle vore hjemlige realiftiffe Forfattere — ikke mindſt f. Ex. vore mange ſtrivende Skolelærere — her at gjøre et dybt og alvorligt Studium af Realismen ſom Kunſt, gjøre vi paa den anden Side dem af vore Læfere, der ikke maatte fjende den her overſatte navnkundige Fortælling, opmerkſom paa, at vel er „Eugenie Grandet“ mørt og troſteslos, tung og knugende, men allige- vel forunderlig fængflende ved fin pſykologiſke Skarphed og den Fremſtillingens Energi, der i det Hele udmerker Balzacs Karaktertegning. Man glemmer ikke den gamle gjerrige Bodker, naar man maaſke engang har glemt Fortællingens øvrige Indhold og Perſoner, felv den unge, blege Pige, efter hvem Bogen bærer Navn. Fa'er Grandet er en af disſe Figurer, der blive ſtaaende i Litteraturen ſammen med Shakſpeares og Molières Typer, og det er ogſaa Skildringen af ham, i Forening med den meſterlige Gjengivelſe af det franſke Smaa⸗ kjobſtadsliv og Smaaſjeœleliv, der gjør „Eugénie Grandet“ til en af Repreſentanterne for den moderne Realismes kunſt⸗ neriſke Triumfer.
Kaſino opforte i Tirsdags Offenbachs, Meilhacs og Halevys Operette La Boulangère a des écus» i en Bear- bejdelſe af Hr. Carl Moller, betitlet „Bagerma damen“. Titelrollen har en draſtiſk Reprœſentant i Fru Schwartz⸗ Nielſen, der til Trods for den Lighed, Rollen har med et Par af hendes ſeneſte Operette-Partier, giver et godt indivi⸗ dualiſeret Billede af den penge⸗ og lunerige Bagerffe og ifær gjør fortræffelig Fyldeſt med Henſyn til de muſikalſke Krav.
iden af hende tager Medbejlerinden Toinon ſig lidt 1 0 8 EM hvad Fri. Schachts Figur og Stemme⸗ midler angaaer, medens den omſtridte Adonis i Hr. Zau⸗ genberg har en Fremſtiller, der gjor Figuren tilſtrekkelig ſympathetiſk; ved Siden af disſe Hovedperſoner ſtaa fire i den rette Farceſtil holdte Fremſtillinger af d'Hrr. Helſengren, Madſen, S. Neumann og Hyltoft, medens Baggrunden dannes af et ſmukt uniformeret Pagekorps og et Regiment Bagerſvende i alle Dimenſioner. Muſiken er livlig og Sthkket fuldt af gode Situationer, der dog, ſom fædvanlig, falde ſparſomſt i ſidſte Akt. Den danſke Bearbejdelſe har med megen Virtuoſitet anbragt alle det ædle Bagerhaandveeks tekniſke Ud- ryk i Koupleterne og Dialogen.
Folketheatret arbejder med anerkjendelſesverdig Flid og Alvor hen mod et godt Repertoire og har til denne Opgaves Losning et Perſonale, der virker harmoniſk ſammen, og en Ledelſe, hvis kyndige Haand med Glæde ſpores i en Iſcene— ſættelſe ſom den, der er bleven Sardous „Det gamle og det nye Hus“ til Del. Stykket har i fin Tid været Gien⸗ ſtand for en udførlig Omtale i den Karakteriſtik af Sardou, ſom meddeltes i dette Blad Nr. 245-47, og vi kunne derfor indſkreenke os til her at fremhæve den Dygtighed, hvormed Theatrets Krefter ere benyttede til den ikke lette Befættelje af alle Stykkets Roller, og den ojenſynlige Interesſe for Op— gaven, hvormed hver Enkelt er gaaet til den. Idet vi ind— befatte hele den mellemliggende Kunſtnerrcekke under denne Anerkjendelſe, ville vi begrendſe den til begge Sider ved at nævne. en Novice, Hr. Ben j. Peterſen, for hans gode Billede af den gamle dove Kontormand og en Veteran, Hr. Kolling, fordi han atter her har givet et flagende Vidnes— byrd om, hvilken ypperlig Kunſtner Theatret ejer i ham.
Med bette Nr. folger Titelblad og Indholdsforteg—
nelſe til 7. Bind af „Ner og Fjern”,
Med dette Nr. folger til de indenbys Abonnenter en Proſpektus fra Hr. Albert Meyers Sangkonſervatorium.
Indhold. De fire ſtore og de tolv ſmaa Poeter, af Otto Borch⸗ ſenius, (med to hidtil utrykte Digte af Fr. Paludan⸗Müller). — Den hellige Agathes Haarlok, en moderne Legende af Karl Emil Franzos, fortſat. — „Drot“ og „Marſk“ i hiſtoriſt Belysning. — Pablo de rate — Max Müller om N. L. Weſtergaard. — Theakrene. — itteratur. N
Pris: 15 Øre pr. Petitlinies Plads.
Avertisseme nter.
B. Wroblewsky, Nytorv 19
Paa den & udkommet:
yldendalske Boghandels Forlag er | Paa Undertegnedes Forlag er udkommen:
En Fallit. It a 1 le Ul. Andr: Fred. Hest & Sons Fong.
11 S ͤ 1 Bjørnstjerne Bjørnson. En Rejse fra Alperne til Ætna. Paa 1 NN fig en W e Universalbibliothek 2 kr. ; eleg. indb. 3. Kr. 25 Øre. Med henved 400 Illustrationer. udgives i tvangfri Bind; Pris 2 Kr. 8 i Pris 36 Kr., indb. 48 Kr. 50 Øre for hvert. 1 or at lette De Nygifte. Subskription 1 21 agel enn 11 » Laveleye, om Ejendomsretten. 5 3 Kr. 50 Øre, for hvilken man kan tegne sig 2-3. John Stuart Mills Levned Bjornstjerne Bjornson. i alle Boglader i Danmark og Norge. i
8. Oplag. 1 Kr.; eleg. indb. 2 Kr.
d. E. C. Gad. „ Macehiavelli, Fyrsten,
. Mill, om Friheden,
G amle 0 g ny e Pr opheter. Paa Andr. Schous Forlag er udkommet:
1 3 4 Vimmelskaftet 32. 6 r psykologiske Foredrag. 7
Spencer, om Opdragelse.
Sex We Balzac: 5 8. Höffding, den humane Ethik. 1 Er Eu g Eni e Gran d et; 9-10. Schwanenſlügel, Wergeland. „Nielsen. , 11. Rung, om Vindforholdene. 1 Kr. 50 Øre. Skildring af fransk Provindsliv, 12-13. Tyndall. mi ; — re oversat af Carl Michelsen, 2 Kr. 65 Øre. 14 15. 1 2 2 EN IV Arhangliager. Bae akon 19. Yambery, Orienten. I B ølg 8 8 an g. aer Gori 16. Spencer, mindre Afhandlinger, a i 3 2 Ea etulus OT10t, 17. Trier, Pædagogik s. Videnskab.
oversat af N. J. Berendsen, 3 Kr. 50 Øre.
É
15
Kær og Fjern.
Nr. 328.
Det kgl. Theater.
Repertoiret for indeværende Uge er fore-
løbig fastsat saaledes:
Sendag 13. Inden Døre.
Mandag 14. Drot og Marsk.
Tirsdag 15. Farinelli (paany indstuderet). Bacchusfesten.
Onsdag 16. Don Juan. (Fredags Abonnement.)
Torsdag 17. Inden Døre.
Fredag 18. Gift (forste Gang). Farinelli.
Lordag 19. Kongen har sagt det.
Kasino. Søndag. den 13. Oktober, Kl. 7:
Bagermadamen.
Operette i 3 Akter af Meilhac og Halévy, bearbejdet af Carl Meller.
Musiken af Offenbach. Forbi omtr. Kl. 92/4.
Folketheatret,
Søndag den 13. Oktober, Kl. 7 (Sidste Søndag) opføres: Det gamle og det nye Hus.
(5 Akter) af Victorien Sardou, oversat af Fritz Holst.
Forbi omtr, Kl. 10/4.
Onsdag den 16, Oktober Kl. 7: (For første Gang i ny Indstudering)
Hverdagsfolk.
Lystspil i 5 Akter af Fritz Holst.
De sjællandske Jernbaner.
Afgaaende og ankommende Jernbanetog. Søndagen den 13. Oktbr. Ordinaire Tog:
Fra Kjøbenhavn til Korsør:
Kl. 6.45, 8.15 Fm.; 12,30, 7 Efm. (Ank. 9.30, 11.55 Fm.; 5.30, 9.50 Efm.)
Fra Korsør til Kjøbenhavn: Kl. 8 Fm., 12 Md., 4.25, 7.25 Efm. (Ank. 10.40 Fm,, 4.45, 8, 10.30 Efm.)
Fra Kjøbenhavn til Roeskilde: Kl. 5 Efm. (Ank. Kl. 6.15 Efm.)
Fra Kjøbenhavn til Masnedsund: Kl. 9 Fm., 2.15, 7.30 Efm. 7.30, 10.50 Efm.)
Fra Masnedsund til Kjøbenhavn: Kl. 6.30, 9.15 Fm.; 5.15 Efm. (Ank. 10 Fm.,
2.45, 8.45 Efm.)
Fra Kjøbenhavn til Kallundborg:
Kl. 9 Fm.; 2.15, 7.30 Efm. (Ank. 12.15, 7, 10.50 Efm.)
Fra Kallundborg til Kjobenhavn:
Kl. 6.40, 9 km.; 5.25 Efm. (Ank. 10 Fm.; 1.30, 8.45 Efm.
Fra Kjøbenhavn til Helsinger: